05.05.2021 Af Synne Garff, international chef
De Forenede Bibelselskaber fylder 75 år
I kølvandet på 2. verdenskrig blev De Forenede Bibelselskaber stiftet i 1946. På 75 år er 13 bibelselskaber vokset til 150, der arbejder tæt sammen om bibelsagen
I maj 1946, mindre end et år efter den mest destruktive globale konflikt i menneskets historie, samledes repræsentanter fra bibelselskaber i 13 lande – heriblandt Det Danske Bibelselskab – på Elfinsward Conference Centre i Haywards Heath, England. Deltagerne – hver med sit traume fra krigen – var fast besluttede på at arbejde sammen. De var overbeviste om, at verden havde behov for Bibelen, og satte gang i dannelsen af et globalt bibelsk fællesskab: De Forenede Bibelselskaber.
Det Danske Bibelselskab blev etableret i 1814, og ligesom mange andre enkeltstående bibelselskaber blev meget arbejde i begyndelsen udført individuelt. I 1930’erne blev det første skridt mod samarbejde taget. Det nederlandske bibelselskab inviterede, i anledning af dets 125-års jubilæum, adskillige bibelselskaber til at drøfte globalt samarbejde på en konference i juli 1939.
Men fem dage efter konferencen marcherede 1,5 millioner tyske tropper ind i Polen, og 2. verdenskrig buldrede løs. Igennem krigen stødte bibelselskaber på enorme udfordringer, da konflikterne påvirkede trykning og distribution samt finansieringen, men nogle bibelselskaber var i stand til at levere bibler og skriftdele, selv midt i krigens kaos. Akkurat som det sker i dag.
Der er ikke meget håb i verden, men der er meget håb i Bibelen.
Bibelselskabernes krigserfaringer havde kun styrket beslutningen om at arbejde sammen. Efter krigen, på mødet i Elfinsward, var man overbevist om samarbejdets styrke i en udfordrende tid.
”Der er ikke meget håb i verden,” bemærkede biskop Eivind Berggrav fra Norge, der havde tilbragt en stor del af krigen i isolation – ”men der er meget håb i Bibelen.”
75 år senere bliver mennesker over hele verden stadig indgydt håb igennem Bibelen, der findes i alverdens papirudgaver og digitale former. I dag arbejder omkring 150 bibelselskaber sammen i mere end 240 lande og områder for at gøre Bibelens livgivende ord tilgængelige for alle. Bibelselskaberne har udblik og åbner døren til verden og menneskesind. Det er den globale åbne dør, der har styret missionen og visionen for bibelselskaber, der arbejder sammen som ét forenet bibelselskab og netop i det forgangne år, præget af covid-19, har bevist, at bibelidéen er mere levende end nogensinde.