Når Gud skærer det ud i pap

I skolen lærte jeg altid, at i den katolske kirke stod præsten mellem Gud og mennesket. Sådan er det heldigvis ikke, for hvad er det nu Grundtvig siger så rigtigt? ”Guds ord er aldrig bundet.” Men derfor kan det være godt med vejfæller. Som kristne har vi grundlæggende brug for vejfæller, ingen kan som bekendt være kristen alene, og derfor er der også en kirke.

Enhver præst er på ganske særlig måde udset til at være en vejfælle – det går jobbeskrivelsen ligesom på. Men derfor skal man ikke tro, at man kan gå vejen for den anden. Enhver, der mener det alvorligt, skal selv ud i efterfølgelsen.

Heldigvis er jeg som præst ikke alene. Gud ske lov – for ellers ville det være sandt det vrøvl om, at i den katolske kirke står præsten mellem Gud og mennesket. Vi må tro, at Gud også træder mennesket i møde, det menneske, der søger efter ham.

Bagsiden af medaljen

Det var en aften på en retræte med andre (katolske) præster. Jeg var der som vejleder for de andre. Det var en aften, det husker jeg tydeligt, for der var ligeså meget efterårsvejr inden i min samtalepartner som i den mørke regn, der piskede mod ruden.

Han havde det elendigt. Mærkeligt nok, for overfor mig sad en præst, som havde succes. Afholdt af sin store menighed, påskyndet for sit arbejde, respekteret af mange som klog og indsigtsfuld, en dygtig teolog og en dyb og ærlig kristen. Men måske med for meget arbejde, for meget succes?

Succes er altid fint, men succes fortæller jo aldrig historien om den hemmelighed, der består imellem et menneske og Gud. Og det kan slet ikke bære en meter for et menneske, der som han, der er katolsk præst, havde valgt et liv uden familie og nært menneskeligt følgeskab, for at vidne om, at Gud alene er den, der er menneskelivets inderste mening og hele fylde.

Nu sad han der, og vi talte om, hvor vigtigt det er, for os som præster i den katolske kirke ikke bare at være en funktion, men at vores liv som kristne og som præster er en væren.

Lige meget hjalp det. Lige meget, hvor meget fornuftigt og rigtigt der blev sagt imellem os. Det duede ikke. Der var stadig regn og rusk mod ruden, da han gik.

Den åndelige mekaniker kommer til kort

Nu bagefter vil jeg sige: Gud ske lov, virkede det ikke! For så havde jeg jo som en anden åndelig mekaniker fået bilen til at køre. Han ledte ikke efter en mekaniker, men et ord direkte fra Gud. Han ville ikke have en mekaniker eller en mellemmand.

Jeg skal lige huske at sige, at kernen i hans problem, som han præsenterede det, netop var arbejde, arbejde, arbejde. Også arbejde med sig selv. Efterfølgelse og konsekvens – og derfor så hans uro sådan ud: var der lidt for meget – eller rettere alt for meget ”ham” og for lidt Gud i hans liv? Det syntes han. Var hans virke som præst i virkeligheden en selviscenesættelse, en konstruktion?

Han gik, det blev nat og det blev morgen.

Skåret ud i pap

Og da var det tid til dagens messe, hvor han og de andre koncelebrerede, som det hedder, når der er i den katolske kirke er flere præster, som fejrer messe samtidig.

Han så slidt ud, tænkte jeg, og bad for ham.

Jeg har lige sagt til Gud, at han ikke behøver skære det i den grad ud i pap!

Så skete det – langt henne i messen: Lige før man modtager kommunionen (nadveren) siger menigheden: ”Herre, jeg er ikke værdig til, at du går ind under mit tag!” og dernæst siger præsten kommunionsverset – som hver dag er et nyt ord fra Bibelen.

”Ikke I har udvalgt mig, men jeg har udvalgt jer…”

Det var dét ord, han var kommet for at høre. I sakristiet straks efter messen, sagde han: ”Jeg har lige sagt til Gud, at han ikke behøver skære det i den grad ud i pap!”

Alt hvad jeg havde forsøgt at sige aftenen før – men ikke kunne og ikke skulle sige – det sagde dette vers. Og fordi det ikke kom fra en vejleder, der kan være nok så smart og indsigtsfuldt, men at det derimod havde liturgiens objektivitet som kilde – så stod det autentisk og overbevisende for ham: ”Ikke I har udvalgt mig, men jeg har udvalgt jer…”

Mødepladsen mellem Gud og mennesker

Det skete i messen – det var altså virkelig ikke mit ord, men Guds eget – Sådan er det med liturgien og derfor er den helt afgørende for os som katolske præster – men også for mange katolikker i det hele taget.

Dér er mødepladsen for Guds ord og mennesket. Og så er det underordnet, om præsten er en begavet forkynder eller ikke – for Guds ord er aldrig bundet.

”Ikke I har udvalgt mig, men jeg har udvalgt jer…”

Og sådan må vi tro, at vores efterfølgelse heller ikke er konstruktion, men et virkeligt ekko af ham der sagde: ”Følg mig!”

Jesper Fich er dominikaner og katolsk sognepræst ved Sankt Mariæ Kirke på Frederiksberg.