Omkring 100 år efter Jesus’ død satte en forfatter sig for at skrive det definitive værk om, hvordan Kristus-troen kom ind i verden. I mellemtiden var Kristus-troen nået ud til alle hjørner af Romerriget.

I sit forord kalder han sit skrift en ”fremstilling” og siger, at mange tidligere har forsøgt sig med at skrive denne historie. Han må have tænkt på de tre andre evangelier, som altså efter hans mening ikke var tilfredsstillende. Han oplyser ikke sit navn, men eftertiden kaldte hans skrift ”Evangeliet ifølge Lukas” og forbandt det dermed med en af apostlen Paulus’ medarbejdere (Kolossenserbrevet 4,14).

Lukas vil vise Jesus-historiens verdenshistoriske betydning. Derfor indfælder han også Jesus’ fødsel i den ”store historie”. Det er ikke længere som i Matthæusevangeliet provinsielle kong Herodes, der bestemmer scenen. I stedet indfører han kejser Augustus, Romerrigets enehersker fra 31 f.Kr. til 14 e.Kr. Så for nærmere at præcisere tidspunktet nævner Lukas også, at Jesus blev født i forbindelse med en folketælling, som Augustus havde befalet, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Det var Kvirinius fra 6-7 e.Kr.

Lukas bruger nu denne folketælling til at få Jesus’ fødsel til at ske i Betlehem. Han er nemlig overbevist om, at Jesus’ familie kom fra Nazaret ‒ han blev jo også kaldt Jesus fra Nazaret. På den anden side var Davidsbyen af profeterne forudset som fødested for Messias (Matthæusevangeliet 2,4-6). Så Lukas sender den gravide Maria og Josef ud på en rejse, som de selvfølgelig igen vendte hjem fra.

I det følgende kapitel kommer Lukas med den eneste præcise tidsangivelse i Det Nye Testamente. Således tidsfæster han begyndelsen af Johannes Døbers virke til kejser Tiberius’ 15. regeringsår, dvs. år 29 e.Kr. Han fortæller desuden, at Jesus ved sin dåb i Jordanfloden var omkring 30 år (Lukasevangeliet 3,23), og dermed leverede han den oplysning, der danner udgangspunktet for vores tidsregning.

Den befaling, der udgik fra kejser Augustus, tjener i Lukas’ fortælling også til at få Guds profetier opfyldt. Verdensherskeren kommer dermed til at bane vejen for den sande verdenshersker. Og Lukas kan ikke vente på Matthæusevangeliets ”vise mænd fra Østerland”, men fortæller i stedet om, hvordan markens hyrder endnu samme nat opsøger og tilbeder den nyfødte. For Lukas’ Jesus er nemlig kommet for at ”bringe godt budskab til fattige” (Lukasevangeliet 4,18).

Sine oplysninger om den ”store historie” har Lukas fra den jødiske historieskriver Josefus (født 37 e.Kr., død ca. 100 e.Kr.), hvis skrifter vi også kender i dag ‒ i øvrigt takket være at kristne elskede dem og skrev dem flittigt af, så de ikke som så mange andre bøger fra antikken endte i glemmebogen.

Først med Lukas’ fortælling, der også omfatter kirkens tidligste historie i Apostlenes Gerninger, bliver Jesus-historien altså udtrykkelig indfældet i verdenshistorien og bliver dermed til noget, der ikke bare foregik i en afkrog af verden (Apostlenes Gerninger 26,26), men blev bestemmende for hele menneskehedens fremtid.

Mogens Müller er dr.theol. og  professor emeritus i Det Nye Testamente ved Københavns Universitet. Han er forfatter til blandt andet Bibelleksikon.