Kjeld Holm: Vi har gjort verden bedre

Som Kjeld Holm sidder i sin stol med solen strømmende ind gennem vinduerne ude fra Aarhus Bugt ligner han det, han er. En mand, der er blevet bedstefar. Det har gjort noget ved ham at blive ældre og få børnebørn. Hans døtre siger det til ham, og han er såmænd ikke helt utilbøjelig til at give dem ret: Far, du er blevet mildere med årene.

Engang var det anderledes.

I sine yngre dage var biskoppen over Århus Stift mere hardcore. Eller som han selv siger: En vildtvoksende tidehvervsmand. Han var tiltrukket af Tidehvervsbevægelsen, en dansk teologisk bevægelse, der opstod i 1926 omkring tidsskriftet Tidehverv, men han havde alligevel sine forbehold.

En del af den danske kirkekamp, også da Kjeld Holm var ung, stod om tolkningen af Bjergprædikenen, som er Jesus’ store tale til disciplene og folkeskaren, og som danner grundlag for livets store værdier.

Jesus optræder som en autoritet, der vender op og ned på alting. Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres, siger han. Ja, selv sine fjender skal man elske. Han udlægger Moseloven på en ny måde. Undervejs lærer han forsamlingen Fadervor og sætter trumf på med sit radikale krav: Så vær I da fuldkomne.

Bjergprædikenen er til alle tider blevet tolket vidt forskelligt. I en dansk sammenhæng har det især været missionsbevægelserne, der har tolket Bjergprædikenen som en etisk rettesnor, der betød, at troende mennesker måtte tage deres liv op til altomfattende revision og omvende sig til et liv i Jesus’ følge.  

Den slags havde Kjeld Holm det svært med: Kravene lod sig alligevel ikke efterleve, og derfor var der kun et at gøre: Håbe på syndernes forladelse.

Vi har besindet os

I dag er Kjeld Holm mere midtersøgende.

”Tidehvervsfolkene har altid sagt, at det ikke kunne hjælpe noget, at vi gik rundt og troede, at vi kunne gøre verden bedre. Men vi har gjort verden bedre. Vi har som kultur besindet os på en række områder: Folk banker ikke længere deres børn for eksempel.”

”Jesus ved godt, at vi ikke kan leve op til hans krav. Men vi skal bestandigt prøve at leve op til dem. Jeg er i dag overbevist om, at Jesus’ krav til os er tæt forbundet med tilgivelsen. Ud af tilgivelse, forsoning og nåde gror et nyt og bedre liv,” siger han.

Jesus og Sokrates

Som idehistoriker ved Kjeld Holm noget om Europas historie fra Antikken til i dag, så hvordan vil han placere Jesus og hans budskab i en idehistorisk sammenhæng?

For mit eget vedkommende hører jeg nu mere Jesus’ ord som et opgør med selvoptagethed. Det er utilladeligt at være selvoptaget, efter man har hørt Bjergprædikenen.

”Jesus’ Bjergprædiken er en helt central tekst i kristendommen. Og det er klart, at man ikke kan lade være med at sammenligne Jesus med en græsk filosof som Sokrates og hans elev Platon. Mange steder er der paralleller, men på et afgørende punkt er Jesus anderledes: Han bruger ikke rationelle argumenter. Samtidig er fordringerne til mennesker så radikale, at det kommer til at betyde en fuldkommen forandret virkelighedsopfattelse i den europæiske kultur og naturligvis også i den øvrige kristne del af verden,” siger Kjeld Holm, der ikke mener, det er helt skævt at kalde Jesus revolutionær.

”For mit eget vedkommende hører jeg nu mere Jesus’ ord som et opgør med selvoptagethed. Det er utilladeligt at være selvoptaget, efter man har hørt Bjergprædikenen.”

Noget rød i det

Kjeld Holm har været biskop siden 1994, og han har især tidligere været en af de biskopper, alle havde en mening om. For var han nu ikke noget rød i det ham Aarhus-bispen?

Kjeld Holm har altid været engageret i det omgivende samfund. Som ung var han aktiv i SF, i dag er han medlem af Socialdemokratiet. Hans mange tillidsposter gennem tiden som formand for Præsteforeningen, Nævnet for Etnisk Ligestilling og engagement i homoseksuelles og flygtninge og indvandreres stilling i samfund og kirke er med til at tegne billedet af en biskop, der gerne bekender politisk kulør.

Han er i den grad fortrolig med den kritik, der har været rejst mod ham adskillige gange: At han politiserer det kristne budskab.

”Jeg synes jo, det er lige modsat. Det er ikke kristendommen, der bliver politiseret. Det er politikken, der farves af kristendommen."

"Jeg er dybt påvirket af min gode ven socialdemokraten Svend Auken, der stod på Rådhuspladsen i København nogle få uger før sin død og talte imod udvisning af flygtninge. Han brugte ord som miskundhed og barmhjertighed fra Det Nye Testamente, og det bliver man nødt til, når man er kristen, for ellers kommer der ingen idealdannelser ind i det politiske liv”, siger Kjeld Holm, der mener, det er afgørende at tolke Jesus’ budskab ind i hverdagslivet, hvis kirken skal bevare sin troværdighed.

”Kirken kan hurtigt blive en lukket klub, hvor vi taler indforstået med hinanden. Det handler om at møde mennesker i deres livssituation. Det er fint, at man som præst er politisk aktiv og skriver læserbreve. Men det må aldrig ske på bekostning af husbesøget i sognet hos Fru Hansen, der er gammel og ensom. Hvis det er tilfældet, så får den præst et troværdighedsproblem,” siger han.

Fadervor

Bjergprædikenen handler ikke kun om Jesus’ krav til mennesker. Jesus opfordrer også til at bede Fadervor. Samtidig henstiller han til, at mennesker ikke skal lade ”munden løbe,” når de beder.

Den henstilling har Kjeld Holm en hel del til overs for.

Det er jo ikke et selvrealiserings-projekt, Jesus præsenterer. Næsten må være centrum i vores liv. Ellers giver det slet ingen mening.

Han talte engang med en præst, der var meget optaget af spiritualitet og mindfuldness og mente, at han som præst var nødt til at få det godt med sig selv, før han kunne få det godt med andre.

Kjeld Holm husker, at de havde en temmelig skarp meningsudveksling, og at han gjorde præsten opmærksom på, at det forholdt sig lige omvendt: Man får det først godt med sig selv, når næsten fylder betydeligt mere i ens liv end en selv.

”Det er jo ikke et selvrealiseringsprojekt, Jesus præsenterer. Næsten må være centrum i vores liv. Ellers giver det slet ingen mening,” siger Kjeld Holm.

Alligevel er han med årene blevet mere opmærksom på bønnen som en måde at fastholde relationen til Gud på.

Tryghed og ro

Han husker, hvordan hans mor en aften sad på hans sengekant som sædvanlig og bad Fadervor med ham i hjemmet i Diernæs i Sønderjylland. Hans onkel Hans havde fået mavekræft, og selv et barn på otte år kunne godt fornemme, at det ville onklen dø af.”

Mor sagde bare: 'Nu tænker vi på onkel Hans, når vi beder Fadervor. Det er det bedste, vi kan gøre for ham.' Og så faldt der sådan en ro over det hele. Jeg har altid haft den tryghed og ro i mig, når jeg bad den bøn.”

”Hvis jeg en enkelt gang er så træt, at jeg falder i søvn, inden jeg har fået bedt Fadervor, har jeg dårlig samvittighed næste morgen. Ikke i forhold til Vorherre. Han skal nok klare det. Men i forhold til mig selv,” siger Kjeld Holm, der også dagligt beder for dem, der står ham nær og for de syge og døende.

Der måtte jeg sige til Vorherre, at hvis du skal til at rydde op i vores familie, så bedes du være så elskværdig at tage mig først.

”Jeg er ikke naiv. Mennesker holder ikke op med at have kræft, fordi jeg tager dem med i min aftenbøn. Men det er en markering af, at vi er hinandens liv og skæbne, og at man ikke skal lades alene. Bøn er et udtryk for, at vi er hjemmehørende hos Gud i liv og død.”

Da Kjeld Holms barnebarn blev alvorligt syg, fandt han det dog på sin plads at tale med store bogstaver.

”Der måtte jeg sige til Vorherre, at hvis du skal til at rydde op i vores familie, så bedes du være så elskværdig at tage mig først,” siger Kjeld Holm, der til sin lettelse kunne konstatere, at dødens engel endte med at gå ham og hans hus forbi.

Mod til at være her

Da Kjeld Holm var 21 år, gik han til en forelæsning, der skulle blive afgørende for ham. Forelæsningen havde titlen ”Det absurde teater og Jesu forkyndelse” og blev afholdt af teologen Johannes Sløk, der senere blev en nær ven.

Efter den forelæsning besluttede Kjeld Holm, at hvis han skulle blive klogere på sig selv og livet, måtte han forlade teologistudiet for i stedet at studere idehistorie på Aarhus Universitet under Johannes Sløk. Her skrev han senere sit teologiske speciale og fik guldmedalje på en afhandling om Søren Kierkegaard.

”Jeg blev fuldstændig fascineret af manden og hans pædagogik. Hans forelæsninger var et show. Han fortalte om det absurde teater, en teaterretning, der opstod i Frankrig efter Anden verdenskrig som en udløber af eksistentialismen. Sløk viste os, at tilværelsen er dybere og mere farlig, end vi aner."

"Det er fuldstændig det samme som i Bjergprædikenen. Jesus ved godt, at livet ikke er harmløst. Derfor indleder han med Saligprisningerne, så de mennesker, der er mest truet, skal få mod til at være her på trods."

"Den eneste måde vi kan håndtere denne absolut ikke harmløse verden på er gennem næstekærlighed.”