Melo foran ruin i Syrien, Aleppo. Foto: UBS
Melo, en af de få tilbageblevne kristne i Syrien, står foran kirken i Aleppo, hvor hun er døbt. Kirkerne i Syrien er blevet drænet for kristne på grund af flygtningestrømmen til udlandet. Man gør, hvad man kan for at være der for de kristne.

06.12.2021 Tekst og foto: Kari Fure

Den vanskelige vej hjem

Som følge af de seneste 10 års krig og konflikter har halvdelen af alle kristne forladt Syrien. De, der er tilbage, udgør kun 5 procent af befolkningen. Og for flygtningene er det fortsat næsten umuligt at vende tilbage.

Syrien har været det land i Mellemøsten, hvor kristne oftest har søgt beskyttelse fra krig og forfølgelser i nabolandene. Alene fra Irak var der over en halv million kristne flygtninge, som havde søgt tilflugt, før krigen i Syrien startede i 2011.

Bibelselskabet holdt åbent

Men de seneste års krigsførelse har vendt op og ned på det meste. Halvdelen af de kristne har forladt Syrien. Alligevel har Det Syriske Bibelselskab formået at opretholde sin drift. Selv i Aleppo har kontoret og bibelbutikken kun været lukket få dage gennem hele krigen. Men det har været med stor fare for eget liv, at Bibelselskabets medarbejdere gik gennem gaderne med potentielle snigskytter på lur. Næsten lige så farligt har det været at være derhjemme, hvor bomber kunne falde når som helst.

Selv om forholdene stadig er vanskelige, ser Det Syriske Bibelselskab frem mod et nyt Syrien og en ny fremtid. Men det kommer til at gå langsomt, siger de.

Hele den vestlige verden boykotter regimet i Syrien, og derfor tør flygtningene ikke vende hjem. De, der har forladt landet, bliver, hvor de er.

Ikke mulighed for at vende hjem

Hele den vestlige verden boykotter regimet i Syrien, og derfor tør flygtningene ikke vende hjem. De, der har forladt landet, bliver, hvor de er. De mange, der er internt fordrevne, har ofte ikke noget hus at vende tilbage til. Nu bor de i huse, der har tilhørt dem, der har forladt landet. Der er simpelthen ikke plads til, at flygtninge kan vende tilbage, selv om de gerne vil.

For godt et år siden rejste jeg fra Beirut i Libanon til Aleppo i Syrien via byerne Damaskus og Homs. Vi blev mindet om krigen overalt. De endeløse militære kontroller, udbrændte køretøjer og ikke mindst uendelige rækker ødelagte huse. En ting er at se det på film. At se det med egne øjne er noget andet.

Boghandlen i Aleppo

Endelig at ankomme til boghandlen i Aleppo for første gang i otte år, hvor krigen har raset, var følelsesmæssigt meget stærkt. Her blev jeg mindet om, hvordan kristne er kommet ind ad dørene gennem hele krigen for at få den bog, der giver dem styrke til at udholde prøvelserne. Jeg så, hvordan de i samarbejde med kirkerne fik grupper af unge ind i boghandlen, så de kunne få Det Nye Testamente. Og jeg hørte vidnesbyrd fra alle dem, der ikke har en kristen baggrund, som også gerne vil have Bibelen.

Ad denne vej er Syriens kristne med til at sikre, at troen videreføres fra den ene generation til den næste.

Bibelselskabet sikrer en kristen fremtid

Jeg besøgte også et kloster, hvor flere hundrede børn og unge ventede på at blive optaget. Det var et af rejsens højdepunkter. Ad denne vej er Syriens kristne med til at sikre, at troen videreføres fra den ene generation til den næste. Også i den sammenhæng er bidrag fra bibelselskaber i Norden vigtige. Vi leverer materialer til oplæring af de unge, og vi uddanner nye søndagsskolelærere til at undervise i de lokale kirker – ikke kun børn, men også voksne.

Der er så mange, der er rejst, så der skal nye til.

Bibelbutik i Syrien. Foto: UBS

EN ÅBNING FOR EVANGELIET

Tidligere boede kristne i Syrien i deres egne kvarterer og landsbyer, og muslimer gjorde det samme. Men krigen fik folk til at bryde op, og det har betydet, at de kommer i kontakt med hinanden på tværs af de religiøse grupper. Det har også betydet en ny åbning for, at evangeliet kan deles med nye mennesker, også gennem praktisk omsorg og hjælp, hvor flere oplever kristendommen i praksis.