Familieferie til Kana’an

”Herren sagde til Abram: »Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig.  Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse.”

Med de ord, der er hentet fra Første Mosebog, kapitel 12, vers 1-2, udpeger Jahve Kana’an som rejsemål, og dertil rejser Abraham med hele familien udstyret med et all access vandrepas til landskaberne. Han rejser fra sted til sted, som om han ikke kan finde ro og hvile nok i landet til at skabe et hjem. Indimellem gør han dog holdt tilpas længe til at bygge et alter og dyrke Jahve. Da han kommer til Mamre Ege ved Hebron, slår familien sig omsider ned for en tid, før han af ukendte årsager atter rejser mod syd og lever som fremmed i Gerar. Siden vandrer Abraham og familien videre mod Be’ersheba nær Hebron, hvor han begraver sin kone Sara og siden selv begraves. Dét kan man kalde en livslang vandring!

Et ufrivilligt nødstop på rejsen

Apostlen Paulus var også rejsegal. Han skal jo grundlægge alle de menigheder, han siden skriver (til tider bidende) penneven-breve med, og derfor rejser han land og rige, og især havet, rundt. Rejserne, som vi kan læse om i Apostlenes Gerninger kapitel 13-28, går ikke altid som planlagt. I kapitel 27 hører vi om en af Paulus’ rejser, hvor rejsefølget må gøre stop undervejs til Italien. Paulus advarer om at sejle videre, men forgæves:

»Folk, jeg kan se, at denne sejlads vil medføre ulykke og stort tab, ikke blot af ladning og skib, men også af menneskeliv.« Men officeren lyttede mere til styrmanden og kaptajnen end til det, Paulus sagde. De sejler videre og kommer i overordentlig store problemer, og Paulus kan ikke dy sig for at træde i det:

»I burde have lyttet til mig, folk, og ikke være sejlet fra Kreta, så havde I været sparet for denne ulykke og det tab.«

De redder sig dog i land på Malta, med Guds hjælp, og efter et længere ophold hos den gæstfrie lokalbefolkning, kan rejsen fortsætte.

40 års vandretur med forhindringer

I Anden Mosebog, kapitel 3 begynder fortællingen om det israelitiske folks udfrielse fra slaveriet i Egypten, efter at Moses har fået befalingen af Gud om at føre israelitterne ud af Egypten. Kapitel 13, vers 21-22 fortæller om, hvordan israelitterne finder vej med deres helt egen GPS:

”Herren gik foran dem, om dagen i en skysøjle for at føre dem på vejen og om natten i en ildsøjle for at lyse for dem, så de kunne gå både dag og nat. Skysøjlen fjernede sig ikke fra folket om dagen og ildsøjlen ikke om natten.”

Moses fører langsomt sit rejsefølge gennem ørkenen, ja, hele 40 år tager det, før de står foran rejsemålet, der flyder med mælk og honning – og Moses dør. Før de når så vidt, har israelitterne dog jamret og klaget en hel del til deres rejseleder. De besynger slaveriet i Egypten, sukker efter alt det kød, de fik der, frem for at skulle leve af det manna, de får i ørkenen. Ak, hverken dengang eller i dag er det nemt at gøre alle i et rejsefølge tilfredse.

Hvor er barnet?

Da Jesus er 12 år gammel, tager Josef og Maria ham med på en rejse til Jerusalem for at deltage i påskefesten. På hjemrejsen opdager de, efter en dags tid, at Jesus ikke er i rejsefølget retur til Nazaret. Som en ”omvendt” Alene hjemme-film har de simpelthen glemt ham i Jerusalem. Eller: Jesus er blevet i Jerusalem, uden hans forældre vidste det, som det hedder i teksten. Josef og Maria skynder sig tilbage, og efter tre dages leden finder de Jesus i templet, hvor han sidder og spørger lærerne ud og selv giver svar. Maria bebrejder ham, at han havde gjort dem så urolige, og Jesus svarer:

»Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?«

Lukasevangeliet, kapitel 2, vers 41-50

… hjemme bedst

I Anden Kongebog kapitel 25 læser vi om, hvordan Jerusalems befolkning bliver sendt i eksil til Babylon efter babylonerkongen Nebukadnesars belejring og besejring af Jerusalem. Det jødiske eksil varer fra år ca. år 598/587 til 539 f.Kr., og i Ezras Bog kapitel 1-3 læser vi om tiden, hvor israelitterne får lov til at vende tilbage og genopbygge byen og templet. I Salmernes Bog kan vi i kapitel 137 læse en klage, der handler om at være tvunget til at opholde sig i det fremmede land:

Hvordan skulle vi kunne synge

Herrens sange

på fremmed jord?

Hvis jeg glemmer dig, Jerusalem,

så gid min højre hånd må lammes;

gid min tunge må klæbe til ganen,

hvis ikke jeg husker på dig,

hvis ikke jeg sætter Jerusalem

over min højeste glæde.