24.10.2018 Af Synne Garff, international chef
Uddrag: Ny, gribende bog om bibelsk sjælesorg
International chef, forfatter og præst Synne Garff har i årevis rejst på kanten af krig, katastrofer og religiøs fanatisme. Hun har talt om tro og afmagt med flygtninge, sex-arbejdere, fængslede, aids-syge, forældreløse børn og kirkeledere. Nu har hun skrevet bogen Når Gud bøjer sig med særligt blik på, hvordan traumatiserede mennesker i verdens konfliktområder genvinder livsmodet gennem Bibelen. Her bringer vi et uddrag fra bogen
Uddrag fra Når Gud bøjer sig
Hellig krig
”Silas?” Hans blik flakker og ender på linoleumsgulvet, hvor flager er røget af. Omsider ser han på mig med sine tunge øjenlåg. Jeg rykker stolen lidt tættere på, bøjer mig en anelse frem, kigger nu den unge mand direkte i øjnene. Han har lange, tætte øjenvipper, blikket er ufatteligt venligt, hænderne velplejede uden så meget som en rift. Ikke til at begribe, at Silas for få år siden var en del af et fællesskab, hvis primære formål var at slå ihjel, sommetider langsomt, til andre tider hurtigt, med kniv, revolver eller de bare næver. Han lærte at stille kufferter diskret fra sig og detonere dem med sin mobil. Han er spinkel af bygning, kronraget, tækkeligt klædt med en grå og hvidternet skjorte med korte ærmer. Der er noget fint og følsomt over den unge mand. Silas slår blikket ned igen, jeg fanger det, og denne gang lykkes det at fastholde ham.
Vi mødes tæt på et teologisk seminarium, som Silas har et særligt forhold til. Tårerne lader sig ane i øjenkrogen, når han bevæger sig tilbage til tiden, hvor livet mest handlede om at dræbe med udsigt til få en plads i himlen. Det med tårerne er nyt. Længe har han været som forstenet, følelserne er deponeret. Det er et under, at han ikke selv er omkommet iført selvmordsvest. Han har set andre ende deres dage på den måde. Dengang han var børnesoldat hos Al-Shabaab.
En episode står særligt stærkt i hans erindring. Han var i Somalia, langt væk fra sin familie. Han følte sig ensom, var træt at af blive oplært i våbenbrug og udspekulerede drabsmetoder. Det var de andre børnesoldater også. Så de besluttede sig for at strejke, de ville ikke være med længere. Terrorgruppens leder spurgte: ”Er der nogen, der gerne vil hjem til deres mor og far?”
Lederen kiggede rundt på børnene. En efter en rakte de hånden i vejret. Al- Shabaab-lederen plukkede seks børn ud.
Silas tog skuffet sin hånd ned. Han var ikke iblandt. De seks andre børn sprang glade op til lederen, der gav tegn til sine medarbejdere. Så lød skuddene og det syn, som Silas aldrig glemmer. De seks børn blev skudt i stumper og stykker. Deres iturevne legemsdele blev smidt ind i bilen og kørt væk.
”Herefter var der ingen af os, som nogensinde spurgte, om vi måtte komme hjem,” fortæller Silas, der bare var et stort barn på det tidspunkt.
Silas er vokset op sammen med sine forældre og søskende. Som barn kom han i en islamisk skole, hvor han hørte om hellig krig, jihad. Han troede, det var noget, der var sket engang for længe siden. I klassen kom der tit en mand på besøg, som hed Hussein. Han var venlig, imødekommende, Silas syntes om ham, og en dag inviterede han Silas til at deltage i jihad. Tøvende svarede han ja. Han var tiltrukket af tanken om at kæmpe for Gud, så han kunne opnå evigt liv.
Selvmordstræningen indoktrinerede børnene til at tro, at jo flere mennesker, de dræbte, jo større var belønningen i himlen.
Tre uger efter vendte Hussein tilbage og bad Silas om at følge med ham til en anden koranskole i Nairobi for at lære mere om jihad. Da Silas ville orientere sin familie, sagde Hussein, at der ikke var behov for at få menneskelig godkendelse, når det handlede om en mission for Gud. Hussein tog fotos af Silas, som han skulle bruge til de midlertidige rejsedokumenter. Og så gik turen ellers til Nairobi og videre til Somalia. Silas blev uddannet til at betjene kanoner og sprængstoffer. Ofte blev han sendt til en ny lejr. For hver gang blev presset øget og træningen hårdere.
Efter terrorlederens drab på de andre børnesoldater måtte Silas blive. Han turde ikke andet og blev trænet yderligere i alle mulige former for selvmordsmetoder. Han blev sendt på flere missioner for at levere materialer til bomber i blandt andet Uganda, Sudan, Kenya, Tanzania. Selvmordstræningen indoktrinerede børnene til at tro, at jo flere mennesker, de dræbte, jo større var belønningen i himlen.
I 2010 advarede Silas – stik imod alle regler – over telefonen et familiemedlem om et forestående terrorangreb. Hans opringning blev opsnappet af det kenyanske sikkerhedspoliti, og Silas blev arresteret og opbevaret i et sikret hus i næsten en måned, før han blev overdraget til sit hjemlands regering som Al-Shabaab-medlem. Han var mistænkt for delagtighed i et alvorligt bombeattentat. Silas var trænet i ikke at røbe sin identitet, selv om han blev tortureret.
Nedbrudt overvejede Silas at tage sit eget liv, så han kunne slippe for al den lidelse. Han spiste grød med små stykker barberblade, og han forsøgte at hænge sig selv. Hver gang blev han reddet. Da myndighederne måske ikke længere anså Silas som en trussel for landets sikkerhed, blev han omsider løsladt og henvist til en missionær, hvor han stadig boede. Det var igennem missionæren, at Silas begyndte at komme i en støttegruppe for traumatiserede, der blev undervist efter metoden bibelsk sjælesorg.
Silas var trænet i ikke at røbe sin identitet, selv om han blev tortureret
Det var en medarbejder fra Bibelselskabet i Uganda, der stod for gruppen. De to blev fortrolige. I begyndelsen sad Silas mest som en observatør ved gruppemøderne uden at sige særligt meget. Han havde et stærkt ønske om at vende tilbage til Al-Shabaab og var rasende på den missionær, som drog omsorg for ham og hindrede ham i at vende tilbage til sin gruppe. Terrorgruppen var paradoksalt nok det sted, han følte, han hørte til. Han var blevet trænet i at slå ihjel, det var det, han kunne. Et liv udenfor var alt for kompliceret. En aften tog Silas en lang kniv og sleb den. Missionæren skulle dø. Det blev en lang nat. Kniven var skarp, Silas vidste præcis, hvad han skulle gøre. Men timerne gik, og Silas kunne ikke få sig selv til at gennemføre sin blodige plan.
Støttegruppen fortsatte med at mødes, og Silas blev ved med at deltage. Især lektionen om tilgivelse satte tankerne i gang hos den unge mand.
”Hvis jeg blev tilgivet af Gud efter alle de grusomheder, jeg havde begået, hvem var jeg så, hvis jeg ikke ville tilgive andre?
De nye erkendelser og indsigter får Silas til at rette blikket mere og mere fremad. Mens vi taler, slipper han ikke den støvgrønne lommebibel, der er skrevet med bittesmå bogstaver og fyldt med røde understregninger. Et af hans yndlingscitater er Matthæusevangeliet (9, 13):
Gå hen og lær, hvad det vil sige: ’Barmhjertighed ønsker jeg, ikke slagtoffer.’ Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.
Silas’ største drøm er nu at blive præst og læse på det teologiske seminarium, som ligger lige ved siden af. Han har fået en ny identitet og allerede besøgt seminariet flere gange. Missionæren og Bibelselskabets medarbejdere viser Silas, at de har tillid til, han er skabt til noget andet og større end at føre blodig hellig krig. Hvis det lykkes Silas at blive præst, er én ting givet: Han vil ikke blive arbejdsløs. Lige uden for i slummen venter menigheder i tusindtal på at blive lyttet til. Der er brug for en præst som Silas, der bedre end nogen kender menneskelig dæmoni og er et levende eksempel på, at det kan lykkes at betræde nye stier og holde blikket rettet fremad. På trods.
Når Gud bøjer sig
Forfatter: | Synne Garff |
---|---|
Illustrator: | Foto af bl.a. Les Kaner og Adam Garff |
Sidetal: | 168 sider |
Indbinding: | Softcover med flapper |
Forlag: | Bibelselskabet |
Varenummer: | 978-87-7523-904-7 |
---|---|
Mål: | 14,8 x 21 cm. |