18.06.2019 Synne Garff, international chef
Sikker omsorg hos Yvonne
Et sted i Madaba i Jordan ligger et hus, der ligner alle de andre i gaden. Men indenfor er det et ganske særligt sted. Her beskyttes migrantkvinder mod overgreb, og der tages hånd om dem og deres sag
På navneskiltet står et almindeligt familienavn. Beboerne i opgangen ved godt, at der i en af lejlighederne foregår noget særligt. Her huses op til 15 kvinder, mens de venter på at få afgjort deres sag, så de kan få udleveret pas, få et nyt arbejde eller blive sendt tilbage til deres hjemland.
Yvonne leder dette safe house. Hun er præst på sidelinjen og kendt for sin stædighed. Når Yvonne slår sig ned hos migrantmyndighederne eller på en ambassade, ved de ansatte godt, at hun først forlader kontoret, når sagen håndteres. ”Her opgiver vi ingen. Kvinderne ved, at vi bliver ved. Også selv om det kan tage flere år.”
De fleste kvinder har været ansat som hushjælp og er stukket af fra forfærdende forhold. De kommer fra Afrika og Asien og har mange forskellige nationaliteter og sprog. Ved ankomsten tilkaldes en oversætter, sagens kerne skrives ned, og med den går Yvonne i gang.
Ingen løn
En høj etiopisk kvinde sætter sig på stolen ved siden af mig. Hun er tynd, stemmen lys og sprød. Hendes engelsk er svært at forstå, så jeg får lov at læse hendes sagsmappe, og Yvonne supplerer. Det viser sig, at hun arbejdede i flere år uden at få løn. Hun stod op kl. 5 om morgenen, gjorde rent, lavede mad og syede indtil kl. 2 om natten, kun afbrudt af enkelte pauser. Fra tid til anden blev hun slået. Til sidst stak hun af og kom i sikkerhed hos Yvonne. Her har hun ventet i et par måneder, mens sagen behandles. Mange sager ligner denne.
En nepalesisk kvinde iført pyjamas kommer ind på kontoret og begynder at græde, mens hun fortæller om voldsomme smerter i maven. Hun har bundet et tæppe om maven, virker fjern, rejser sig fra stolen, sætter sig igen, griber mine hænder og går hurtigt igen. Kvinden fik ikke sin løn og gik i sultestrejke.
Her opgiver vi ingen. Kvinderne ved, at vi bliver ved. Også selv om det kan tage flere år.
”Mange får psykiske problemer,” forklarer Yvonne. ”Sommetider må vi sende dem på psykiatrisk afdeling. Når det sker, kommer de ikke ud til en ny sponsorfamilie. Ingen vil have dem.” Ofte forsøger Yvonne at finde en familie, så kvinden kan fortsætte med at arbejde. Det er vigtigt af hensyn til familiens trivsel og overlevelse i hjemlandet
Sang og bibelstudier
I fællesrummet sidder en gruppe kvinder på madrasser langs væggen. En kenyansk kvinde i begyndelsen af 20’erne stirrer ud i luften og udstøder med få minutters mellemrum nogle små skrig. De andre trykker sig.
”Forleden havde vi en god stund på mit kontor,” fortæller Yvonne og tager sin mobiltelefon frem, hvor fem afrikanske kvinder synger. Ofte fremdrages Bibelen, og der læses højt. Når det er muligt, tager Yvonne dem med i kirke. En dag opstod der en akut situation, hvor en mor og hendes børn skulle fraflytte en lejlighed. Der skulle ryddes op og gøres rent.
”Flere af pigerne fra safe house trådte til og fik ordnet lejligheden i løbet af få timer. På den måde tjente de også lidt penge, som de kunne sende hjem. Sådan forsøger vi at være opfindsomme hele tiden. Og det er nødvendigt. For intet kommer af sig selv her.”
