”En leder skal acceptere sin tvivl. Og handle på sin tro.”

Sådan hed det engang i en annonce for Hærens Officersskole, fortæller Leif Andersen. Han har ofte citeret ordene, når han har undervist teologer – og de er også kommet med i hans nye bog, Den tredje tvivl. For de fortæller os noget helt centralt om forholdet mellem tro og tvivl.

Mere om det senere – først vil Leif Andersen forklare titlen på bogen:

”Man kan sige, at der grundlæggende er tre former for tvivl: Den, jeg vil kalde præmoderne. Den spørger, om min tro mon er i orden, og om min bøn, anger og fromhed overhovedet duer til noget. Vi har kaldt den anfægtelsen. Den anden tvivl er den moderne religionskritiks: Er Gud mon i orden? Findes han overhovedet? Og hvis han gør: Hvordan kan jeg vide det? Den tredje tvivl er senmoderne. Den spørger, hvad jeg overhovedet kan vide, og hvad der overhovedet giver mening. Er alt ikke bare sociale konstruktioner, der er dikteret og censureret af det fortolkningsfællesskab, jeg tilfældigvis tilhører på denne tid og sted i historien?”

Tvivlen flytter bjerge

Den tredje tvivl kan lyde som en ødelæggende kraft for enhver tro. Én af Leif Andersens hovedpointer i bogen er imidlertid, at den rummer et enormt potentiale – og et korrektiv:

”Den tredje tvivl er en kritisk røst til alle, der tror, de har sandheden. Alle, der er stoppet med at lytte, og alle, der er holdt op med at stille spørgsmål til egne selvfølgeligheder. I bogen citerer jeg Poul Henningsen for ordene ”Det er tvivlen, der kan flytte bjerge”. For hvis ikke vi kan betvivle det, der tidligere har været anset for urørligt, kommer vi ikke ud af stedet. Det gælder også på troens område. Ellers risikerer vi at stivne i skråsikkerhed, ja, måske endda i fanatisme. Og lur mig, om ikke fanatisme i mange tilfælde i virkeligheden er spiret i en angst for muligheden af at kunne have taget fejl …”

”Der bor en længsel i tvivlen”

Over for fanatismen står umiddelbart den tilbagelænede skepsis, mange kan have over for kristendommen, hvor man hellere end gerne sætter spørgsmålstegn ved troen, uden for alvor at turde investere sig selv i samtalen. Denne skepsis, mener Leif Andersen, er ganske forskellig fra tvivlen:

”For mig at se bor der nemlig en længsel i tvivlen, ikke bare som en frustration, men som en kærlighed, en længsel efter Gud. På den måde er tvivlen at se som noget, vi kan bygge relationen til Gud op med. Tænk blot på mange af salmerne i Det Gamle Testamente, der råber på, at Gud vil gribe ind, eller tænk på Job i Jobs Bog, der klager sin nød til Gud, fordi han insisterer på en relation til Gud, på at få Gud i tale.”

Tvivlen giver troen vokseværk

I bogen beskriver Leif Andersen, hvordan tvivlen kan give troen vokseværk. At man ligefrem kan dø af mangel på tvivl. Tvivlen har da også været en tro (!) følgesvend i Leif Andersens eget liv, fortæller han:

”Ateistiske argumenter har aldrig bidt på mig. Men at opleve, at mennesker i årevis fortvivlet beder Gud om at gribe ind, og ikke opleve, at han gør det, det kan udfordre min tro. Dér bliver troen et valg for mig, noget, jeg vil læne mig ind i. For mig bliver det lidt gammeldags ord om vished da lig med tillid: Tillid til, at Kristus var den, han sagde, han var, tillid til hans kærlighed, og derigennem også tillid til Faderen og Helligånden.”

”Jeg er ikke alene med min tvivl – og min tro”

For Leif Andersen bliver hele den sociale konstruktion, vi måtte leve i, således ikke kun en udfordring for troen, men også det udgangspunkt, hvorfra vi kan møde det, der er større end vores egne små liv. Og dermed vender Leif Andersen tilbage til de indledende ord fra annoncen for Hærens Officersskole:

”Jeg skal acceptere min tvivl, fordi den er der. Den er et vilkår. Den kan nogle gange være et ubehageligt vilkår, når jorden ryster under en. Men jeg er ikke alene, heller ikke blandt mennesker. Jeg kan slå følge med andre, for hvem tvivlen også er et vilkår. Og jeg kan, ikke mindst, dele mine egne erfaringer med tvivlen og måske endda hjælpe andre til at få øje på, at den tredje tvivl faktisk også nogle gange kan opbygge vores tro. Dét vælger jeg at tro på.”