Mælkebøtten er slet ikke så fandens

Blomster er ikke bare blomster. Der er de smukke, de elskede og de elegante. Valmuer, roser og liljer. Og der er dem, vi betragter som uønskede. Snerlerne, skvalderkålen – og mælkebøtterne. Mælkebøtten har ligefrem indoptaget sin foragtede status i navnet, fandens mælkebøtte. Det hedder den faktisk på dansk, mens man på andre sprog er mere venlig over for den trodsige, gule blomst. Franskmændene og englænderne kalder den løvetand og så er vi jo straks ovre i noget, der lyder heroisk.

Hvorfor mælkebøtten er blevet fandens er der vist ingen, der kan give et entydigt svar på. Måske dens fligede grønne blade, måske den dybe stængel, der gør den svær at få has på, måske dens evne til at sprede sine frø og omdanne en plæne eller et bed til vild natur? ’De skal hades væk’, som jeg engang hørte en ivrig havemand sige. Over for mælkebøtten må man som havemand mobilisere stærke følelser og vedholdenhed. Det er som med forsagelsen af djævelen, alle hans gerninger og alt hans væsen. Det er heller ikke gjort en gang for alle, men kræver gentagelse, vedholdenhed. Måske er det den indsigt, der har smittet af på mælkebøtten.

I hvert fald er mælkebøtten et eksempel på natur, der tillægges en negativ religiøs betydning. Her deler mælkebøtten skæbne med slangen, som jo siden skabelsens morgen har haft ry som både løgnagtig, svigefuld og tvetunget. Selvom slangen er en del af Guds skaberværk har den fået det blakkede ry som dén, der bragte mennesket til fald.

Også mælkebøtten er en del af skaberværket. Og når man står i sommersolen og ser ud over en eng, der er dækket af gule mælkebøtter, glemmer man både fanden, lugejernet og havemandens had. Og frydes over det gule tæppe. For slet ikke at tale om den mælkebøtte, der pludselig dukker op uventede steder, bryder gennem asfalten og smalle sprækker i byens panser. Her bliver den ikke symbol på det onde, der skal forsages, men på livet, der sætter sig igennem og kalder på vores taknemmelighed over det uventede, det generøse.

Det minder faktisk om den rolle, mælkebøtten har i den bibelske tradition. Selvom mælkebøtten ikke som sådan optræder i Bibelen, så vokser den i fugtige bjergegne i Israel. Når årets vigtigste fest, påskemåltidet, fejres med bl.a. bitre urter, er mælkebøtterne en af de muligheder, man har. De bitre urter, der jo skal minde om slavetilværelsen under farao, fortæller samtidig historien om den frihed, som blev en realitet mod alle odds.

Mælkebøtten er og bliver trodsig. Den vil ikke være fandens. Den vil fortælle om frihed og livsmod.

Peter Birch er provst i Gentofte Provsti og sognepræst ved Hellerup Kirke. Han har tidligere været forlagschef hos Bibelselskabet.