20.12.2017 Synne Garff, international chef i Bibelselskabet
Fredens ambassadør: Jeg tilgav drabsmanden
Pauline Ayyad var højgravid, da hendes mand blev dræbt af en islamisk terrorgruppe. De sidste ti år har været fulde af vrede og sorg. Men livet har taget en afgørende drejning
Enken Pauline Ayyad ligner sig selv på en prik. Det vil sige, hun svarer præcis til de fotos, jeg har studeret igennem årene i avisartikler. Vi mødes på en lille café i Betlehem, hvortil hun som højgravid måtte flygte sammen med sine to små drenge. Emnet er tilgivelse. For det ligger Pauline på sinde. Hun er blevet en agent i tilgivelse. ”Det var en beslutning, jeg tog. Men der var et langt tilløb,” forklarer hun. Hun har efterhånden talt om sin afdøde mand, Rami, ved flere lejligheder. Men det er ikke nemt, selv om Pauline har et levende ansigt og sjældent går i stå. ”Hver gang får jeg hovedpine bagefter. Selv om det er blevet bedre.”
Hun er blevet en agent i tilgivelse. ”Det var en beslutning, jeg tog. Men der var et langt tilløb,” forklarer hun
Tiden op til drabet var anspændt og fuld af trusler. De ansatte i Gazas eneste bibelbutik arbejdede under stort pres. I årene op til 2007 var der kommet Al-Qaeda affilierede grupper til området, som var aggressive over for de kristne og fik muslimer til at arbejde for sig. Butikken blev udsat for et brandattentat, og en dag stillede en ung mand sig op uden for butikken og svingede med en kniv, mens han betragtede medarbejderne.
Butikken blev drevet af Det Palæstinensiske Bibelselskab og medarbejderne drøftede seriøst, om de skulle lukke butikken. De blev enige om ikke at lade sig kyse af truslerne. Kort efter blev den 31-årige Rami kidnappet, da han forlod butikken en lørdag aften. Dagen efter blev han fundet dræbt med knivstik og skud. Gruppen the Righteous Swords of Islam tog ansvaret for drabet. Efter drabet på Rami blev alle Bibelselskabets medarbejdere og deres familie evakueret til Betlehem. Butikken blev lukket. Og mange hårde år med en næsten ubærlig sorg fulgte for Pauline.
Savnet
Det er selvsagt hårdt at være enlig mor. Pauline bliver næsten dagligt mindet om, at han er væk. ”Når vi sidder på en cafe som her, kan børnene pludselig finde på at pege på en stol og sige, at der kunne far have siddet. Tidligere blev jeg straks opfyldt af vrede og dystre tanker i forhold til Ramis drabsmand. Det gør jeg ikke mere.”
Tilgivelsen kom ikke med et trylleslag. I månederne efter drabet græd hun meget og kunne ikke finde hvile. Når kristne fortalte hende, at man skal tilgive, blev hun rasende og bad dem forsvinde. Som tiden gik, blev vrede afløst af håbløshed, og hun begyndte at henvende sig til Gud. ”Jeg var uendeligt træt og fattede ikke, hvorfor han ikke havde passet på Rami. Jeg følte mig også ret provokeret af Romerbrevet, hvor der står: ”Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet. Rami var kærlig, elskede Gud, men det gik ham ikke ligefrem godt. Det måtte Gud forklare mig.”
Luk øjnene
Under ramadanen i 2012 deltog Pauline i en konference. Her var hun ved at gå til af bitterhed og vrede og kunne ikke udholde synet af muslimer generelt.
Jeg ville så gerne tilgive, men jeg kunne ikke. På et tidspunkt bad præsten os om at lukke øjnene og tænke på dem, som vi havde brug for at tilgive. Her så jeg drabsmanden for mig. Det var meget voldsomt.
”Jeg ville så gerne tilgive, men jeg kunne ikke. På et tidspunkt bad præsten os om at lukke øjnene og tænke på dem, som vi havde brug for at tilgive. Her så jeg drabsmanden for mig. Det var meget voldsomt.” Om aftenen bad præsten folk om at komme frem og fortælle, hvad de havde oplevet. En af deltagerne overtalte Pauline til at træde frem. Hvilket hun endte med at gøre. I den seance der fulgte med præsten, skete der en forandring, og hun endte med at bede for Ramis drabsmænd. ”Jeg bad også om, at de ikke mere måtte tynge mit hjerte. I ugerne efter følte jeg en uforklarlig lettelse. Men så, en måned efter, fik jeg pludselig øje på et foto af drabsmanden på Facebook, hvor han var omtalt. Mit hjerte slog dobbelt slag. Jeg blev oprørt og vred. Det var som om, jeg skulle testes. Jeg bad til Gud, for jeg ville holde mit løfte."
Det viste sig, at drabsmanden havde over ti drab på samvittigheden. Han var netop blevet anholdt, fordi han havde slået et Hamas-medlem ihjel. Drabsmanden ventede nu på at få eksekveret sin dødsdom. ”Mens jeg ventede, havde jeg mange dystre tanker. Det var den mand, som havde taget min livsledsager og bedste ven fra mig. Det var ham, der havde taget mine børns far og været skyld i, at vi måtte forlade Gaza.” Pauline trodsede de dystre tanker og begyndte at bede for drabsmanden. Hun bad til, at han måtte blive frelst af Gud, den øverste dommer, og det på den måde måtte ende godt for manden, som havde gjort livet så håbløst for hende. ”Jeg endte med at skrive på Facebook, at jeg tilgiver drabsmanden. Og det gør jeg. Det betyder, at når børnene taler om deres far, tænker jeg ikke mere på drabsmændene. Jeg bliver ikke overvældet af mørke tanker.”
Denne udmelding om tilgivelse faldt dog ikke i god jord hos alle. Nogle syntes, det var et udtryk for svaghed, andre mente, hun skulle have holdt det for sig selv. Svigerforældrene var heller ikke begejstrede. Men det var der til gengæld mange andre, som var. ”Jeg fik en del positive tilkendegivelser. Vigtigst af alt, så følte jeg mig som født på ny. Folk kunne se, at min udstråling ændrede sig. Når det er sagt, så må du ikke misforstå mig: Jeg savner stadig Rami, og på vores bryllupsdag bliver jeg frygteligt trist. Men mit liv er i dag fyldt med langt større glæde.”
Ny bestemmelse
Midt i den svære tilgivelsesproces begyndte Pauline at hjælpe andre enker. Et par stykker blev snart til en hel gruppe, der nu mødes en gang om ugen i Bibelselskabets lokaler. De tager også på udflugter med støtte fra Bibelselskabet. De læser bibelhistorier, der spejler deres liv. Det Gamle Testamente har store fortællinger om enker, fx Ruth. ”Min erfaring er, at kvinderne først er klar til at deltage i gruppen et års tid efter dødsfaldet. Men så giver det til gengæld også rigtig god mening, hvis de vel at mærke kan inddrage troen i deres liv. Det er ikke alle, der kan. Vi synger, læser historier fra Bibelen, beder sammen og betror os til hinanden. Vi har tunge byrder, men det er lidt lettere, fordi vi bærer dem sammen.”
