Bibelsk traumehjælp i Jordan. Foto: Det Jordanske Bibelselskab.
En kvinde overvældes af stærke følelser, mens hun fortæller om situationen i sit hjemland. Foto: Det Jordanske Bibelselskab.

23.04.2025 Af Nanna Endahl Jørgensen

Flygtninge i Jordan finder støtte i Bibelens fortællinger

Jordan er hjem for mange mennesker, der er flygtet fra krige i blandt andet Syrien, Yemen og Sudan. I lyset af Bibelens fortællinger hjælper det lokale bibelselskab flygtningene til at håndtere deres traumer. Og metoden spreder sig til andre lande i regionen

I hjertet af Mellemøsten, hvor konflikter og fordrivelse har revet liv fra hinanden, tilbyder Bibelselskabet i Jordan en vej til heling. I spidsen for denne mission står 31-årige Haya Khoury, der i næsten et årti har viet sit liv til at hjælpe flygtninge med at bearbejde deres traumer. 

"Til at begynde med anede jeg ikke, hvad bibelsk traumehjælp var," fortæller Haya Khoury. "Men da jeg selv blev certificeret inden for metoden og begyndte at arbejde med traumatiserede flygtninge, indså jeg, hvor stærk sammenhængen mellem Bibelen og mental sundhed er. Gang på gang ser jeg mennesker hele, både kristne og ikke-kristne, og det overbeviste mig om, at dette var mit kald i livet," fortæller hun.

En livline for flygtninge 

Jordan er hjem for millioner af mennesker, der er flygtet fra krige i blandt andet Syrien, Irak, Yemen, Sudan og Somalia. Hvert år når bibelsk traumehjælp i Jordan ud til 500-600 personer, hvoraf de fleste er kvinder, der har gennemlevet ubeskrivelige lidelser. Mange har mistet deres hjem, deres kære og deres identitet. Bibelsk traumehjælp tilbyder ikke blot følelsesmæssig støtte, men også en ramme til at forstå deres smerte i lyset af Bibelens fortællinger.

”Den mest betydningsfulde del af bibelsk traumehjælp handler ofte om tilgivelse,” siger Haya Khoury og fortæller, at hun for nylig besøgte en gruppe af flygtninge i det nordlige Jordan, som var i gang med et forløb med bibelsk traumehjælp. Under besøget mødte Haya Khoury en kvinde, der gjorde stort indtryk. Kvinden havde mistet sin mand og stod alene med ansvaret for sine børn, helt uden støtte. De mennesker, der stod hende nærmest, havde svigtet hende, og hun var blevet misbrugt af familiemedlemmer.

”Hun bar på en dyb vrede over alt det, hun havde oplevet og var overbevist om, at hun aldrig ville eller kunne tilgive dem, der havde gjort hende ondt,” fortæller Haya Khoury. Da hun kom på besøg, havde gruppen netop afsluttet samtalerne om tilgivelse.

Haya Khoury. Foto: Det Jordanske Bibelselskab.
Haya Khoury. Foto: Det Jordanske Bibelselskab.

”Rummet var fyldt med en stille intensitet, og i midten stod et kors, der med sin nærmest symbolske kraft knyttede gruppen sammen,” fortæller Haya Khoury, der hurtigt bemærkede kvindens nærvær, idet hun stod helt tæt på korset med hænderne samlet. Haya Khoury så, hvordan kvinden forsigtigt, men alligevel beslutsomt, rettede sin opmærksomhed mod Gud og begyndte at bringe sin smerte frem i lyset: 

”Det var, som om hun langsomt begyndte at finde heling i sin egen refleksion og dybe forbindelse til Gud. Hun begyndte at give slip på noget af den smerte, der havde plaget hende i årevis,” fortæller Haya Khoury. 

En minoritet med stor indflydelse 

Kristne udgør kun 2 % af Jordans befolkning, og ressourcer til trosbaseret traumehjælp har historisk set været sparsomme. Alligevel har Bibelselskabet i Jordan været en pioner på området: 

"Vi var de første til at introducere bibelsk traumehjælp i Mellemøsten," forklarer Haya Khoury og fortæller, at de siden da har uddannet facilitatorer i hele regionen, herunder i Irak, Libanon, Egypten, Palæstina og Tunesien. Sidste år afholdt de også historiens første seminar med facilitatorer inden for bibelsk traumehjælp fra hele regionen: 

"Vi bad og græd sammen over situationen i vores region og delte vores erfaringer og idéer," fortæller hun.

Bibelen som en kilde til heling 

Mange af dem, der deltager i forløb med bibelsk traumehjælp, har et dybt rodfæstet billede af Gud som fjern eller straffende – især når de oplever lidelse, fortæller Haya Khoury. Med bibelsk traumehjælp ændrer disse perspektiver sig ved at introducere deltagerne til den bibelske forståelse af en medfølende og nærværende Gud: 

"Selv blandt kristne er der ofte en misforståelse af Guds rolle i lidelse,” forklarer Haya Khoury. ”Men når de lærer at lægge deres byrder ved korset, begynder de at se Gud på en ny måde”.

Vil du støtte bibelsk traumehjælp i Jordan og resten af Mellemøsten?

I en region, der konstant er præget af uro, er Bibelselskabet i Jordans arbejde vigtigere end nogensinde. Gennem bibelsk traumehjælp støtter de mennesker med at finde håb og heling.

Støt via Mobilepay 62903 eller bankoverførsel reg.nr. 3001 kontonr. 9000488 mrk. 'Jordan'.

Eller klik her og støt online.