Evangeliet til sidste søndag efter helligtrekonger (første række): 

Seks dage efter tog Jesus Peter og Jakob og hans bror Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var alene. Og han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset. Og se, Moses og Elias kom til syne for dem og talte med ham. Så udbrød Peter og sagde til Jesus: »Herre, det er godt, at vi er her. Hvis du vil, bygger jeg tre hytter her, én til dig og én til Moses og én til Elias.« Mens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende sky dem, og der lød en røst fra skyen: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!« Da disciplene hørte det, faldt de ned på deres ansigt og blev grebet af stor frygt. Men Jesus gik hen og rørte ved dem og sagde: »Rejs jer, og frygt ikke!« Og da de løftede deres blik, kunne de kun se Jesus alene. Mens de gik ned fra bjerget, befalede Jesus dem: »Fortæl ikke nogen om dette syn, før Menneskesønnen er opstået fra de døde.« 

Matthæusevangeliet kapitel 17, vers 1-9

Hvad er det vigtigste ved at gå i kirke? Det er at komme ud af kirken igen! Lige så vigtigt det er at gå ind i kirken, til gudstjeneste, ja, lige så vigtigt er det altså at komme ud af kirken igen.

Ja, men det gør man vel altid – kommer ud igen! Ja, men i overført forstand er der en fare ved det kirkelige, det religiøse, troen, nemlig den fare, at man gør det religiøse, troen, kristendommen til noget, der lukker verden og samfundet og – i værste fald – andre mennesker ude. Troen bliver en slags tilflugtsrum, et asyl, som man opholder sig mere eller mindre konstant i. Og så må verden og livet og samfundet og de andre – i al fald de ikke-troende, dem, der ikke er med i ens religiøse fællesskab – sejle deres egen sø!

Jeg kom til at tænke på det, fordi disciplen Peter i beretningen her foreslår, at han deroppe på bjerget – højt hævet over dagen og vejen – bygger tre hytter, en til Jesus, en til Moses – israelitternes navnkundige leder og befrier fra slaveriet – og en til Elias – den store profet fra 900-tallet før Kristus. Disse tre mægtige skikkelser, Moses, Elias og Messias kunne så, tænkte Peter formentlig, bo dér dør om dør – og mon ikke også det indgik i Peters overvejelser, at så kunne han og de to andre disciple, der var med deroppe, Jakob og Johannes, også blive der. ”Herre, det er godt, at vi er her”, som han, Peter, udtrykker det.

Og det har han da sikkert ret i – det kan være godt at være sådan et afsondret sted. Fri for hverdagens bøvl og bavl. Bare være – endda i et særligt forklaret helligt nærvær. Det kan sikkert være godt at gøre sig fri af hverdagens travlhed, diskussioner, skænderier, bekymringer – for i stedet bare at lade troen, religiøsiteten, det meditative, fordybelsen fylde i ens liv.

I den forbindelse er det vel sigende, at ordet kloster betyder aflukke eller lukket rum. Det kommer af det latinske ”claustrum”, som vi kender det fra claustro-fobi, frygten for lukkede rum. Nogle gange kan tro og religiøsitet føre til ønsket om – eller bestræbelsen på – at træde længst muligt ind i et aflukke – et religiøst aflukke. Både helt konkret – når nogle trækker sig tilbage fra verden og bosætter sig i moderne klostre og den slags. Men også mere overført: At man lader troens aktiviteter – møder, bøn, bibellæsning – eller det religiøse fællesskab med ligesindede - fylde så meget, at verden og livet og menneskene udenfor efterhånden blegner i betydning. Troen eller religiøsiteten bliver en slags parallelverden – og verden, den almindelige, kan som sagt sejle sin egen sø.

Men så sker der jo noget deroppe på bjerget. Mens Peter er midt i sit forslag om at bygge en lille religiøs landsby, lyder Guds stemme: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag, hør ham!” – Og lidt senere beder han de knælende disciple rejse sig – og lidt senere igen går de ned fra bjerget. Ned til de andre, til verden, samfundet – og det liv og den skæbne, der ventede Jesus. Men de gik ned! Og ind i virkeligheden.

Og så vidt jeg kan se, viser det noget altafgørende og centralt i kristendommen – og grunden til at vi holder gudstjeneste: Vi skal en lille tur op på bjerget, ja, skyen, himlen – eller hvad vi nu kalder det: Ikke for at tage varigt ophold dér – væk fra verdens tummel. Men for at høre budskabet: At Jesus var Guds søn, Guds kærlighed i kød og blod – midt i vores verden som den er. Blandt mennesker, som vi er. Høre, at Jesus kom til os med Guds tilgivelse – når vi misbruger livet, andre mennesker, tiden; og med Guds kærlighed – hans accept af os, som vi er og som vores liv har gjort os til.

Og – kravet om at elske næsten, som det hedder i Bibelen – elske medmennesket. Og så er vi altså helt nede på jorden igen. For at elske næsten er jo netop at være noget for de mennesker, vi lever sammen med – dem, der holder af en og som holder en ud. Og dem, der ikke gør! At elske næsten er ikke nødvendigvis store følelser eller store heltegerninger; det er at tage ansvaret på sig i forholdet til ens medmennesker – og i forhold til den verden og det samfund, man er en del af. Hvordan det mere konkret skal gøres, ja, det giver kristendommen ingen anvisninger på. Det må vi selv finde ud af – ud fra vores erfaringer, vores overvejelser, situationen og dens muligheder.

Og det foregår alt sammen uden for kirken. Så nok er det godt at komme ind i kirken. Og høre, se, mærke, at man er elsket og accepteret af livets Gud. Og høre ordene fra det høje, at også vi er Guds elskede børn. Og tro sig tilgivet for det, man ikke skulle have gjort – eller det man burde have gjort.

Men vi skal ud herfra igen. Ellers bliver tro og kristendom en flugt. Tro og hverdag skal hænge sammen. Hvis en tro ikke kan forenes med en hverdag, hvor man passer sit liv, sine medmennesker, sine opgaver, så er det troen, der er noget i vejen med - hvis den kun kan trives afsondret fra verden.

”Herre, det er godt, at vi er her”, sagde Peter. Og det er rigtigt. Engang imellem skal vi være her. I kirken. Eller derhjemme i andagt eller stilhed for Gud. I Guds rum – når vi beder – måske det Fadervor, som mange har glæde af at begynde og slutte dagen med. Men indimellem – imellem morgen og aften – imellem gudstjenesterne – da kalder Gud os ud til livet. Til verden, samfundet, virkeligheden. Andre mennesker. Bøvl og besvær – og glæde!

Amen!

Kristan Bøcker er sognepræst i Jelling Kirke og forfatter til Synd for begyndere. Han er desuden manden bag kirkesatiren Hyrdebrevet Søndag Morgen.