Nikodemus møder Jesus. Maleri af Henry Ossawa Tanner, ca. 1898. Kilde: Wikimedia Commons.
Nikodemus møder Jesus. Maleri af Henry Ossawa Tanner, ca. 1898. Kilde: Wikimedia Commons.

27.05.2021 Af Vibeke Bidstrup, sognepræst

Ord til Trinitatis søndag: Du skal tro på det

Ligesom Nikodemus i teksten til trinitatis søndag har vi mennesker altid haft svært ved at overgive os til troen med al dens tvivl og afmagt. Sognepræst Vibeke Bidstrup skriver ord til søndagen

Læs prædikenteksten til Trinitatis søndag (første tekstrække)

”Du kan ikke gøre noget, hvis du ikke tror på det.”

Denne sætning hørte jeg forleden, en dreng sige til sin ven inde på fortovet, da jeg på min cykel stoppede for rødt i et lyskryds i København. Og jeg tænkte med det samme, at det var da en utrolig interessant og klog bemærkning fra, hvad der lignede en omkring niårig dreng. Vi skal tro på de ting, som vi gør, ellers så kan vi ikke gøre det ordentlig– det var hans kloge livsbelæring til den jævnaldrende ven og til mig, som på min cykel overhørte denne korte passage af deres samtale. Drengen bad sin ven om selv at forholde sig til de ting, som han gjorde, og gå helhjertet ind i det. Præcis ligesom Jesus stiller spørgsmål til Nikodemus i evangelieteksten fra Johannesevangeliet til Trinitatis søndag

Der var et menneske – sådan starter evangelieteksten, og sådan bliver vi præsenteret for Nikodemus, men i virkeligheden så kunne det være starten på de fleste historier og fortællinger i verden. Vi mennesker er mennesker, før vi er alt muligt andet. Vi er mennesker, der søger en substans at fylde os selv ud med, en mening, noget at tro på, som det også er tilfældet med Nikodemus. Nikodemus bliver et billede på os allesammen, der forsøger at forstå, hvem Gud er, og dermed også hvem vi selv er.  

Et af nutidens store emner er identitetspolitik, men man kan spørge sig selv, om det i virkeligheden ikke altid har været sådan. Vi mennesker har altid forsøgt at forstå, hvem vi er. Vi mennesker starter med at være mennesker, og så kommer alle de andre lag, som er med til at skabe vores identitet. Og vi mennesker har også altid haft svært ved at finde ud af, hvem vi egentlig er, som vi også hører, at Nikodemus har svært ved.

Nikodemus opsøger Jesus, fordi han håber, han kan give ham nogle svar. Men i stedet får han en masse spørgsmål til gengæld. Man kan godt forstå, hvis han bliver lidt frustreret, men Jesus beder ham om at droppe alle spørgsmålene, og i stedet begynde at tro. Det har Nikodemus svært ved, ligesom vi allesammen har.

Og så er vi tilbage ved den kloge dreng på fortovet i København, der ønskede at hans ven skulle tro på de ting, som han gjorde. Vi mennesker har ligesom Nikodemus altid haft svært ved at overgive os til troen med al dens tvivl og afmagt. Vi har svært ved dét, som vi ikke kan forstå. Men jeg tror ikke, det er meningen, vi skal forstå Gud fuldstændig. Ligesom vores identitet ændrer sig gennem tiden, så gælder det også vores forståelse af Gud. Vi er alle ude på en åndelig rejse, ligesom Nikodemus, hvor det handler om at tro.  

Vibeke Bidstrup er sognepræst ved Grundtvigs Kirke i København.  

Bibelen 2020 - softcover, 2. udgave

Hele Danmarks nye bibel: En mundret og nudansk oversættelse
Bibelen 2020. Foto: Carsten Lundager.
399,95

Udsolgt. Se link til 3. udgave i beskrivelsen.

Sidetal: 1672 sider
Indbinding: Hæftet softcover med flapper
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7232-210-0
Mål: 15 x 22 x 4 cm.
Udgave: 2. udgave
Andet: Vægt ca. 1,3 kg.