Klumme: Vi skal huske at agte det sårbare liv

I en alder af 21 år fik Stephen Hawking konstateret sklerose af typen ALS. Lægerne gav ham ikke mange chancer, men trods sin sygdom er han stadig aktiv fysiker i en alder af 74. Han er lænket til en kørestol og kommunikerer med omverdenen gennem en computer, som han styrer med en kæbemuskel. Dagbla­det Politiken interviewede ham i forbindelse med hans besøg og spurgte, hvad hans hemmelighed var?

Man skal ikke give op, lød svaret fra Hawking. Selv om han ”hav­de været så uheldig at få ALS”, som han udtrykte det, så havde han været heldig med næsten alt andet: Han havde fået to børn, ligesom arbejdet og en god portion humoristisk sans havde holdt ham i gang. ”Det er ikke de stærkeste af en art, der overlever, og heller ikke de mest egnede, men dem, der er bedst til at tilpasse sig forandrin­ger”, lød det fra fysikeren.

Man kan tilpasse sig forandrin­ger på mange måder, og Hawking har tydeligvis evnet at glæde sig over det, han har fået og kunnet i stedet for at være bitter over sine begrænsninger. I sig selv et me­mento til alle os, der overrumples af selvmedlidenhed og forurettet­hed over influenza eller forsinkede tog.

Det er ingen selvfølgelighed, at denne agtelse bliver båret videre. Men det er livsvigtigt.

I interviewet sagde han ikke et ord om det, som mange sikkert an­ser for det allersværeste: Når man er lam og lænket til en kørestol, skal man have hjælp til alt. Alt. Den enorme afhængighed, som de fleste frygter ved at blive syg, gammel eller begge dele. At være et så udsat liv, at man er helt i andres hænder.

At få besøg af en mand som Hawking er som at få besøg af skrø­beligheden i egen sammensunkne skikkelse. Det minder én om, hvor afgørende agtelsen for det sårbare liv er. Man får ørerne op for, hvor grotesk for eksempel et ord som ”ældrebyrde” i virkeligheden er. Får øj­nene op for den skam, der i et præstations- og konkurrencesamfund kan være forbundet med sårbarhed og sygdom, med nederlag og fia­sko. Med ikke at kunne klare sig selv.

Vores – og Hawkings – held er at være født i en del af verden, hvor der historisk set er en agtelse for det skrøbelige liv. En agtelse som har sin rod i kristendommen og dybest set udspringer af Jesus’ solidaritet med de sultne og de tørstende, de fremmede og de nøg­ne, de syge og de fængslede: ”Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig” (Matt 25,40).

Det er kristendommens civiliserende og humaniserende faktor, at den holder os fast på agtelsen for det sårbare menneske – også selv om dette menneske ikke har videnskabelige meritter at stille op med. Holder os fast på, at agtelsen ikke kun skal gælde det robuste menneske.

Det er ingen selvfølgelighed, at denne agtelse bliver båret videre. Men det er livsvigtigt.