Det kristne håb er mere end blot at håbe på noget, som forhåbentlig vil ske. Det er baseret på noget som allerede er sket, og det ændrer os radikalt, når vi håber. 

I usikre tider er der meget, som kan skræmme os. Det kan være svært at bevare troen på det gode og håbet på det godes sejr, når vi føler os presset af det modsatte. Netop, når døden, og alt det døden repræsenter som modstand, løgn, manipulation osv., presser os (Hebr 2,15; Sir 26,5), har vi behov for og længes efter håb. Verden længes efter håb. Men tør vi håbe? Tør vi have tillidsfuld tro?

Markus fortæller, hvordan kvinderne morgenen efter sabbatten drager ud mod Jesu grav. Han var blevet begravet i al hast på grund af påsken, så de var ikke helt færdige. De manglende bl.a. at salve ham, som det var traditionen i det jødiske begravelsesritual. De forventer kun at finde død, men de går alligevel ud til graven. Med deres salver vil de ære den mester, de havde oplevet og elsket. De ser tilbage til noget, som var. De forventer ikke, at noget andet skal ske. Alligevel, er de ikke helt uden tiltro. For på vejen overvejer de, hvordan de skal få den store sten foran graven flyttet, så de kan komme ind til liget. Egentlig vil det være spild af tid at gå derud, medmindre stenen kunne flyttes. De håber, at stenen på den ene eller anden måde, nok skal komme væk, også selvom de ikke ved hvordan.

De håber eller tror ikke på opstandelsen. De håber og tror blot på, at stenen kan flyttes. Men de møder derimod Kristus som opstået. Opstandelsen er hverken for dem eller os afhængig af, om vi tror på den eller ej. Kristus er allerede opstået. Opstandelsen er virkelig og har en effekt, som virkeliggøres for ethvert menneske uanset vores tro eller håb.

Men hvis vi tør have tillid til opstandelsen allerede nu, også når vi står og ser døden i øjnene, uanset om det er direkte eller i overført betydning, så vil dette opstandelsens håb allerede nu kunne forandre vores virkelighed. Den underfulde forandring er ikke, at nu vil alt kun være godt. Kristus selv, måtte også gennem døden. Forandringen er, at vi tillidsfuldt kan udhule den magt, som alt der truer os, kan have i vores liv (Hebr 2,14-15). Håb har potentiale for at gennemtrænge al håbløshed, fordi vi tror på og har tillid ikke til vores egen tro og evner, men til det som Kristus allerede har gjort. Kristus er død og opstået, så selvom også vi mange gange gennem livet konfronteres med vores egne begrænsninger og alt, hvad døden repræsenterer, så vil vores tiltro til Kristi opstandelse (1 Kor 15,20) forandre os, og være en ledestjerne, også når vi selv ser døden i øjnene. Dette er, hvad vi fejrer i påsken. Opstandelsen er ikke kun noget, som er sket for Kristus eller noget, som skal ske for os ved tidernes ende. Opstandelsen er en håbets livsholdning, som allerede nu forvandler os.

Men ikke kun os, for vi er som troende kaldet til at være håbets medarbejdere. ”Gud Herren har givet mig disciples tunge, så jeg med mine ord kan hjælpe den trætte” (Es 50,4) var den første skriftlæsning vi hørte Palmesøndag i Den katolske Kirke. Hele påskemysteriet fuldendes på Guds initiativ, men har en effekt i os. Jo mere vi selv fyldes med troens håb, jo mere kan vi også indgyde andre håb. Ved Kristi opstandelse får håbet kraft til at bryde håbløsheden, som lyset har magt til at bryde mørket.

Christian Noval (f. 1965) er katolsk præst og har en STL fra Biblicum i Rom samt en STD fra Bonn. Efter mange år som såvel ungdomspræst som sognepræst, har han sit daglige virke på det katolske bispekontor, hvor han bl.a. arbejder med kommunikation og udvikling af religionspædagogisk materiale. Desuden er han akademisk engageret i ungdomsteologi såvel i Danmark som internationalt. Christian Noval er økumenisk repræsentant i redaktionsgruppen for Det Gamle Testamente i arbejdet med den kommende, autoriserede bibeloversættelse. Læs mere om oversættelsen her.