Hvordan fortæller du konfirmander om bøn?

At vi alle kan bede – og at det ikke kræver noget bestemt. At det er en måde at snakke med Gud på. Og at vi kan bede Gud om alt i bønnen. Det kan være noget, vi ønsker, skal forandre sig, men det kan også bare være en tak for noget i ens liv, man er glad for. Og så beder jeg altid sammen med konfirmanderne. Det er også en måde at lære at bede på, at vi gør det sammen. Jeg taler også med dem om, at ligesom de kan bede deres forældre om den nyeste iPhone eller pizza til aftensmad, men måske ikke får det, så er det heller ikke altid, vi får det, vi beder Gud om. Eller måske får vi det, vi i virkeligheden har brug for – men ikke vidste, vi havde brug for.

Er der ikke forskel på at bede sine forældre om en ny telefon og så at bede til Gud?

Jo! Når vi beder til Gud, beder vi til det højeste. Men netop forældrerelationen er de unges naturlige indgang til at tale om forholdet til Gud. Jeg spurgte for nylig et af mine konfirmandhold, hvad det hellige er. Det var svært for dem at svare på. Og så alligevel. Jeg spurgte dem da, om der er nogen eller noget i deres liv, ingen må tale dårligt om. Ja, svarede de næsten samstemmende: Deres mor! Og så blev det alligevel muligt for os at tale om Gud og om at have en relation til det allerhøjeste.

Så skal man tale om Gud og bøn, tager man udgangspunkt i forældrerelationen?

Ja – og nej. Jeg har både som lærer, forstander og præst oplevet børn, der har vanskelige forældreforhold, også langt ud over, hvad man normalt har som teenager. Dér kan det være rigtig svært at tage udgangspunkt i forældrerelationen, når vi skal tale om Gud. Man må gøre noget andet – og allerhelst være et godt eksempel som voksen.

Fortæller du konfirmanderne, hvordan de skal bede?

Nej – jeg har i hvert fald ikke travlt med at fortælle dem, at det skal være fint og fromt. Og spørger jeg dem, siger de næsten alle ja til, at de beder. Måske bare ikke lige fra kirkebænken søndag formiddag. Nogle af dem fortæller, at de synes, det er flovt at sidde med foldede hænder, så andre kan se, at de beder. Da fortæller jeg dem, at de kan gøre det lige, som de vil. Der er ingen, der behøver at kunne se, at du beder – bare gør det! Bøn kan også være en stille lytten. Da Moder Teresa modtog Nobels fredspris i 1979, blev hun spurgt, om hun bad. Hun svarede: ”Jeg lytter. Og han lytter også.” Bøn kan sagtens være en ordløs kommunikation.

Hvad skal de unge ”bruge” bønnen til?

Det er jo individuelt, ligesom det er for os andre. Men jeg tænker, at bønnen er en måde at ventilere sine ønsker på. Som vi har talt om, er det ikke altid, man får opfyldt sine ønsker. Men jeg plejer at sige til de unge: Bed om alt, og se, hvad I får! Bøn er pleje af en relation, nemlig relationen med Gud. Og når vi beder, plejer vi den relation, ligesom vi får mulighed for at lægge alt det, der er svært, i Guds hænder. Jeg oplever, at mange unge i dag har brug for at høre, at de ikke behøver at kunne klare alting selv – at det faktisk er noget godt, at vi tillader os at være magtesløse i en verden, hvor vi hele tiden skal være i kontrol.

Jørgen Løvstad har arbejdet med unge i over 40 år. Han har været efterskolelærer og -forstander og har siden 2015 været sognepræst i Thorning-Grathe-Vium pastorat.