Svært at vælge kristendommen i Kirgisistan

I en lille by uden for Osj i Kirgisistan, hvor størstedelen af befolkningen er muslimer, møder vi kristne fra flere kirker. Alle taler om stærk modstand, udelukkelse og chikane, herunder regelmæssig retsforfølgelse. En af dem er Barno Satobaldieva. 



”I mit bagland betyder en kvinde ingenting,” fortæller Barno. ”Jeg er pige, og der er aldrig blevet sagt noget godt om mig derhjemme. Ingen sagde, at jeg var god til noget. Jeg hader ikke min baggrund, men jeg hader, at kvinder bliver slaver. Jeg er dybt taknemmelig for, at jeg kom ud af det.”

Jeg er pige, og der er aldrig blevet sagt noget godt om mig derhjemme. Ingen sagde, at jeg var god til noget. Jeg hader ikke min baggrund, men jeg hader, at kvinder bliver slaver. Jeg er dybt taknemmelig for, at jeg kom ud af det.

En kristen familie flytter til byen

Barno ved, hvad der kræves for at være åben om sin tro i denne by, som i de seneste år er blevet stærkt radikaliseret. Islam er i stor fremgang. Overalt skyder nye moskeer op. Selv de mindste landsbyer har en moské.

For Barno kom forandringen via en ung, kirgisisk familie, der flyttede til byen for at åbne en kirke. Ingen ville leje en lejlighed til dem. Men så henviste nogen den kristne familie til Barnos familiehus. Da de kom på besøg, spurgte Barnos mor, hvad de ville. De svarede, at de var missionærer, og hun indvilligede i at udleje til dem.

Senere viste det sig, at hun havde hørt forkert - på russisk ligner ordet ’missionær’ og ’politiet’ nemlig hinanden. Sådan endte det med, at en kristen familie flyttede ind i huset. På dette tidspunkt havde Barno alvorlige psykiske problemer. Hun søgte dagligt hen til moskeen, hvor imamen læste bønner for hende. Men intet syntes at hjælpe, og Barno overvejede at tage sit eget liv.

”Gud elsker dig og tilgiver alle dine synder”

Barno er fra en dybt religiøs, usbekisk familie. Som barn blev hun opdraget til aldrig at røre ved Bibelen – den blev kaldt en farlig bog. ”Jeg modtog dog en bibel, som jeg læste i,” siger Barno. Moderen blev imidlertid rasende og straffede sin datter. Så skete det ulykkelige, at den ene bror blev alvorligt syg og døde. Moderen beskyldte Barno for at have bragt en forbandelse over huset pga. Bibelen. Så den blev brændt. Barno kunne dog ikke slippe sin nysgerrighed over for kristendommen og kredsede om den kirgisiske missionærfamilie. ”Jeg bad fx om at låne telefonen, især når de havde bibelstudier i deres lejlighed. Så lod jeg som om, at jeg talte i telefon, mens jeg faktisk lyttede til, hvad der blev sagt.”

Som muslim kunne jeg i bedste fald håbe på et sted i paradis, hvis jeg fulgte alle krav og læste mine fem bønner hver dag. Men nu hørte jeg, at Gud ville tilgive al synd, hvis bare jeg bad ham om det.

Da hun røg dybere ned i depressionens mørke, sendte moren hende hen til kirken. Da menigheden bad for Barno, hørte hun en fjern stemme, der sagde: ”Gud elsker dig og tilgiver alle dine synder”. Barno havde aldrig oplevet noget lignende. ”Som muslim kunne jeg i bedste fald håbe på et sted i paradis, hvis jeg fulgte alle krav og læste mine fem bønner hver dag. Men nu hørte jeg, at Gud ville tilgive al synd, hvis bare jeg bad ham om det.”

Beslutningen om at blive kristen

Barno besluttede sig for at blive kristen. I første omgang gav forældrene hende ikke lov til at deltage i gudstjenester. Da de fandt ud af, at hun alligevel deltog, blev hun hårdt straffet. Broderen slog hende så voldsomt, at hun troede, hun skulle dø. Hun blev låst inde i huset, så hun turde ikke gå hen for at bede. ”De lagde også en russisk koran til mig i stedet for den russiske bibel, jeg havde læst.” Til sidst flygtede Barno over til den kirgisiske præstefamilie. To gange blev præsten slået ned af Barnos bror. Men den kristne familie tog sig alligevel af hende. ”Nu er de mine åndelige forældre,” slutter Barno, der i dag er gift med en presbyteriansk præst.