Kære brevkasse.

Jeg har overvejet at prøve at faste i år, men har dermed også tænkt over, af hvilke grunde jeg overvejer at gøre det. Og ikke mindst om der er nogle grunde, der er mindre gode end andre. Siger Bibelen noget om rigtig og forkert faste?

Venlig hilsen

Kasper

--------------------------------------------------------------------

Kære Kasper

Faste praktiseres inden for mange religioner og altså også i den kristne kirke.  Der er dog ikke blevet lagt lige megen vægt på den til alle tider og i alle dele af kirken. Martin Luther var f.eks. temmelig reserveret over for faste, og det skyldtes frem for alt hans frygt for, at det at faste skulle blive opfattet som en fortjenstfuld handling og dermed fremme selvretfærdigheden.

 Luthers holdning har været medbestemmende for den forholdsvis beskedne rolle, fasten har spillet og spiller i vores hjemlige kirke. I de senere år har det vist ændret sig noget.

Mange faster individuelt, og det praktiseres temmelig forskelligt. Der er dog oftest tale om en form for afholdenhed. Ofte gælder det mad, men det kan også være nogle af de mange aktiviteter, der lægger beslag på det meste af vores tid, og så at sige fylder os op. De blokerer muligheden for stilhed og eftertænksomhed.

Det forhold, at Jesus fastede, har naturligt nok været medvirkende til, at fasten også praktiseres i den kristne kirke. Tilsvarende har overleveringen om, at Jesus fastede i fyrre dage, været bestemmende for, at en periode på fyrre dage i kirkeåret mellem fastelavn og påske betegnes som fastetiden. Det betyder dog ikke, at der kun fastes i denne periode.

De bibelske skrifter giver os et vist indtryk af, i hvilke situationer, der blev fastet. De viser også, at der er en snæver sammenhæng mellem bøn og faste. Af Det Gamle Testamente fremgår, at der ofte fastes i krisesituationer. Det kan f.eks. være kriser for landet, men også for enkelte personer i forbindelse med sygdom og død. Det fremgår også tydeligt, at fasten i mange tilfælde er tæt forbundet med bod. I den forbindelse kan nævnes, at den fremherskende liturgiske farve i fastetiden er lilla, der netop symboliserer anger og bod. Når man ikke kun beder, men også faster, kan det opfattes som et udtryk for større koncentration og dermed for en accentuering af bønnen.

Det at faste er imidlertid ikke altid blevet opfattet som noget positivt. Det kan nemlig få karakter af hykleri. Det er tilfældet i de situationer, hvor den fastende lægger vægt på, at andre kan se det. Det har Jesus påpeget i Matthæusevangeliet kapitel 6 vers16-18. Den fastende skal kun ses af Gud, kunne man sige. En anden fare ved at faste er, at den kan blive så selvcentreret, at man glemmer sit medmenneske. Det er ikke en sådan faste, Gud ønsker. Hvordan den er, udfoldes hos profeten Esajas (Esajas' Bog kapitel 58 vers 5-7).

Faste kan som nævnt praktiseres på flere måder, men det er afgørende, at den tjener til at gøre plads til Gud, men altså også til medmennesket.

Med venlig hilsen

Helge Kjær Nielsen

Helge Kjær Nielsen er dr. theol. Han er forhenværende lektor i Det Nye Testamente ved Aarhus Universitet og har desuden undervist på kurset Teologi for Lægfolk. Se hans brevkassesvar.

Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.

Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk.