13.03.2020 Bibelselskabet
7 grunde til at lære Bibelen at kende
Bibelen er Bogen, der har været med til at forme vores kultur og samfund. Med den nudanske oversættelse, Bibelen 2020, er de bibelske tekster blevet mere tilgængelige – også for nye læsere og for dem, der foretrækker lydbøger. Her får du syv gode grunde til at lære Bibelen at kende
- Hvis du vil forstå den kultur, du er en del af. Bibelen er Bogen, som filosoffer, forfattere, kunstnere har hørt, læst og ladet sig inspirere af. Det er grundfortællinger om frihed og barmhjertighed, som har formet samfund og kultur.
- Hvis du vil have sat dit liv i perspektiv. Bibelen giver guddommeligt og eksistentielt perspektiv på modløshed og misundelse, på skyld og skam, på liv, død og kærlighed.
- Hvis du er vild med store fortællinger. Bibelen har dem – de største, faktisk. Om, hvordan alting blev til. Om fiaskoer og sejre og om det vildeste væddemål. Om oprør mod Gud, om håb, tilgivelse og retfærdighed.
- Hvis du har tabt troen eller aldrig fundet den. Læs om de andres tro og tvivl.
- Hvis du mener, at du er så forkert, at ingen kan elske dig. Så læs i Bibelen om den Gud, der holder fast og tilgiver selv de største fejltrin.
- Hvis du vil lære Gud at kende, både før og efter han blev menneske.
- Hvis du mener, at ”Bibelen siger …” – så læs igen og læs mere! I Bibelen taler mange stemmer, både den gamle vismand og den modige kvinde, og hele fire evangelister fortæller om Jesus’ liv, død og opstandelse.
Vidste du, at Bibelen 2020 også udkommer som lydbog? Find den der, hvor du streamer dine lydbøger eller køb Bibelen 2020 som lydbog hos online boghandlere.