Plads til både hjemlige hyrder og fremmede vismænd

En af de tekster, som møder os i kirkens tekstrække, så snart vi er kommet ind i det nye år, er fortællingen hos Matthæus om de vise mænd. I år er det prædiketeksten til den første søndag i et nyt og endnu ukendt år.  Her hedder det bl.a. om vismændene “Da de så stjernen var deres glæde meget stor. Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra.”

På den ene side er vi helt fortrolige med de vise mænd. De har været med i de mange krybbespil, som børn har optrådt med i december måned. Selv om de først når til Betlehem nu, hvor juletræet er forvist til genbrugspladsen. Vi kender dem fra salmen ”Dejlig er den Himmel blå”, hvor vi synger om vise mænd fra Østerland.

Afstanden mellem de vise mænd og hyrderne på marken udfordrer tanken om, at de kan rummes i det samme fællesskab.

På den anden er de vise mænd med deres gemmer og gaver også så tilpas fremmede og anderledes, at vi nok møder dem med fascination, men også reservation. De er så anderledes. Afstanden mellem dem og hyrderne på marken udfordrer tanken om, at de kan rummes i det samme fællesskab. I en af de julekrybber, jeg har samlet mig, mangler de faktisk helt. Den er fra Afrika og uden de vise mænd.

Jeg har det fint nok med en julekrybbe uden de vise mænd. Men de kan ikke undværes i fortællingen om, hvordan Gud kommer til os i form af en kongesøn i stald. Også selv om vi skal ind i det nye år, før de er med. Uden de vise mænd mangler noget afgørende. Det er en jødisk historie om, hvordan Gud fuldender det, som Israels profeter talte om, så Guds folk - selv når det var svært - kunne fastholde håbet og troen på en fremtid, de heller ikke kendte. Det er de vise mænd, som skriver os alle, jøder og ikke jøder, ind i fortællingen, så den rummer både fattige og fremmede, simple hyrder og lærde stjernetydere. For velsignelsen gælder alle jordens slægter, som det lød allerede til Abraham.

Vores kulturelle forskelle udfordrer os. Men de er også vores lykke og held. For det er sammen – og med vores forskellige vinkler – at vi kan fatte Guds storhed og kærlighed.

Men der er også andre grunde til at vi har brug for de vise mænd, dem der er anderledes end os. Bibelen opfordrer os til at tage imod hinanden på trods af vore uenighed, til at gøre plads for hinanden og rumme dem, der er anderledes. Det er let at få øje på hvad andre mangler i forhold til os. Det er straks vanskeligere at se, hvad vi selv mangler i forhold til dem. Vores kulturelle forskelle udfordrer os. Men de er også vores lykke og held. For det er sammen – og med vores forskellige vinkler – at vi kan fatte Guds storhed og kærlighed. Til hjemlige hyrder og fremmede vismænd, som sammen fuldender kredsen omkring Kristus. Han rummer os alle. Med vores forskellighed, men også med vores fejl og frygt – for hinanden og for et nyt og ukendt år.  Lad os give plads til de anderledes og vise mænd. For deres skyld, men også for vores egen, så vi aner mere af Guds nåde, hans herlighed og kærlighed til alle.

Bodil Skjøtt er teolog og tidligere generalsekretær for Israelsmissionen.