Det er menneskeligt at fejle i kirken

En af Smerup Kirkes kirkegængere har sat sig ned efter altergang. Men før velsignelsen rejser hun sig pludselig op. Som den eneste. Hendes ansigt blusser øjeblikkeligt op i en kobberrød farve, mens hun ser lidt febrilsk rundt. Og organisten bliver hylet ud af den, så han senere svarer præstens ”Herren være med jer”, med et Amen.

”Jeg tror sjældent, jeg har set nogen så skamfuld som den kirkegænger. Men jeg kan godt forstå, det er svært. Når jeg en sjælden gang forvilder mig ind til en fodboldkamp, kan jeg jo heller ikke finde ud af liturgien,” siger sognepræst i Smerup Kirke Torben Pedersen.

Han har for år tilbage arrangeret gudstjenester for begyndere, hvor de fremmødte fik udleveret et A4-ark med en beskrivelse af gudstjenestens forløb. Men i virkeligheden er det vigtigste at skabe tryghed for alle under gudstjenesten, mener han.

”Det gør ikke nødvendigvis noget, at alt ikke går som planlagt. Men gudstjenesten skal selvfølgelig stadig være genkendelig. Ellers bliver den faste kirkegænger utryg,” forklarer Torben Pedersen.

Ny i kirken

Ofte er det de mindre kirkevante dåbsfamilier, der har de største vanskeligheder, fortæller Ole Juul, der er sognepræst i Ødum-Hadbjerg Pastorat, som i medierne har argumenteret for, at ritualerne i kirken fastholder en stabilitet, der er nødvendig for gudstjenesten.

Ole Juul har set mange dåbsfamilier sidde forrest i kirken, hvor de er tættest på begivenhederne, og skelet nervøst bagud til de mere vante kirkegængere. Og når de faste kirkegængere går til nadver, bliver dåbsfamilierne ofte tilbage – stående vel at mærke.

”Man kan se, de føler sig udsat. Men man kan hjælpe dem med nogle små regibemærkninger om, hvornår de skal rejse sig. Det skal bare være en kollektiv besked, så man ikke hænger nogen ud. Og under nadveren plejer vores kirkesanger lige at gå forbi og viske til dem, at de gerne må sætte sig,” siger han.

Præster fejler også

Men Ole Juul, der ellers er en gammel traver i folkekirken, har da også selv oplevet at blive usikker på gudstjenestens gang. Så sent som i fredags i Holme Kirke i Aarhus, hvor dåbsliturgien var en smule anderledes end hjemme i Ødum.

”Det er lidt ubehageligt, når man, som jeg, sidder helt oppe foran. Men i en fremmed kirke kan der altså også pludselig være noget, som ikke er, som man er vant til,” siger han.

I Trinitatis Kirke i København, hvor der både afholdes musik-, nat- og børnegudstjenester, lægger mange mennesker vejen forbi. Mennesker med forskellige kulturelle skikke og med større eller mindre folkekirkelig erfaring.

Her er det også sket, at folk er blevet stående under nadveren, eller at moderen til et dåbsbarn er mødt op i brudekjole, som det var skik, hvor hun kom fra. Men sognepræst Kirsten Sandholt tager det afslappet. Hun synes, folk er blevet bedre til at gå til gudstjeneste, men kender selv til forvirringen, når hun er til gudstjeneste i en katolsk eller baptistisk kirke.

”Jeg rejser mig på de forkerte tidspunkter. Og forrige søndag var jeg til gudstjeneste i en kirke, hvor man går rundt om alteret, hvor jeg kom til at gå den forkerte vej rundt,” fortæller hun grinende.