I december delte en god ven en observation med mig. En gang var adventstiden virkelig noget for sig, sagde han, men i dag er den for mange smeltet fuldstændig sammen med julen. Væk er (meget) gamle dages tålmodige venten på, at husfaderen får pyntet juletræet og slår dørene op på selve juleaften, og borte har taget decembers langsomme ventetid og forvandlet den til travl nydelsesrus: Der er mad i stænger fra morgen til aften hele måneden; vi skulle jo nødig gå glip af noget. 

Betragter man den slags med kulturpessimistiske briller, vil man få øje på en tid, der har mistet evnen til behovsudsættelse og mådehold.

Men det var ikke det egentlige tab, mente min ven. Det egentlige tab var, at når så julen endelig kom, ja, så var den nærmest ovre, inden den – officielt – var begyndt. På hans gade lå de første afpyntede juletræer klar anden juledag, hvor familierne allerede havde rettet blikket mod fjollede hatte, krudt og nytårsfester.

Det er egentlig en mærkeligt nærig omgang med julehøjtiden, hvis den slet ikke får lov til at vare. For den er jo kun begyndelsen på noget stort – det lille barn i krybben, der blev verdens frelser. 

Noget af det samme kan siges om nytåret. Hvis vi sætter alt ind på at holde den helt rigtige nytårsaften med de helt rigtige traditioner, den helt rigtige mad og den helt rigtige markering, når klokken slår midnat, ja, så risikerer vi, at allerede 1. januar bliver mærkeligt grå. Så starter det med et brag, men bliver hurtigt en fuser. Den slags kan sætte sig!

Men der er andre veje at gå. Gråt skal jo ikke være det nye års farve. Vi må have forhåbningerne og forventningerne frem til alt det, der kommer.

Her findes der ingen bedre læremester end Bibelen. Den er fyldt med mennesker, der håber og venter; dem kan vi sagtens spejle os i. Vi kan se, at de ofte knytter deres håb og forventninger til Gud; det kan vi roligt lade os inspirere af. Det viser sig også, at Gud ikke bare lover noget og opfylder det – der er gerne nogen, der pædagogisk minder os om, at det er dét, han gør. Sådan er det eksempelvis, når evangelisterne jævnligt trækker et ord eller en profeti fra Det Gamle Testamente frem, indsætter det i fortællingen om Jesus og forklarer, at nu, lige nu, går løftet i opfyldelse. 

Skal det nye år have lidt farve i kinderne allerede her i begyndelsen, kommer vi ikke uden om både håb og forventninger til det, der venter. Hvad håber vi på i 2025? Hvilke forventninger har vi til året? 

Jeg vover den påstand, at hvis vi lægger os efter det bibelske eksempel og knytter vores håb og forventninger til Gud, er der en god chance for at opleve, hvordan han vil ”velsigne og forbavse” os, som Johannes Møllehave sagde. Dét er at lade en god nytårsfest kaste glans langt ind i det nye år. 

Godt nytår