’Menneskesønnen’ er et af de mest omdiskuterede ord i Det Nye Testamente. Det skyldes, at det på den ene side er den betegnelse, Jesus oftest bruger om sig selv i evangelierne (omkring 80 gange), og derved har mange set ordet som en nøgle til at forstå, hvordan Jesus opfattede sig selv og sin opgave. På den anden side findes der i Det Nye Testamente ikke så meget som en antydning af en forklaring på dets betydning.

I søndagens tekst fra Lukasevangeliet kapitel 18, vers 31-43 foregriber Jesus sin skæbne ved at fortælle disciplene, at alt, som er skrevet ved profeterne om Menneskesønnen, skal opfyldes. I Esajas’ Bog kapitel 53 findes vi ordene om Herrens lidende tjener, som ’blev gennemboret for vores overtrædelser og knust for vore synder’, og det er da også denne tekst, den autoriserede bibeloversættelse krydshenviser til i Lukasevangeliet kapitel 18, vers 31.

Det er imidlertid et andet skriftsted i Det Gamle Testamente, som har givet anledning til den tidligere meget udbredte idé om, at ’Menneskesønnen’ var en messiastitel. I Daniels Bog kapitel 7 ser Daniel i et drømmesyn ’en, der så ud som en menneskesøn’, som efterfølgende får overdraget et evigt verdensherredømme.

Man finder det imidlertid ikke sandsynligt, at der i oldjødedommen fandtes en forestilling om en himmelsk forløserskikkelse, der bar navnet ’Menneskesønnen’. I stedet menes ’Menneskesønnen’ i Daniels Bog at være et billede på det sejrende Israel, jf. vers 22, 25 og 27 i Daniels Bog kapitel 7.

I dag mener de fleste bibelforskere, at nøglen til at forstå ordet ligger i dets etymologi. Ordet er i sig selv en ordret oversættelse af det aramæiske ’bar-nasha’ (hebraisk: ’ben-adam’); ’søn af menneske’, der er ensbetydende med ’menneske’. Udtrykkets optræden i evangelierne skyldes efter alt at dømme en oversættelse af en aramæisk talemåde, hvor ’bar-nasha’ kan fungere som en i sig selv indholdsløs omskrivning for det ubestemte stedord ’man’, hvor den talende af en eller anden grund ønsker at markere en distance.

I den græske gengivelse i evangelierne er det dog ikke længere ubestemt, men optræder som ensbetydende med ’jeg’. Der er da også flere menneskesøn-ord, der andetsteds optræder som ’jeg’-udsagn fra Jesus. Det eneste fællestræk ved evangeliernes menneskesøn-ord er således, at de alle er en slags læreudsagn, der, ligesom i Lukasevangeliets kapitel 18, lader Jesus tale om sit kald, sin skæbne og/eller fremtidige stilling.

I Johannesevangeliet forholder det sig lidt anderledes. Her optræder ordet ’menneskesøn’ 13 steder, men altid i mere almene udsagn, hvor det ikke umiddelbart kan identificeres med et ’jeg’.

Der har igennem tiden været forskellige opfattelser af, hvad evangeliernes brug af ordet ’menneskesønnen’ dækker over. I oldkirken forstod man det som en betegnelse for Jesus’ menneskelige natur, dvs. som sidestykke til titlen ’Guds søn’. En lignende, mere nutidig fortolkning af ordet finder vi i Peter Madsens meget populære tegneseriefortolkning af evangelierne, der slet og ret hedder Menneskesønnen. I et interview om bogen lægger Peter Madsen vægt på, hvorledes Jesus både er sand gud og sandt menneske, Gud og menneske på én gang.

Læs interview med Peter Madsen

Ordet ’menneskesøn’ optræder én gang i Peter Madsens bog, på side 26, hvor disciplene spørger Jesus, om han er ham, de har læst om i Skriften; ham, der kommer med Guds dom. Jesus svarer:

”Jeg er Menneskesønnen, og jeg er ikke kommet for at dømme menneskene, men for at vise jer et glimt af Guds rige. I tror, det er i himlen, men jeg siger jer: Gudsriget er lige her imellem jer!”



Læs teksten til Fastelavns søndag (Anden tekstrække)