Brevkassen: Hvorfor plantede Gud Kundskabens Træ?

Til Bibelselskabet

Jeg har et spørgsmål, som jeg håber, I kan hjælpe med eller måske bare belyse, da jeg ikke har kunnet finde noget information om det.

I skabelsesberetningen står der følgende: Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det, skal du dø!

Men ligesom mange andre har det altid undret mig, hvad formålet var med dette træ? For da mennesket jo er skabt i Guds billede, altså med fri vilje, hvorfor skulle Gud så plante dette træ?

Det har jo ikke noget med fri vilje at gøre, for var det der ikke, ville de ikke kende til det, og de ville stadig have fri vilje, men da det plantes, giver Gud jo muligheden for, at Adam og Eva kan synde.

Jeg mener, at der står i biblen, at Gud kender alt, der er sket og vil ske. Selv om han muligvis ikke kender vores skæbne, må han jo trods alt stadig have vidst, at noget ville gå galt her i starten, eller at han i hvert fald selv var skyld i, at tingene gik galt, da han jo trods alt plantede det eneste træ, som kunne få mennesket til at synde til evig tid.

Der står ikke i biblen, hvorfor det er specielt relevant for Gud, at dette træ skal være der, hvis Adam og Eva alligevel ikke må spise af det. Kunne det tænkes, at det er Gud selv, der nyder et stykke frugt i ny og næ, eller plantede han det bevidst, for at mennesket skulle synde?

Mvh

Kristian

*********************************************************

Anne Katrine Gudme er professor MSO i Det Gamle Testamente, svarer:

Kære Kristian

Mange tak for dit gode spørgsmål, som jo i virkeligheden rummer tre spørgsmål:

1. Hvad vil det sige at være skabt i Guds billede, er det lig med at have fri vilje?
2. Er Gud alvidende i Bibelen?
3. Plantede Gud træet til kundskab om godt og ondt ’med vilje’ for at friste Adam og Eva?

Lad os starte med gudbilledligheden. Gud, eller Jahve som han jo hedder i Det Gamle Testamente, skabte ganske rigtigt mennesket i sit billede. Det kan man læse i Første Mosebog kapitel 1, vers 26, men vi får ikke at vide, hvad det vil sige.

Ideen om, at det skulle betyde, at mennesket er skabt med fri vilje, er ikke bibelsk. Den er noget som senere fortolkere har foreslået, heriblandt prominente navne som Thomas Aquinas og Martin Luther.

Hvis vi holder os til, hvad der står i Det Gamle Testamente, så kan fortsættelsen på vers 26 hjælpe:

De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden.

Det lader til, at mennesket, der er skabt i Jahves billede, skal herske over dyrene, ligesom Jahve hersker over hele verden. Denne fortolkning finder vi også i Salmernes Bog kapitel 8, vers 7-9, hvor der står, at Jahve har gjort mennesket til hersker over sine hænders værk, og har lagt alt, får og okser og vilde dyr, havets fisk og himlens fugle, under dets fødder.

Jahve omtales af og til som alvidende i Det Gamle Testamente (se Salmernes Bog kapitel 139), men der er også fortællinger, der peger i retning af, at han ikke altid er det. Jahve kan for eksempel fortryde, at han var lige ved at udrydde alt liv på jorden i forbindelse med Syndfloden (Første Mosebog kapitel 8, vers20-22), ligesom han også fortryder, at han har gjort Saul til konge (Første Samuelsbog kapitel 15, vers11.)

Det lader til, at forfatterne til Det Gamle Testamente ikke har haft en konsekvent forventning til, endsige haft behov for, at deres Gud skulle være alvidende hele tiden. Det er fortællingen om Edens Have i Første Mosebog kapitel 2-3 netop et godt eksempel på.

Jahve planter træet i haven og forbyder mennesket at spise af det. Hvis mennesket spiser af træet, vil det dø Så går det jo hverken værre eller bedre, end at Adam og Eva på Slangens opfordring spiser af træet, og ganske som Slangen har forsikret dem om, ”Vist skal I ikke dø!” dør de ikke, men deres øjne åbnes, og i første omgang har det ikke mere dramatiske konsekvenser, end at de opdager, at de ikke har noget tøj på.

Jahves reaktion er interessant. Han siger til sig selv: ”Nu er mennesket blevet som en af os og kan kende godt og ondt. Bare det nu ikke rækker hånden ud og også tager af livets træ og spiser og lever evigt!” (Første Mosebog kapitel 3, vers 22.)

Godt nok er mennesket skabt, så det ligner Gud, men det har aldrig været meningen, at mennesket skulle være Gud. Det prototypiske menneske var hverken udstyret med kundskab om godt og ondt eller med evigt liv. Ifølge Første Mosebog kapitel 2-3 fik mennesket det første ved en fejl, men takket være Jahves indblanding fik det ikke det sidste.

Og kunne Jahve så ikke bare have ladet være med at plante det træ? Jo, det kunne han sikkert godt, men så var Det Gamle Testamente nok blevet en meget kort (og temmelig kedelig) historie.

Fortællingen i Første Mosebog beretter, hvordan verden blev skabt, og så giver den en forklaring på, hvorfor menneskelivet er, som det er med børnefødsler og hårdt arbejde osv., og hvorfor døden i det hele taget findes (Første Mosebog kapitel 3, vers 14-19).

Fortællingens eget perspektiv og dens virkelighed er udenfor Edens Have. Derfor kan man sige, at fortællingens logik nødvendiggør, at Adam og Eva blev smidt ud. Det var nødvendigt, at Jahve plantede træet og kom med sit yderst fristende forbud: træet står her, men I må ikke spise det.

Og det var nødvendigt, at Adam og Eva faldt i med begge ben. Hvis de ikke havde handlet, som de gjorde hver især, var fortællingen om mennesket i verden aldrig kommet i gang.

Med de bedste hilsener,

Anne Katrine Gudme

Læs mere om Anne Katrine Gudme, og se hendes brevkassesvar her

********************************************************

Carsten Vang, teolog og lektor i Det Gamle Testamente ved Menighedsfakultetet, svarer:

Kære Kristian

Det er et rigtig godt spørgsmål, som mange bibellæsere har undret sig over. Teksten i Første Mosebog kapitel 2-3 giver ikke nogen antydning af, hvorfor i alverden Gud lod et træ plante i Edens Have, som kunne friste de første mennesker til ulydighed. Resten af Bibelen kaster heller ikke lys ind over denne gåde.

Der er dog nogle antydninger i teksten, som kan være med til at lede os frem mod et muligt svar.

Jeg forstår det således, at Gud med dette forbud ønskede at give Adam mulighed for at vokse i kærlighed og lydighed mod Gud.

For det første: Det afgørende var ikke træet og dets kvaliteter, men selve buddet: Du må ikke spise af det ene træ. Adam blev ikke advaret mod at spise af træet til kundskab om godt og ondt, fordi træet i sig selv rummede noget ondt, eller fordi Gud ønskede at begrænse menneskets adgang til visdom, eller fordi han ville forholde dem evnen til etisk dømmekraft. Det afgørende i beretningen er, at Gud giver det menneske, som han lige havde skabt af støv og ånd, et forbud. Derfor bliver træet, som Adam og Eva har spist af, netop karakteriseret som "det træ, som jeg forbød dig at spise af" i kapitel 3, vers 17. Det afgørende ved dette træ er Guds bud, ikke dets egenskaber.

Buddet, som Adam hørte, var enkelt og klart. Adam fik først alle slags smukke og gode træer i haven stillet til sin fulde rådighed uden nogen form for begrænsning (Første Mosebog kapitel 2, vers 16). Blot var der ét træ, som han ikke måtte spise af (kapitel 2, vers 17). Buddet indebar ikke nogen indskrænkning i Adams muligheder for at erfare skønhed og mangfoldighed i livet og for at opnå naturlig tilfredsstillelse. Konsekvensen af ulydighed mod buddet stod også helt klart.

For det andet: Guds grundholdning over for det menneske, som han havde skabt, er godhed: Han ville give mennesket en hjælper, som matchede ham (kapitel 2, vers 18). Og efter faldet sørgede han for de to og lavede tøj af skind til dem, inden de blev udelukket fra haven (kapitel 3, vers 21).

For det tredje: Gud gav ikke med det samme den hjælper, som kunne matche Adam. Han skabte ikke Eva samtidig med Adam, så at Adam straks kunne opleve tosomhedens glæde og undgik oplevelsen af ensomhed. Han lod Adam gennemleve en erfaring af at være alene trods fællesskabet med Gud i haven og trods opgaven med at få styr på de mange dyr og fugle (kapitel 2, vers 18). Gennem denne erfaring af alenehed skulle Adam lære noget vigtigt, som gjorde, at han des mere kunne værdsætte og anerkende hende.

Ville Gud tilsvarende lære Adam noget gennem buddet om, at han ikke måtte spise af træet til kundskab om godt og ondt? Jeg tror det. Adam skulle lære noget afgørende gennem at respektere dette bud fra Guds side. Adam skulle vokse i modenhed og i kærlighed til Gud gennem at lyde buddet.

Adam blev skabt som et voksent menneske i fysisk forstand. Men i sit forhold til Gud var han som et barn. Gud havde skabt ham i sit billede (kapitel 1, vers 26-27 og kapitel 5, vers 1), og derfor skulle Adam udvikle sine åndelige evner, sin erkendelse af Gud og sin tillid til ham gennem sit valg. Gud havde ikke skabt mennesket med en forudprogrammeret evne til respons og med en særlig kærlighedsdrift, men han skabte det i sit eget billede, som en personlighed, der kunne sige ja eller sige nej. Ved at lyde buddet skulle Adam vokse fra den infantile, ubevidste kærlighed til den modne, bevidste kærlighed, der ved at sige nej til ulydighedens mulighed skulle vokse mentalt og åndeligt i fællesskabet med ham.

Jeg ser altså en sammenhæng her mellem Guds bud til Adam og det, at Gud skabte mennesket i sit billede. Gud løb en stor risiko ved at stille mennesket over for den mulighed at kunne vælge ulydighedens respons.

Denne risiko er måske grunden til, at Ny Testamente flere gange siger, at Gud udtænkte en frelsesplan for os mennesker allerede, før han skabte himlen og jorden (f.eks. Efeserbrevet kapite 1, vers 4).

Venlig hilsen

Carsten Vang

Læs mere om Carsten Vang, og se hans brevkassesvar her.

Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.

Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk.