Tre vinkler på den fortabte søn

Til Bibelselskabets brevkasse

Hvad betyder lignelsen om den fortabte søn?

 

Med venlig hilsen

Nikolaj

********************************

Sognepræst Stine Ravnborg Nissen, Timotheuskirken, svarer:

Kære Nikolaj

Lignelsen om den fortabte søn, burde måske have et andet navn, for sønnen er jo på ingen måder fortabt. At være fortabt er noget uopretteligt. En tilstand fra hvilken, man ikke kan gå tilbage. Man er utilgængelig, langt væk og én, der ikke kan komme tilbage. Og den græske betydning af ordet er ligeledes, at man er i en tilstand udenfor Guds frelse. Det synes jeg ikke, at sønnen er i lignelsen, tværtimod.

Han er et ungt menneske, der skal afprøve grænser, som alle andre unge mennesker, og som er så heldig at have en Far, hvis kærlighed rækker meget længere end alverdens ungdomsgriller.

For det er jo det, der sker. Den unge mands dannelsesrejse ender galt. Grueligt galt.

Men han har en Far, der uden videre lader ham komme hjem igen og være en del af familien.

Og det er det, lignelsen handler om. Den handler for så vidt ikke om at være fortabt, men om, at der altid er en kærlighed, der når ud til os alle, uanset hvor meget vi kvajer os. At der er en familie og et fællesskab, vi alle altid tilhører, selvom vi føler os sat udenfor og ikke værdige til at være indenfor.

Det er jo Guds kærlighed og frelse, som netop når os alle sammen, uanset hvad det i sidste ende handler om. Men når jeg tænker på den her lignelse, minder den mig ofte om, hvordan vi bør være overfor både vores nærmeste, men også dem, der ikke står os så nær eller måske er os helt fremmede. At vi skylder os selv og hinanden at lukke hinanden ind i fællesskabet og omslutte hinanden med den kærlighed, der selv er Gud, som der står i 1. Johannesbrev.

Men hvorfor siger Faderen i lignelsen så, at sønnen er fortabt, hvis han i grunden ikke er det? Det er fordi sønnen i sin egen optik har været fortabt for sin Fars kærlighed og omsorg. Han føler sig ikke værdig til at komme tilbage som sin fars søn, men som én af hans daglejere. Men i faderens optik er han ikke fortabt. Han er altid hans søn, som vi altid er Guds børn, og altid er værdige til kærlighed og frelse.

Venlig hilsen

Stine Ravnborg Nissen

Se hendes andre brevkassesvar.

********************************

Sognepræst Henrik Højlund, Løsning og Korning Sogn, svarer:

Kære Nikolaj

Lignelsen om den fortabte søn er på en gang så enkel, at et barn kan forstå den, og så uudtømmelig, at man kan blive ved med at støde på nye berigende udlægninger. Lignelsen samler jo på en måde det hele i sig, kristendommen i en sum, hele det bibelske budskab i en enkelt fortælling.

For nylig stødte jeg endnu engang på en øjenåbnende udlægning, den amerikanske præst Timothy Kellers bog ”De fortabte sønners Gud”. Et af Kellers særlige greb er at se lignelsen i lyset af den ældste søn. Keller bruger komponisten Salieri fra Milos Formans Mozart-film ”Amadeus” som eksempel på den ældste søn. Salieri slår en handel af med Gud. Hans øjensynligt gudhengivne sind drejer sig i virkeligheden om ham selv. Salieri beder i filmen følgende bøn: ”Lad mig hylde din herlighed gennem musikken – og selv blive hyldet! Gør mig berømt i hele verden, Gud! Gør mig udødelig! Og når jeg er død, lad da mennesker nævne mit navn for evigt af kærlighed til det, jeg skrev! Til gengæld sværger jeg, at jeg vil give dig min kyskhed, min flid, min dybeste ydmyghed hver eneste dag af mit liv. Jeg vil hjælpe min næste det bedste, jeg kan. Amen og Amen!”

Keller analyserer meget skarpt, hvordan kristne menigheder generelt er fyldt med "ældste sønner" som den fortabte søns storebror.

Alle os, der ved vores stærkt moralske indstilling i virkeligheden forsøger at få en slags kontrol over Gud, hvor han bringes i gæld til os. Og det er jo i sig selv et mindst lige så stærkt oprør mod Gud som den yngste søns oprør.

Og desværre et oprør, som er langt sværere at komme til livs, for det gemmer sig under et dybt lag af selvkontrol og moralsk adfærd, som også let giver en overlegenhedsfølelse i forhold til de fleste andre.

Den ældste bror er farisæeren, der er blevet sin egen Herre og frelser. ”Den største barriere mellem farisæere og Gud er ikke deres synder, men deres forbandet gode gerninger”, skriver Keller. Og så siger han: ”Når du indser, at modsætningen til at være ond ikke er at være god, står du på grænsen til Guds rige.”

Venlig hilsen

Henrik Højlund

Se hans andre brevkassesvar.

**********************************************************

Sognepræst Lars Ottosen, Sankt Jakobs Kirke, svarer:

Kære Nikolaj

I lignelsen om den fortabte søn hører vi om en søn, der drog ud – sådan som de jo gør det i eventyr, men også i livet – og fandt ud af, at han levede i det fremmede, når han ikke var dér, hvor kærligheden den rådede.

Først da sønnen havde ødslet alle sine penge bort, og han derfor ikke mere havde frihed til at gøre, hvad han havde lyst til, fandt han ud af, at han dog havde den frihed tilbage selv at tage ansvaret på sig. Og da han gjorde det og vendte hjem, så slutter lignelsen, for dér ventede hans far på ham. Ikke med bedrevidenhed og formaninger, men med kærlighed og tilgivelse.

Lignelsen om den fortabte søn handler ikke om, at vi skal gå ud og ødsle vores liv og vores penge bort. Ligesom lignelsen heller ikke har det simple budskab, at det gode dog sejrede i sønnen til sidst. Nej, pointen er den måske endnu simplere, at den fortabte søn egentlig aldrig var fortabt, fordi han netop hele tiden var - søn.

Vi er alle sammen hele tiden sønner og døtre – af vores mor og vores far, men også af Gud i himlen. Også når vi måske ikke opfører os, sådan som vores forældre eller Gud kunne ønske sig af os.

Venlig hilsen

Lars Ottosen

Se hans andre brevkassesvar.

**********************************************************

Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.

Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk.