Festgudstjeneste i Domkirken. Dronningen er på plads og sammen med hende repræsentanter fra hele Kirkedanmark – Den Katolske Kirke, frikirkerne, de teologiske uddannelser og hele det folkekirkelige landskab fra venstre mod højre. At opbakningen til den nye bibeloversættelse er så stor, er ikke tilfældigt. Igennem det årelange arbejde med en ny autoriseret bibel har én ting nemlig stået i centrum for daværende generalsekretær Niels Jørgen Cappelørn: At det skulle være en kirkebibel for alle kirker og kristne trossamfund i Danmark. Han havde dog ét ufravigeligt kriterium for dem, der blev en del af arbejdet. Det vender vi tilbage til. For lad os først starte ved begyndelsen.

En bibel på omgangshøjde med tiden

Niels Jørgen Cappelørn tiltrådte som generalsekretær for Bibelselskabet i 1980, kun 34 år gammel. En gruppe af oversættere af Det Gamle Testamente havde allerede været i gang siden midten af 70’erne, og i 1979 var der udgivet en prøveoversættelse af Salmernes Bog. Den nye generalsekretær var ikke begejstret:



”Sproget var knastørt og 70’er-agtigt, og poesien manglede. Min vurdering var, at vi var nødt til at begynde forfra.”



Det gjorde de så, gruppen af oversættere med speciale i Det Gamle Testamente. En gruppe af oversættere af Det Nye Testamente skulle også nedsættes – og snarest muligt, mente Niels Jørgen Cappelørn. Dette lå generalsekretæren på sinde af en ganske særlig grund:



”I dansk bibeloversættelses historie har vi etableret en tradition med at oversætte Det Gamle og Det Nye Testamente asynkront. Tænk blot på, at vores seneste bibeloversættelse var et sammenklip af en oversættelse af Det Gamle Testamente fra 1931 og Det Nye Testamente fra 1948. Det var afgørende for mig, at oversættelsesgrupperne nu kom til at arbejde parallelt, så vi kunne få sat de to bibeldele sammen på en måde, så de både teologisk og sprogligt var på omgangshøjde med hinanden.”

Landets dygtigste teologer og sprogfolk

Under hele oversættelsesarbejdet, der snart tog fart i de to grupper, var der tilknyttet sprogkonsulenter og litterater, der var med til at sikre, at sproget var flydende og tidssvarende. Niels Jørgen Cappelørn havde dog ét ufravigeligt kriterium for dem, der skulle have de bibelske grundtekster op under neglene:



”De skulle være blandt landets dygtigste teologer og eksperter i bibelsprogene. Det betød, at det primært var folk fra de teologiske fakulteter i Aarhus og København, der besatte pladserne i de to grupper.”



Niels Jørgen Cappelørn havde dog blik for, at forskellige teologiske positioner blev repræsenteret i grupperne:



”Til at begynde med var der nok en overvægt af teologer med tidehvervsk baggrund. Det var noget, jeg forsøgte at udligne, da grupperne blev endeligt sammensat, blandt andet ved at tilknytte dygtige teologer fra Menighedsfakultetet i Aarhus.”

Over 500 foredrag senere

Niels Jørgen Cappelørn, der både begik sig på hebraisk og græsk, skulle efter ønske fra bestyrelsen også involvere sig i oversættelsesarbejdet. Han blev, ud over at være ankerpersonen for det ganske oversættelsesarbejde, medoversætter på blandt andet Johannesevangeliet. Bibelske detailspørgsmål blev heftigt debatteret i grupperne, for eksempel om, hvordan Johannesprologen skulle lyde, hvordan missionsbefalingen i Matthæusevangeliet skulle oversættes, og om fadervor skulle have ny sprogdragt.



Det var dog afgørende for generalsekretæren, at diskussionerne ikke forblev i et lukket rum. Parallelt med, at der udkom nye prøveoversættelser i løbet af 80’erne, rejste Niels Jørgen Cappelørn land og rige rundt for at fortælle om arbejdet:



”Sammen med blandt andre professor Svend Holm-Nielsen og biskop Bertil Wiberg medvirkede jeg i kirkelige udsendelser ledet af Mogens Hansen i Danmarks Radio, hvor detaljer i oversættelsesarbejdet blev diskuteret, og hvor vi forklarede, hvorfor vi var nået frem til det, vi var nået frem til, og hvilke alternativer der var. Jeg rejste land og rige rundt – uanset, hvem der spurgte, og hvor små menighederne var, kom jeg. For hver gang var en lejlighed til at forklare de valg, vi havde truffet, give folk lejlighed til at stille spørgsmål og i sidste ende også få dem hver især til at opleve, at det også var deres bibel, der var undervejs i en ny oversættelse. Jeg talte det engang sammen til, at det blev til over 500 foredrag.”

Afgørende møder på Nyborg Strand

Oversættelsesarbejdet nærmede sig sin afslutning sidst i 80’erne, men det havde ikke været uden vanskeligheder undervejs – særligt på grund af teologiske forskelle, der udmøntede sig i uenigheder omkring dele af bibeloversættelsen.



En revisionskomité, der skulle drible den endelige oversættelse af Bibelen i mål, blev nedsat. Det skete i tæt samarbejde med Bibelselskabets daværende præsident, biskop Ole Bertelsen, hvor det gjaldt om at finde frem til den mest funktionsdygtige struktur og bedst tænkelige sammensætning af komitéen. For Niels Jørgen Cappelørn var det afgørende, at den fik bred repræsentation for, som han siger, at alle fik medejerskab i oversættelsen. Blandt de 17 medlemmer af revisionskomitéen var repræsentanter fra de forskellige retninger inden for folkekirken, en deltager fra Frikirkerådet og en repræsentant fra den katolske kirke:

”Da revisionskomitéen trådte sammen første gang, var stemningen trykket, og holdningen tavst afventende. Men noget skete undervejs i møderækken. Der blev tid og plads til at tale og – ikke mindst – til at lytte. Møderne stod på i mere end et år på Nyborg Strand.”



Da revisionskomitéen mødtes til sit afsluttende fællesmøde, denne gang i Trinitatis Kirkes sognehus i København i 1991, var stemningen anderledes positiv. Arbejdet i komitéen var færdiggjort, og alle deltagerne havde med datidens evige blæk sat deres signatur i et dokument som bevis på, at de stod inde for den samlede oversættelse. Det blev indstillet til bestyrelsen, at kirkeministeren videre skulle indstille den samlede oversættelse til autorisation hos Dronningen:



”Stemningen var ikke blot glad og munter, men også varmt venskabelig. Det sidste kom ikke mindst til udtryk under den afsluttende, højstemte middag den samme aften,” fortæller Niels Jørgen Cappelørn.

”Et enormt privilegium”

Den nye autoriserede oversættelse udkommer officielt den 8. november 1992 ved festgudstjenesten i Domkirken i København. Året efter vælger Niels Jørgen Cappelørn at fratræde jobbet som generalsekretær i Bibelselskabet for at etablere Søren Kierkegaard Forskningscenteret, hvorfra han siden har været en af de førende internationale Søren Kierkegaard-forskere, parallelt med at han har virket som ulønnet hjælpepræst i Helligåndskirken i København i 40 år. Tiden i Bibelselskabet står dog særligt stærkt i Niels Jørgen Cappelørns erindring:



”Jeg tænker tilbage på årene som de bedste i mit arbejdsliv. Det var et enormt stort privilegium at få lov at være en del af arbejdet med at skabe en ny, autoriseret bibeloversættelse til danskerne,” slutter han.