20.09.2022 Af Thomas Godsk Larsen
"Vi skal alle være med til at italesætte Bibelens vigtighed"
René Ottesen er ny kommunikationschef i Bibelselskabet. Han mener, at fortællinger former det liv, vi lever. Og fortællingen over dem alle finder han i Bibelen. Mød ham her
Hvad glæder du dig mest til?
Jeg glæder mig først og fremmest til at blive en del af Bibelselskabets arbejde. Vi har en vigtig opgave i at løfte hele traditionen omkring Bibelen, både som kulturbærer i Danmark og i forhold til det værdimærke, den har for rigtig mange danskere, som finder åndelig næring i det bibliotek, Bibelen jo er. Det er en enormt vigtig opgave – og en spændende opgave – som Bibelselskabet bærer frem, og jeg oplever det som et kæmpe privilegium at være med i det.
Hvad vil du bruge den første tid på som kommunikationschef i Bibelselskabet?
Der ligger nogle opgaver klar, der skal løses i samarbejde med det fantastiske team af medarbejdere på Bibelselskabet. Og så skal vi lære hinanden at kende. Det glæder jeg mig rigtig meget til. Der er gang i mange gode ting, der fungerer rigtig godt, og det skal selvfølgelig fortsætte. Samtidig træder jeg ind i en nyskabt jobfunktion, hvor jeg ser det som en af mine vigtigste opgaver at skabe en spændende, sammenhængende kommunikation omkring Bibelen og alle de opgaver, funktioner og udgivelser, Bibelselskabet står for. Det gælder særligt om udadtil at skabe en interesse for Bibelen og bibelsk materiale, der giver folk lyst til at læse i Bibelen. Det er en opgave, jeg vil forsøge at gå til med en stor portion ydmyghed.
Hvad er den vigtigste personlige egenskab, du tager med dig ind i jobbet?
Jeg er et rigtigt netværksmenneske. Jeg elsker at møde mennesker. Jeg kommer både med et stort netværk og med stor lyst til at lære en masse mennesker og organisationer omkring Bibelselskabet at kende. Jeg har en urokkelig tro på, at gode ting bliver bedre, når mennesker mødes, og vi taler med hinanden.
Hvordan kommer Bibelselskabets bagland til at mærke, at du er trådt ind ad døren?
Det danske kirkeliv er umådeligt varieret – og det er en gave. Også hér glæder jeg mig til samarbejdet – til at blive en del af det økumeniske fællesskab, Bibelselskabet er. Jeg tror på, at gode netværk og kendskab til hinanden er vigtigt, og så håber jeg på, at den gode synlighed, Bibelselskabet har haft hidtil, bliver endnu bedre.
I dit tidligere job som generalsekretær i Open Doors har du haft særligt fokus på forfulgte kristne. Ser du det som det væsentligste indsatsområde i Bibelselskabets internationale arbejde?
Altså, hvis der er én ting, man kan blive enig med kristne om, på tværs af kirkeskel, så er det, at det ikke er okay, at kristne forfølges. Der er noget i det, vi må stå sammen om, og det mener jeg, vi fortsat skal have fokus på. Der bliver netop nu lavet et ganske glimrende arbejde i Tænketanken for forfulgte kristne, og for min egen del har jeg haft det privilegium at besøge Bibelselskabet i Egypten, på Vestbredden og i Syrien. Her oplevede jeg, at det arbejde, der foregår der, har en risiko, som vi ikke kender fra de hjemlige breddegrader, og som kalder på vores hjælp og støtte.
Hvilke erfaringer fra dit professionelle virke vil komme særligt i spil i Bibelselskabet?
Jeg er først og fremmest kommunikatør. Dertil har jeg en teologisk uddannelse fra det frikirkelige miljø og, blandt andet, en master i retorik. Det er fortællingen som retorisk disciplin, jeg er særligt optaget af. Hvis ikke vi har en fortælling, så eksisterer vi kun, vi lever ikke. Fortællingen er også udgangspunktet i Bibelen og det centrale i mit yndlingssted i Bibelen, nemlig Johannesprologen (Joh 1,1-18, red.). Her hører vi om, hvordan Gud møder os med sit narrativ, det narrativ, der rummer liv og lys, og som bliver kød og blod og tager bolig iblandt os. Når jeg tilegner mig den guddommelige fortælling og forstår, hvad den betyder for mig, bliver jeg uendeligt beriget.
Hvad er din egen kirkelige baggrund?
Min farmor og farfar havde missionske rødder og blev frikirkelige i mellemkrigstiden, hvor der blæste nye kirke-vinde hen over Skandinavien. Min morfar var præst i pinsekirken, min far og farfar har været aktive i menighedsråd, og jeg er blevet taget med i folkekirken. Der har i min familie været, hvad jeg vil kalde en kirke-pragmatisme. Det har altid været vigtigt at sige, at vi ikke har alle svarene. Vi bliver nødt til at vandre med kirker og kulturer, der taler andre sprog og gør tingene anderledes, end vi gør. Ellers begrænser vi os selv og mister den rigdom, der ligger i den brede kirkelighed. Så, kort sagt, jeg har fået en bred kirkelig opdragelse. Jeg har fungeret som frikirkepræst gennem en længere årrække og mener, at det at være præst er én af de vigtigste og mest spændende opgaver, man kan beskæftige sig med.
Bibelselskabet arbejder for, at Bibelen skal blive nærværende for flere. Hvordan bliver den det?
Jeg tror, en væsentlig opgave er at komme fordomme om Bibelen til livs. Bibelen kan for nogle være en bog, der kun er knyttet til det religiøse. Det, mener jeg, er en fejl. Vi oplever, at flere og flere, også blandt dem, der bliver lyttet til i samfundet, læser i Bibelen og henter inspiration her. Den udvikling skal vi understøtte ved at give muligheder, indgange og gode ideer til, hvordan man får hul på Bibelen og dens 66 bøger, der på så forskellig vis giver os indblik i menneskelivets farverige dimensioner.
Hvordan ser Bibelens fremtid ud i Danmark?
Jeg tror ikke, vi er i fare for, at Bibelen forsvinder fra de danske boghylder. Men omvendt kan man sige, at Bibelen altid kun er én generation fra døden. Den har ikke sin egen selvopretholdelsesdrift. Det er afgørende, at vi alle er med til at italesætte dens vigtighed og betydning for os som mennesker og som kristne.
Hvad betyder Bibelen for dig?
Bibelen er et sted at søge trøst, og hvor troen kan finde næring, når man finder ud af, at vi mennesker ikke lever af brød alene, men også af de ord, vi finder i Bibelen. Jeg har en bibel derhjemme, som jeg fik, da jeg var efterskoleforstander. Den er slidt nu. Da jeg stoppede i Open Doors, sagde jeg, at hvis de ville give mig en betydningsfuld afskedsgave, skulle de give mig en ny bibel. Så det fik jeg. Jeg er lidt old school: Jeg sætter virkelig stor pris på at sidde med en fysisk udgave af Bibelen mellem hænderne. Duften af læder, muligheden for at bladre rundt, læse et vers her og der. Og så giver bibellæsning mig ro og andagt. Det har vi alle brug for i det her samfund, hvor det hele bare kører hurtigere og hurtigere som en centrifugalkraft, der kaster os ud i siderne. Bibelen har den modsatte effekt – den får os ind i centrum, ind i kernen igen.
Om René Ottesen
Den 1. august 2022 startede René Ottesen, 58 år, i en nyoprettet stilling som kommunikationschef i Bibelselskabet. René har i sit arbejdsliv blandt andet været forstander på efterskolen Alterna (2007-15), kommunikationschef i KRIFA (2015-18) og generalsekretær i den kirkelige ngo Open Doors (2018-22). På uddannelsessiden har han blandt andet en teologisk basisuddannelse, en master i retorik fra AUH og en projektlederuddannelse fra RUC. Privat bor René Ottesen i Vejle. Han er gift med Irene, som han har fire børn med.