Rød kappe. Foto: Shutterstock.
Kun sådan kan vi virkelig tage imod alt det, Gud vil give os: Ved at komme med tomme hænder og lade ham fylde dem. Ved at lade ham lægge nådens og kærlighedens kappe på vores skuldre.

14.10.2021 Af Inge Marie Kirketerp Hansen, sognepræst

Klæder skaber folk: Om kærlighedens kappe

Hvorfor skulle gæsten smides ud for ikke at overholde bryllupsfestens dresscode? Læs om lignelsen om kongesønnens bryllup

Læs lignelsen om kongesønnens bryllup

Andre folk skal ikke bestemme, hvad vi har på. Sådan har vi det i Danmark. Hvis en skoleinspektør kommer for skade at gøre en bestemt type tøj for uacceptabel, kommer han i rivemaskinen. Og ansigtsudtrykket på min 11-årige, der netop nu er i gang med en emneuge i skolen, hvor de hver dag SKAL have sorte bukser og en hvid t-shirt på, fortæller mig, at vi går ret meget op i det med tøjet. Ikke så meget på grund af tøjet i sig selv, men vi vil have frihed, og vi vil have vores egen identitet. Og så ved alle, der har læst Kejserens nye klæder, at klæder skaber folk.

Det kunne lyde som om, det også var et tema på Jesus’ tid. I hvert fald hvis man læser Matthæus’ udgave af lignelsen om kongesønnens bryllup. Lignelsen fortæller om kongen, der i anledning af sin søns bryllup, inviterer en masse mennesker til fest. Men de vil ikke komme og er endda direkte ubehagelige overfor kongens udsendte, der kommer med invitationen. Kongen reagerer nu ved at invitere alle dem, der slet ikke burde være en del af sådan en fest, men sådan vil kongen, at det skal være: Festen skal holdes, salen skal fyldes, og derfor sender han sine tjenere ud i alle kroge for at invitere mennesker med til festen.

Det er i sig selv et meget stærkt billede, og det er ikke svært at gennemskue, at det er Gud, der er kongen, der inviterer mennesker til at leve ham nær og til at tage del i glæden over den forening, der er sket mellem Gud og mennesker i Jesus Kristus. Men ikke alle mennesker takker ja til den invitation. Det er skildringerne af Jesus’ mange sammenstød med skriftkloge og farisæere et ret godt billede på. Lignelsen kunne derfor også godt fortælle noget om, at Gud med Jesus Kristus ikke blot vil være Gud for jøderne men for hele menneskeheden. Det er det, lignelsen skal fortælle om: Den Gud, der går ud i den fjerneste krog af verden og menneskesind for at kalde mennesker til at være en del af hans rige.

Men glæden kan godt komme til at føles halv, for det er så svært at få øjnene fra ham derude i mørket. Ham, der er blevet skubbet ud ad bagdøren, fordi han ikke havde fulgt dresscoden. Eller hvad?

Tja, hvis vi opfatter festdragten som et billede på en eller anden form på præstation, så bliver evangeliet – det gode budskab – ret svært at få øje på, for så ville kongens/Guds regler være lige så ubarmhjertige som menneskers regler. Men nu lyder indbydelsen altså ikke på tænderskæren, mørke og dom men på fest, lys og glæde. Og festdragten er netop ikke noget, manden selv skal skaffe. Festdragten er ikke stærk tro, flotte gerninger, store tanker eller andet, vi kunne synes, der ville kunne imponere Gud. Nej, dragten er givet. Lagt på skuldrene af enhver, der vil bære den.

”Dåben klæ’r dig”, hedder en nyere bog om dåben. Det er en fantastisk titel, for i dåben er vi blevet iklædt Kristus, som Paulus siger det et sted. Dåben er blevet lagt om os som en kappe. Dåben er en gave, vi kun kan tage imod, hvis vi er med på, vi ikke kan give noget til gengæld. Og bryllupsfesten i lignelsen kan man altså kun deltage i, hvis man vil gå med til, at det ikke handler om det, jeg selv kan komme med, men det, som værten iklæder mig. For kun sådan kan vi virkelig tage imod alt det, Gud vil give os: Ved at komme med tomme hænder og lade ham fylde dem. Ved at lade ham lægge nådens og kærlighedens kappe på vores skuldre.

Det kræver øvelse! Det kan ske, du kigger på dig selv eller på andre og siger: ”Jamen, du har jo slet ikke noget på! Hvad har du at vise frem for Gud? Hvad har du formået?”. Når det sker, så må vi se på os selv og på andre med Guds øjne – og tænk så på din dåb. Den klæ’r dig. Det er alt nok.

Inge Marie Kirketerp Hansen er sognepræst i Gjellerup Kirke ved Herning.

Kirkeårets læsninger fra Bibelen 2020, Første række

Tekstrækken samlet i oplæsningsvenligt format
kirkeårets læsninger
349,95

Sidetal: 250 sider
Indbinding: indbundet, lærred
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7232-200-1
Mål: 13,4 x 20,5 cm.
Andet: med læsebånd