18.12.2019 Bibelselskabet
Julehjælpen blev fordoblet med givernes hjælp
Hvert år deler Frelsens Hær julehjælp ud til et stort antal familier. Med givernes hjælp har vi kunnet donere 4100 bibler og bøger, som mange af familierne har takket ja til sammen med julemad og godter.
Ikke alle familier har mulighed for at fejre jul med god mad på bordet, og heller ikke alle børn er så heldige at få en julegave. I påsken spurgte vi derfor, om Bibelselskabets støtter ville være med til at lægge børnebibler i Frelsens Hærs julekurve.
Det var der heldigvis rigtig mange, der gerne ville, og derfor kunne Bibelselskabet i 2019 fordoble donationen i forhold til forrige år og lægge 4100 bøger og bibler bestående af Den Nye Aftale, Myldrebibelen, En nat i Betlehem, Jesus bliver født, Stille øjeblikke, Guds ABC, Tobias og Trine holder jul, Sange til kærligheden, Næste, Det store party og Per, Poul og farmand i julekurven sammen med julemad og godter. Læs mere om projektet her.
For mange var det deres første bibel
I 2018 var der cirka 1400 familier, der takkede ja til en af de særlige gaver, som kan åbnes igen og igen. ”Det var fantastisk at opleve. Mange blev rørt over at få en bibel, og vi ved, at det for mange var deres første bibel,” fortæller programchef, major Steven Thomas, der er glad for et vellykket initiativ og taknemmelig for Bibelselskabets flotte donation.
Som følge af den store tilslutning fra gavmilde givere blev Frelsens Hærs julehjælp i 2019 udvidet fra København til også at blive distribueret fra 15 lokale korps i alle landsdele. Hvorvidt man som julehjælpsmodtager fik mulighed for at få en julegave fra Bibelselskabet afhang således af det lokale udbud og efterspørgsel – ligesom det naturligvis var frivilligt, om man ønskede at få bibelhistorier med i kurven.
Selvfølgelig skal danske børn også have mulighed for at få adgang til Bibelens univers.
Bibelen kan give livsmod til børn
Ligesom Frelsens Hærs programchef er positivt overrasket over interessen for de ’hårde pakker’, udtrykker også Bibelselskabets internationale chef Synne Garff stor glæde over at kunne bidrage til julehjælpen på denne måde. ”I Bibelselskabet har vi en lang tradition for at uddele bibler gratis til udsatte grupper i det omfang, der er midler til det, og derfor er det helt oplagt at imødekomme Frelsens Hærs ønske om bidrag til julehjælpen.”
Som international chef har Synne Garff med egne øjne set, hvilken betydning bibelfortællinger i børnehøjde kan have. ”Jeg har over det meste af verden oplevet, hvordan bibelens fortællinger kan inspirere og give livsmod til børn. Så selvfølgelig skal danske børn også have mulighed for at få adgang til Bibelens univers.”
Der skal lyde en stor tak til alle, som med økonomisk støtte har gjort det muligt at lægge julebudskabet i julekurvene. Gentagelsen og udvidelsen af samarbejdet mellem Bibelselskabet og Frelsens Hær skyldes, at mange deler ønsket om at give børn og børnefamilier adgang til Bibelens univers og julens budskab. Tusind tak!
Du kan læse mere om Bibelselskabets arbejde i Danmark her.
Tak til redaktionen hos Frelsens Hær for et godt samarbejde.