Ordet djævel kommer af det græske διάβολος, som kan oversættes til ”anklager” eller ”bagtaler”; en, der taler dårligt eller falsk om nogen. I Matthæusevangeliets kapitel 4, vers 1, hører vi, at ånden fører Jesus ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. I vers 10 afviser Jesus fristelserne med ordene ”Vig bort, Satan!”

”Kært” barn …

Det græske ord for Satan, Σατάν, er oversat fra det hebræiske שָׂטָן, som betyder ”modstander”. I Det Nye Testamente optræder Satan eller Djævelen flere steder synonymt som Jesu modstander, som skal bekæmpes – i Johannes’ Første Brev kapitel 2 ligefrem omtalt som Antikrist.

”Kært” barn har mange navne, og i Det Nye Testamente kaldes han også Beelzebul, Beliar, den Onde, fristeren og den gamle slange – som en hentydning til slangen i 1. Mosebog. I Johannesevangeliet knyttes han til det jordiske som ”denne verdens fyrste” (Johannesevangeliet 12,31) og i Paulus' Andet Brev til Korintherne som ”denne verdens gud” (Andet Korintherbrev 4,4).

Satan er underlagt Gud

Satan nævnes kun ved navn tre steder i Det Gamle Testamente (Første Krønikebog 21,1; Jobs Bog 1,6;2,1-2; Zakarias' Bog 3,1). Han hører til den kreds af tjenere, som Jahve omgiver sig med, og som handler på Jahves bud. Men Satan griber ind i forholdene her på jorden. Han prøver Job i Jobs Bog, han frister David i Første Krønikebog og endelig fortælles det, at han prøver at anklage ypperstepræsten Josua i Zakarias’ Bog. I Det Gamle Testamente er Satan dog klart underlagt Guds overherredømme.

Forestillingerne om Satan som en, der frister og bringer ulykke, har medvirket til at skabe en vis afstand mellem Gud og Satan, for nok er Satan i Guds nærhed, men han er ikke identisk med Gud, ligesom Satan heller ikke er en magtfaktor, der kan true Guds eneherredømme.

”Du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil”

I Det Nye Testamente er Satan, Djævelen, i højere grad en fjendtlig magt, som Jesus kæmper imod. At det ender med Guds sejr fremgår dog tydeligt både af evangelierne og af Johannes’ Åbenbaring.

I Lukasevangeliet, kapitel 10, vers 18, fortæller Jesus, at han har set Satan falde ned fra himlen som et lyn. Selv om den afgørende sejr over Satan er vundet, hører den endegyldige tilintetgørelse af Satan endnu fremtiden til (Matthæusevangeliet 25,41).

I Johannes’ Åbenbaring, kapitel 12, vers 7-12, er Satan en forfører og anklager, der i sin kamp mod Gud og hans messias søger at tilrane sig verdensherredømmet og derved sabotere Guds frelsesplan. Det er på baggrund af denne opfattelse, at Satan bliver ophavet til al synd, for eksempel, når han får Judas til at forråde Jesus (Lukasevangeliet 22,3), når han forleder til frafald (Første Timotheusbrev 5,15), eller når Jesus siger til Peter i Matthæusevangeliet, kapitel 16, vers 23: ”Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.”

Satan som helvedes herre?

Mens der i Det Gamle Testamente ingen forbindelse er mellem Satan og dæmoner, møder vi i Det Nye Testamente forestillingen om et organiseret rige med Satan som leder (Matthæusevangeliet 12,26). Det er dette rige, Jesus vender sig imod og overvinder bl.a. ved sine dæmonuddrivelser.

Forestillinger om Satan som helvedes herre kan dog ikke klart udledes af Det Nye Testamente, men er en senere tradition.