Evangeliet og evangelierne er en velskrevet formidlende publikation, der giver et indblik i, hvad den nytestamentlige forskning har ment om evangelierne igennem tiden: Hvem skrev dem? Hvorfor blev de skrevet? Hvilken betydning har de i forhold til hinanden? Og hvad kan vi lære om dem, hvis vi sammenholder dem? Det er Mogens Müller, mangeårig professor i Ny Testamente ved Københavns Universitet, der har skrevet bogen. Bogen er blevet til som en del af et forskningsprojekt finansieret af Velux Fonden (et projekt, som jeg for en god ordens skyld skal nævne, jeg selv har haft en aktie i). Sådanne eksternt finansieret forskningsprojekter er blevet mere og mere afgørende for universiteterne de senere år.
Det er ofte her, forskerne får den nødvendige arbejdsro og mulighed for at fordybe sig i deres forskning, og flere og flere forskeraspiranter får finansieret deres ph.d.- og post.doc.-ansættelser gennem sådanne projekter. Men netop fordi der er så meget fokus på forskning i disse projekter, kan man have en tendens til at glemme den brede formidling. Derfor må det hilses velkomment, at Müller med denne publikation har lagt sig netop dette på sinde.
2000 års evangelieforskning
Bogen består af fire kapitler. De to første kapitler giver et forskningshistorisk overblik over evangelieforskningen. Begge kapitler er inddelt i henholdsvis ”den førkritiske periode” og ”den kritiske periode”. Det første (og største) kapitel omhandler bevægelsen hen imod at forstå evangelierne som historie (den førkritiske periode) samt forsøget på at rekonstruere ”historien” bag evangelierne (den kritiske periode). Det andet kapitel går den modsatte vej og viser, hvordan man i begge perioder også (men mere sjældent) kan finde ansatser (i den førkritiske periode) og metoder (i den kritiske periode), der har haft blik for evangelieforfatternes selvstændige prægning af evangelierne. Der er selvsagt fart over feltet, og Müller lykkes i det store og hele med på ganske få sider at give en spændende indføring i 2000 års evangelieforskning. Müller har tilmed fundet plads til en længere omtale af Søren Kierkegaard (s. 33-38). Dette kan imidlertid undre, for Kierkegaards tænkning udgør på ingen måde et vigtigt bidrag til den akademiske udforskning af evangelierne. Det havde således været mere oplagt (hvis Kierkegaard altså partout skal med) at bringe ham ind i forbindelse med bogens brug af fænomenet ”Genskrevet Bibel”, som Kierkegaards polyfone måde at genskrive Bibelen på som et modtræk til det, han opfatter som sin samtids trivialisering af Bibelen, vel kan ses som et senere eksempel på.
Fænomenet ”Genskrevet Bibel”
Det tredje kapitel (kaldet ”mellemspil” – har Müller forlæst sig på Kierkegaard?) beskriver fremkomsten af begrebet ”Genskrevet Bibel” (Rewritten Bible). Et begreb, som bibelforskeren Geza Vermes lancerede tilbage i 1961, og som ifølge Müller fik ”katalysatorisk betydning” (s. 81). Begrebet blev lanceret i redaktionskritikkens heyday, men peger også frem mod 1970’ernes fremvoksende narrative kritik. Vermes’ begreb var i høj grad med til at flytte opmærksomheden fra spørgsmålet om, hvilke kilder der var historisk pålidelige, til en undersøgelse af værkernes (som altså ikke længere bare var ”kilder”) teologiske og ideologiske sigte i forhold til hinanden. I stedet for at anse alle de antikke jødiske tekster, der genskrev tidligere bibeltekster, for at være ”afvigere”, og dermed historisk uinteressante, begyndte Vermes nu at undersøge, hvad der motiverede de senere forfattere til at genskrive de tidligere værker. Mens Albert Schweitzer bare 50 år tidligere havde kunnet hævde, at evangelieforfatterne var ”litterært ubegavede Kristne” (s. 52), begyndte man nu ”at få sans for receptionens selvstændige værdi” (s. 80) og for forfatternes kreativitet.
Evangelierne som bibelske genskrivninger
I det fjerde og sidste kapitel fremsætter Müller så sin egen forståelse af evangelierne. Müller applicerer her Vermes’ begreb om Genskrevet Bibel eller ”bibelske genskrivninger”, som Müller foretrækker at kalde begrebet, på evangelierne (betegnelsen ”bibelske genskrivninger” blev i øvrigt præsenteret for første gang i BIBLIANAs temanummer fra 2009:1, der netop omhandlede dette fænomen). Ifølge Müller er evangelierne således tænkt som ”bibelske” bøger, ”om ikke på linje, så dog i fortsættelse af jødedommens hellige skrifter” (s. 96), og ligesom forfatterne til Det Gamle Testamentes bøger skriver fortællende og forkyndende bibelhistorie igennem brug af udstrakt fiktion, sådan omskriver, tilføjer, udelader og skaber evangelieforfatterne helt åbenlyst nye episoder og sammenhænge i deres evangelier. Som eksempel på hvordan evangelieforfatterne genskriver hinandens evangelier, undersøger Müller afslutningsvist, hvordan spørgsmålet om missionen blandt ikke-jøder og deres adgang til frelsen besvares i hvert evangelium (Markus, Matthæus, Johannes og Lukas).
Bogen indeholder ingen noter, men et afsnit kaldet ”dokumentation”, hvor der redegøres for, hvor bogens citater er taget fra, samt en oversigt over de anvendte antikke kilder og en oversigt over ”anden litteratur” – de ”moderne kilder”, som Müller bruger i sin forskningsgennemgang.
4 nye tekstrækker
At evangelierne har en ”bibelsk” karakter, bruger Müller også til at argumentere for, at evangelierne er blevet til med henblik på brug i den kristne gudstjeneste. I slutningen af bogen slår Müller ligefrem til lyd for ”at genindføre en fortløbende læsning af et evangelieskrift ad gangen” i Folkekirkens gudstjenesteordning (s. 134), i modsætning til de nuværende tekstrækker, hvor læsningerne er hentet fra alle fire evangelier i en uskøn blanding. Det er et spændende forslag, der for nylig har været forsøgt i Lindevang Kirke i Københavns Stift mht. Markusevangeliet (se hertil: http://lindevangkirke.dk/page/4892/fornyelse-af-h%C3%B8jmessen). Men spørgsmålet er, om de mange knapt så regelmæssige kirkegængere vil opleve nogen forskel?
Landsbytosser
I grunden er det en ganske oplagt pointe, som Müller fremsætter i bogen: at de kanoniske evangelier i deres udgangspunkt er fortolkende genfortællinger, der forsøger at give svar på de problemer, der var aktuelle i de menigheder, de blev skrevet til. Det er ikke svært som læser at gå ind på den tankegang. Ligesom man kan undre sig over, at man ikke tidligere har anvendt Vermes’ begreb på evangelierne, sådan som Müller gør det i bogen. I det hele taget slog det mig gang på gang, hvor fremmed flere af de tidligere tiders forskningspositioner forekommer i dag. Jeg havde derfor gerne set, at Müller havde gjort endnu mere ud af at forklare ikke bare, hvad man har ment til andre tider, men også hvorfor disse tanker og metoder opstod på netop de tidspunkter i historien, de gjorde. Müllers egen teori passer som fod i hose til internettets tidsalder, hvor alle skriver videre på hinandens tekster, og hvor det snarere er de personer, der ikke efterlader sig noget skriftligt, som eksempelvis Sokrates og Jesus, der fremstår som de ubegavede landsbytosser.
Mogens Müller, Evangeliet og evangelierne. Evangelierne som bibelske genskrivninger. København: Anis, 2015. 143 sider. 159,00 kr.
