Nytårsklumme: Gud ser os og kan lide os alligevel

Ved nytårstid ser vi tilbage på det år, der er gået. Med et moderne udtryk ”evaluerer”: Hvad var godt og mindeværdigt? Hvad var svært? Hvad vil vi huske – både fra vores eget liv og fra verden omkring os? Måske tænker vi i det helt stille også på vores egen gøren og laden: Hvad lykkedes vi med? Hvad lykkedes vi ikke med? Hvor og hvordan fyldte vi vores plads – og hvor synes vi ikke vi slog til? Lidt dramatisk sagt holder man ofte dom over sig selv, når det gamle år slutter og det nye begynder.



Mod slutningen af året har jeg læst to meget forskellige bøger: journalisten Charlotte Rørths bog Jeg mødte Jesus – om hendes meget konkrete møde med Jesus i en kirke i Spanien. Og så har jeg læst den engelske forfatter Julian Barnes' bog Ikke noget at være bange for, hvor forfatteren prøver at komme overens med døden. Det er to meget forskellige bøger – også i forhold til troen. Charlotte Rørths bog tager som sagt udgangspunkt i en nærmest håndgribelig oplevelse af Jesus; Julian Barnes' udgangspunkt er mere skeptisk: ”Jeg tror ikke på Gud”, skriver han, ”men jeg savner ham”.

Når vi holder dom over os selv, så længes vi samtidig efter at blive anerkendt, være holdt af. Som vi er.

Men de to har også noget tilfælles, som netop har at gøre med at holde dom. Charlotte Rørth fortæller om Jesus, at ”han kender mig. Han kender hvert et gram, hvert et sekund, kan se igennem alt, kan lide mig alligevel”. Barnes skriver om ”vores dybe behov for en dom” og forklarer det således: ”Vi går gennem livet og ser kun delvis andre og os selv, og de ser også kun en del af os”. Men, fortsætter han, vi håber, ”at vi omsider skal blive set i ordets sandeste, dybeste forstand – dømt og anerkendt”.



Jeg tror, at de to i al deres forskellighed har fat i noget centralt: At når vi holder dom – over os selv – så længes vi samtidig efter at blive anerkendt, være holdt af. Som vi er. Som vi også er.



Ved gudstjenesten nytårsdag er evangelieteksten fadervor – som også rummer bønnen, ”forlad os vor skyld”. Vi beder om Guds tilgivelse. Vi beder om, at Gud vil tilgive os det gode, som vi ikke gjorde og det onde, som vi gjorde. Og at bede om tilgivelse er vel også at bede om at blive set som man er, erkende det for Guds ansigt – og alligevel tro sig accepteret og elsket. 



Det gjorte eller ugjorte forsvinder ikke – og af og til må vi omkring de mennesker, det gik ud over og forsøge at gøre det godt igen. Som vi også må forlade, tilgive andre deres fejl. Og oplever, når det lykkes, at det andet menneske ser mig og kan lide mig alligevel – dømmer mig – for mine svigt, ja, men samtidig accepterer mig. Ligesom vi kan tilgive, se at den anden, ja, også svigtede, fejlede, dummede sig, glemte, og så alligevel ville den anden, det andet menneske.



Guds tilgivelse rummer også en dom. Vi er set, som vi er – som vi også er. Men samtidig er vi set i en kærlighed, der altid overvinder det, der står imellem. I den forstand anerkendes vi, som Julian Barnes skrev. Gud ser os og kan lide os alligevel, som det hed hos Charlotte Rørth. Og vi kan således lægge det gamle bag os og se med glæde og tro ind i det nye år. Godt nytår!