Kære Brevkasse

Jeg er stødt på en bogstaveligt læsende ateist, der siger, at Gud startede med en løgn, fordi Adam og Eva faktisk ikke døde *den dag*, de spiste af frugten til viden om godt og ondt.

»Du må spise af alle træerne i haven.  Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag, du spiser af det, skal du dø!«

Hvad kan man sige til det? For de døde jo faktisk ikke ifølge beretningen.

Venlig hilsen
Villy

----------------------------------------------------

Kære Villy

Det er fuldstændig rigtigt, at der i beretningen om Edens Have står, at menneskene vil dø “på din spisnings dag” (meget ordret oversat), og at de faktisk alligevel levede længe efter.

Både jødiske og kristne fortolkere har lagt stor fantasi for dagen med henblik på at forklare det. Er meningen blot, at de bliver dødelige fra den dag (jvf. kap. 3 vers 22)? Eller dør de “åndeligt” eller “indvendig”, idet de bliver adskilt fra Gud? Forslagene er mange, men de er næppe holdbare.

Hvis vi insisterer på, at alt i teksten skal gå op, må vi snarere sige, at ordet “dag” nok kan bruges med en lidt mere elastisk betydning end “fra solopgang til solnedgang inden for samme døgn”. Der er f.eks. en fast vending i Det Gamle Testamentes hebraiske tekst, som ordret lyder ca. “ved enden af dage”; den oversættes i den autoriserede danske bibeloversættelse både til “en gang i fremtiden” og “til sidst” og “når lang tid er gået” m.m. Tidsangivelser behøver ikke være matematisk præcise. På dansk kan vi også udmærket sige, “Det var en sorgens dag” om en ulykke, der varer mere end én dag. Så måske betyder “den dag, du spiser af det” bare “hvis/når du spiser af det”.

Personlig tror jeg dog, vi går forkert til værks, når vi, som din ven, læser teksten med en fundamentalistisk forventning om, at den skal være modsigelsesfri som en bageopskrift eller en politirapport. Bibelen er bl.a. stor litteratur, og i litteratur bruger man sproget på en anden måde end i en formelsamling. Litteratur er fuld af tankevækkende modsigelser og udeladelser. Kunne meningen med den åbenlyse modsætning, som din ven peger på, måske være, at læseren skal tænke over, hvordan Gud i Det Gamle Testamente igen og igen truer med bål og brand – og så alligevel lader sit gode hjerte løbe af med sig og finder en udvej?

Venlig hilsen
Søren Holst

Søren Holst er ph.d. i teologi, lektor på forskningsprojektet AMRAM, som beskæftiger sig med Dødehavsrullerne, samt kursusleder ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter. Desuden hjælpepræst ved Hellig Kors Kirke på Nørrebro og en flittig foredragsholder. Han har desuden oversat Første Mosebog til nudansk for Bibelselskabet. Læs hans andre brevkassesvar.

---------------------------------------------------

Kære Villy

Mit første svar til en sådan ateist ville være, at han ville dumpe i dansk, hvis han skulle til eksamen i teksten fra Første Mosebog kapitel 2.

Bibelteksterne er skrevet i en række forskellige genrer, og det første, man må gøre, når man vil forstå en tekst, er naturligvis at få en fornemmelse af genren. I Første Mosebog kapitel 2 turde det være indlysende - selv for en bogstaveligt læsende ateist - at ikke alt skal forstås bogstaveligt.

Der er få, der forestiller sig Gud som en pottemager, der former mennesket med sine hænder. Her forstår vi næsten umiddelbart, at der er tale om en såkaldt antropomorfisme, altså en beskrivelse af Gud, der tager udgangspunkt i noget menneskeligt, for at forklare det, som i grunden ikke kan forklares. For hvordan ser Gud egentlig ud?

Når det gælder udtrykket "den dag, du spiser af det, skal du dø," må vi altså være åbne for, at det måske ikke skal forstås i den umiddelbart bogstavelig betydning, nemlig at mennesket burde være død rent fysisk inden kapitel 4. Et andet litterært forhold, som den bogstaveligt læsende ateist heller ikke tager højde for, er, at fortællingen er indlejret i en større fortælling, som inviterer til at forstå, hvad der menes med "den dag, du spiser af det, skal du dø" i lyset af fortsættelsen.

Selvom teksterne rent genremæssigt kan virke fremmede, så er Første Mosebog kapitel 2-50 faktisk bygget op som en slægtshistorie, hvor kapitel 2-11 fortæller om menneskeslægtens første historie på det universelle plan, mens kapitel 12-50 beretter om den efterfølgende historie på det partikulære plan ved at følge Abraham og hans familie.

Ser vi udtrykket "den dag, du spiser af det, skal du dø" i lyset af den større fortælling, som kapitel 2 er begyndelsen på, så bliver det pludseligt klart, at overtrædelsen af spiseforbuddet i kapitel 2 får konsekvenser for mennesket ved at det både dør fysisk, men også i eksistentiel eller åndelig forstand ”dør”.

Teksten inviterer os altså til at forstå "den dag, du spiser af det, skal du dø" på den måde, at den dag mennesket spiste af kundskabens træ, mistede det muligheden for evigt liv – både i fysisk og eksistentiel forstand.

Bedste hilsner
Jens Bruun Kofoed

Jens Bruun Kofoed har en ph.d. i teologi. Han er professor i Det Gamle Testamente ved Dansk Bibel-Institut. Læs hans andre brevkassesvar.

Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.

Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk.