”Jeres hjerte må ikke forfærdes. Tro på Gud, og tro på mig"

For mig er dette vers essensen af, hvad Kristus og dermed Gud vil os. Det er troen på Guds kærlighed og tilgivelse. Verset er indledningen til Jesu afsked med sine disciple, hvor Jesus har forudsagt, at Peter vil svigte ham så kolossalt. På trods af dette beder Jesus ham ikke om at tage sit gode tøj og gå, men inkluderer Peter sammen med de andre forskrækkede disciple, der kigger ind i korsfæstelse og død. Han fortæller dem, at deres hjerter ikke må forfærdes, men at de skal ”tro på Gud, og tro på mig.” Det er i virkeligheden grundbudskabet, når vi falder på knæ ved alteret om søndagen. Det handler netop om, at selv du, der har løjet, svigtet og bærer skyld og fortrydelse i dig, ikke bliver forvist, men draget ind ligesom alle de andre omkring dig. Når vi lytter os ind i fortællingen, bliver vi både forbundet med Peter og disciplene, men også med alle dem, der har været i kirkerummene i 2000 år og er blevet berørte og opløftede over Jesu omsorg. Vi forbindes simpelthen med de tidligere generationer og Gud selv, når vi falder ind i forkyndelsen på denne måde, lader den tale til os og forstår, at den er lige så aktuel nu som dengang.

Hvilken relevans tænker du, at Jesu ord til disciplene har i vores tid?

Frygten for lidelse, tab og modgang ligger dybt nede i ethvert menneskehjerte, hvilket er smertefuldt. Kristus udfolder også i sin forkyndelse, at frygten går ud over vores næste, da den står i vejen for, at vi som mennesker får øje på hinanden. Hvad der er endnu værre er, at frygten også får os til at udøve ondt. For når den tager fat, går det ofte ud på, at vi må undgå døden for enhver pris. Dette vers er både en tale, der beroliger dig og mig, og kærligt favner os, men også et bud, der vejleder os i, hvordan vi skal være i verden, med os selv og hinanden. Det er universelt og eviggyldigt.
 

Hvordan har verset hjulpet dig i dit personlige liv?

Som præst er jeg så privilegeret at leve tæt med evangelierne uge efter uge, og derfor bærer ordene i mit liv i det hele taget. Jeg må konstatere, at mit fundament er blevet Jesu forkyndelse. ”Jeres hjerter må ikke forfærdes. Tro på Gud, og tro på mig" har de sidste 10 år været det afgørende afsæt for alle mine prædikener. Der er et hav af temaer, der opstår, når man kigger nærmere på disse få ord. Hvad er selvforståelsen, og hvorfor bliver vi så bange, og hvad skyder vi ind i stedet for? Hvordan ser vi Gud i forhold til det, vi ikke skal blive bange for? Personligt kan jeg sige, at jeg har verset med mig hver dag. Hver eneste time.

Betyder det så, at du aldrig lader frygten overtage dig?

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været bange. Det er et under og en stor gave. Jeg kan ikke forklare det på anden vis, end at der i mit liv har været en udvikling, fra da jeg var helt ung præst og ikke havde så dyb forbindelse til evangelierne, som jeg har nu. Hen over årene er jeg blevet styrket i at holde frygten fra mit hjerte, og evangelierne har hjulpet mig. Tro er ikke mur- og nagelfast. Den er bevægelig, og skal tilegnes gang på gang. Tvivl og frygt har vi altid hos os. Livsmod og håb kommer og går. Det at praktisere og bede sit Fadervor, gå i kirke og synge salmer er med til at holde frygten fra hjertet. Det er i sandhed forunderligt, at selvom jeg er blevet ældre og er kommet tættere på død og lidelse, forfærdes mit hjerte meget sjældent.”