Lys. Foto: Unsplash.

19.03.2025

Brevkassen: Hvad siger Bibelen om at være forberedt?

”Våg derfor, for I ved ikke, hvad dag jeres Herre kommer.” Hvad vil det sige i dag at være forberedt på Herrens komme? Ph.d. og tidligere biskop Steen Skovsgaard giver et svar

Kære Brevkasse

Jeg kan ikke huske, hvor der står i Bibelen, at vi skal være forberedt på endetiden, ja også være forberedt i denne tid? Hvad betyder disse ord i dag? Tak for hjælpen.

Venlig hilsen
Svend

-----------------------------------------------

Kære Svend

Der kan nævnes rigtig mange tekster – ikke mindst fra Det Nye Testamente – som opfordrer til at være forberedt på Herrens komme.

Våg

En sådan glad og uforfærdet forventning understreges i ordet: Våg! Det gælder om at være vågen og parat (f.eks. Matthæusevangeliet 24,42 og 25,13, Lukasevangeliet 21,36 og Johannes’ Åbenbaring 3,3). Denne vågen betegner den stille, glade, opmærksomme og længselsfulde lytten efter og venten på Herrens genkomst.

Glad, aktiv og håbefuld venteposition

Det Nye Testamente giver ikke svar på, hvornår det sker. I stedet bliver man som kristen sat i en glad, aktiv og håbefuld venteposition.

I Judasbrevet står: ”Bevar jer selv i Guds kærlighed, mens I venter på, at vor Herre Jesu Kristi barmhjertighed fører jer til evigt liv” (Judas’ Brev 21). 

Paulus taler også om, hvordan kristne venter på, ”at vor Herre Jesus Kristus skal åbenbares” (Første Korintherbrev 1,7) og om, ”fra himlene at vente hans søn” (Første Thessalonikerbrev 1,10). Der er et håb, der ”venter jer i himlene” (Kolossenserbrevet 1,5, se også 4,2).

En sådan ventetid er en salig tid. Det er ingen virkelighedsflugt, men den glædelige forventning kaster lys over dette liv. Hvor udsigten til verdens undergang kaster mørke skygger ind over dette liv, tænder håbet om Jesu komme lys over dette liv, hvorfor Johannes’ Åbenbaring slutter med denne længselsfulde bøn: ”Amen, kom, Herre Jesus!” (Johannes’ Åbenbaring 22,20).

I min bog Farvel til dommedag – med det kristne håb (Forlaget ProRex 2024) giver jeg et eksempel på denne årvågne, glade og positive ventetid, nemlig på den juletradition med at stå udenfor i mørket og vente på, at træet bliver tændt. For når man som barn (og voksen!) endelig når frem til det øjeblik ved juleaften, hvor man bliver gennet ud i gangen, så er man klar over, at nu er tiden inde. Nu skal træet tændes. Nu er far eller mor alene i stuen og tænder lysene på juletræet, mens resten af familien står ude i gangen og venter. Og herude er det mørkt. Alt lys er slukket, og man er stille. Der hviskes kun. Der kan høres en svag puslen eller knirken i gulvet inde fra stuen. Hvad sker der? Er træet mon snart tændt? Det er en helt særlig og frydefuld oplevelse at stå derude i mørket – måske med én i hånden – og bare vente, lytte og hviske. Man er ikke længere utålmodig, men helt rolig. For nu er vi midt i det. Nu er øjeblikket inde. Om lidt går døren til stuen op, øjnene stråler om kap med juletræet, og der lyder beundrende udbrud over træet, som er særligt smukt i år. Herude i mørket lærer man ganske rigtigt at vente.

Situationen er et smukt billede på, hvad det vil sige at være kristen. Det er ikke at få opfyldt alle sine ønsker og behov eller at bade sig i lys og fred og glæde. Det er heller ikke at gøre eller udrette en masse bestemte ting. Nej, en kristen er først og fremmest en, der våger og venter i mørket, og håber på og lever i en glædelig forventning til det, som skal komme. 

Venlig hilsen
Steen Skovsgaard

Steen Skovsgaard er teolog og ph.d. og tidligere biskop over Lolland-Falsters Stift. Se hans andre brevkassesvar

Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.

Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk

Bibelen i lærred – livets træ

Lille luksusbibel med lærredsomslag og guldpræg
Bibelen i lærred – livets træ
399,95

Sidetal: 1440 sider
Indbinding: lærredsbind
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7232-250-6
Mål: 14 x 18,50 cm.
Andet: Med 2 læsebånd