Kære Brevkasse

Jeg har altid undret mig over, at soldater i krig på hver sin side beder Gud om hjælp til at bekæmpe fjenden. Det må ikke være nemt for Gud at vælge side.

Jeg har i over 25 år haft kroniske smerter i ryggen, og nu er de meget slemme 24/7. Jeg er både døbt og konfirmeret, så jeg er Guds barn, så hvorfor hjælper han mig ikke. Lægerne siger, at jeg må leve med det, for der er intet, de kan gøre. Hvorfor får jeg så ikke hjælp fra Gud?

Venlig hilsen

Ole

----------------------------------------------------------

Første svar

Kære Ole.

Tak for dine spørgsmål til Bibelselskabets Brevkasse.

Lad mig først og fremmest udtrykke min dybeste medfølelse og de kærligste tanker til den hverdag, du beskriver, med smerter nat og dag, som tilmed er taget til i styrke. Jeg kan kun bruge min forestillingsevne til at sætte mig ind i det, du lever med.

Lad mig begynde, hvor du begynder: med krigen. Tilfældigvis sidder jeg lige nu på et dansk krigsskib, som i hast har måttet forlade piratjagten i Guineabugten for at slutte sig til NATO-styrkerne i Østersøen. Jeg er præst om bord og står til rådighed for soldaterne, hvis de trænger til en at snakke med. Jeg holder også gudstjeneste om bord, hvor jeg beder til Gud om fred.

Den nuværende krig i Ukraine er som så ofte før mellem to kristne lande. Og ganske rigtigt bliver der på begge sider bedt til Gud, som du skriver. På TV kunne man f.eks. se en ukrainsk præst velsigne nytilkomne soldater fra udlandet og bøn har også været en del af ritualet.

Jeg har selv været udsendt til ufredelige egne som præst for Forsvarets Udsendte, men jeg har aldrig bedt om sejr. Kun om fred.

Jeg ved, at de, der fører krigene og de der kæmper den, ofte mener at vide, hvad der er det bedste mål. Jeg ved, at der findes russere, for hvem Ruslands storhed er hellig og jeg ved, at der findes ukrainere for hvem Ukraines frihed ligeledes ses som Gud-villet.

Jeg lægger meget vægt på, at når vi lærer at bede, lærer vi det som “Fadervor” (Matthæusevangeliet kapitel 6, vers 9-13). Denne bøn tjener som model for, hvordan det er godt at bede.

“Fader” betyder “kærlig over for begge søskende”. De stridende skal altså blive gode venner igen, er bønnens mening. Ved fred og kærlighed bliver Guds navn helliget - ikke ved det, vi definerer som helligt (f.eks. et lands storhed eller herlighed).

“Ske din vilje” er en ydmyg tilgang til fremtiden og til sejr/nederlag.

“Som i himlen således også på jorden” betyder, at vi her nede på jorden ikke nødvendigvis kan gennemskue det gode. Det gode er faderkærligheden. Meget mere ved vi ikke.

“Brød” betyder at leve. Vi vil gerne leve.

“Forlad” betyder at tilgive. Vi beder om kraft til den svære tilgivelse. Det ligger mig meget på sinde, at militære ledere og soldater ikke må forfalde til at kæmpe for at smadre eller hævne, men altid kun for at bremse det, der forekommer ondt.

“Led os ikke i fristelse” er igen en ydmyg bøn, som minder om, at jeg ikke er Gud. Fristelsen kunne nemlig være, at man bilder sig ind at være lige så klog som Gud og at man har det helt store overblik. I en krigssituation ville en sådan fristelse være, at se “de andre” som idioter og kun idioter. Hvilket de ikke er. De er nemlig medmennesker og målet er altid freden sammen med disse mennesker i en fremtid, hvor vi bliver klogere sammen. Mange nationer har en gang været vores fjender, men er nu vores venner.

“Det onde” kunne her være at blive suget ind i ondskaben, som er krigens destruktive energi. 

“Fri os…” betyder, at det vil vi gerne blive fri for og samtidig få kræfter til at bremse det onde.

Den samme bøn kan du også bede i den dobbelte smerte, du beskriver. Jeg kalder den dobbelt, fordi der både er gigtsmerten og samtidig smerten ved det uforståelige: Hvorfor rammer det mig?

Jeg håber, at du i dit “Fadervor” vil kunne mærke, at du midt i smerten og det uforklarlige samtidig befinder dig midt i en kærlighed, som er mærkelig, stor og evig. 

Det er nærliggende både på slagmarken og når ulykken rammer at tænke: “Hvis jeg var Gud …”.

Men vi er ikke Gud. Gud er Gud. Og alligevel kan vi få lov at høre og mærke en kærlighed fra et rige, som vi næsten forstår midt i den verden, som hver dag skal hjælpe sig selv med fred. Fred inde i dig med det, du må bære og fred mellem mennesker i verden.

Tak for spørgsmålene.



Venlig hilsen

Andreas Christensen

Andreas Christensen er uddannet teolog. Han er sognepræst i Hellig Kors Kirke på Nørrebro. Desuden orlogspræst i Søværnet og stabspræst ved Forsvarsakademiet. Se hans andre brevkassesvar.

-------------------------------------------------------------

Andet svar

Kære Ole.

Når vi synes, det er vanskeligt at bede til Gud, er det sikkert, fordi vi har vanskeligt ved at bede hinanden om noget. Vi vil selv. Men når vi ikke beder hinanden om noget, er vi henvist til at gætte hinandens behov. For der er ingen, der kan alting selv. Det er imidlertid langt at foretrække at kende det andet menneskes ønske om hjælp, selvom han eller hun også måtte mødes med besked om, at det ikke står i vores magt at opfylde det.

Bønnen har allerede ved at blive formuleret opfyldt en vigtig del af sit formål, når den har udtrykt, hvordan vi er afhængige af hinanden.

Med en bøn henvender vi os nemlig til hinanden eller til Gud som et udtryk for, at vi ikke kan alting selv og derfor må have hjælp. Med vores bøn til det andet menneske eller til Gud viser vi således tillid til, at det andet menneske eller Gud forstår at fylde netop dér, hvor vi ikke føler, vi fylder tilstrækkeligt selv. På den måde tilskriver vi den anden og Gud afgørende betydning i vores liv.

Med bønnen viser vi ikke kun vores sårbarhed og behov for hjælp, vi styrker samtidig vores forhold til hinanden. Der er derfor heller ikke noget, vi ikke kan bede om.

Til gengæld er det bønnens væsen, at den lader det være op til den, vi beder til, at opfylde den. Ellers er der tale om en bestilling eller en befaling og ikke en bøn. Og netop i det forhold gemmer sig måske den mest foruroligende og hemmelighedsfulde viden om det menneskelige vilkår, at vi ikke altid selv ved, hvad der tjener os bedst.

Apostlen Paulus var ramt af sygdom og bad om at blive helbredt. Han fik afslag med den begrundelse, at de store åbenbaringer, han havde fået fra Gud, skulle formidles gennem hans magtesløshed. Paulus skriver, at han “for ikke at blive alt for indbildsk over mine syner, fik jeg en fysisk skavank. Det var Satans sendebud, der kom for at ramme mig, så jeg ikke følte mig højt hævet over andre. Tre gange har jeg bedt Gud om at slippe for skavanken, men han afviste mig og sagde: “Det, jeg giver dig, må være nok; jeg når mit mål gennem svaghed” (Paulus’ Andet Brev til Korintherne kapitel 12, vers 7-8)

Og tydeligere end noget andet sted i Bibelen siges det, at Guds vilje med os forbliver gådefuld, når Jesus kort inden sin død beder sin himmelske Fader: "Hvis du vil, så lad mig slippe for det, der skal ske.” Men tilføjede: “det er dig, der bestemmer, ikke mig.” (Lukasevangeliet kapitel 22, vers 42).

Når det gælder vores sygdomme og de smerter, der følger med, beder vi lægerne om hjælp og Gud om lindring. Og den sygdom, som ikke i sig selv giver mening, giver det måske alligevel mening at slås med. Dét må vi bede om at få kræfter til.

Når det gælder krigen, findes der kun en bøn, der kan bedes i Jesu navn, og det er bønnen om fred. Mange krige er udkæmpet i troen på, at man havde Gud på sin side. Men krigen er aldrig vejen til fred, freden er vejen.

Venligst

Jesper Stange

Jesper Stange er uddannet teolog. Han er tidligere sognepræst ved Københavns Domkirke og ekstern lektor ved Pastoralseminariet. Se hans andre brevkassesvar

Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.

Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk.