Bibelen online

Mikas Bog Kapitel 7

Ve mig!

Jeg har det, som når frugten samles ind,

ved efterslæt efter vinhøsten;

der er ingen druer, jeg kan spise,

ingen tidlige figner, jeg har lyst til.

De fromme er forsvundet fra landet,

der findes ingen retskafne mennesker.

Alle ligger på lur efter blod

og jager hinanden i fordærv;

deres hænder er villige til at gøre det onde.

Stormanden kræver ind,

dommeren vil have betaling,

rigmanden forlanger, hvad han har lyst til,

de fordrejer alting;

de bedste af dem er som en tornebusk,

de retskafne som et tjørnekrat!

Den dag, dine vægtere meldte,

straffens dag, er kommet;

nu rammes du af den forvirring, de meldte om.

Tro ikke på jeres venner,

stol ikke på jeres frænder;

sæt lås for din mund

for hende, der hviler i din favn.

For en søn foragter sin far,

en datter rejser sig imod sin mor,

en svigerdatter imod sin svigermor,

en mand får sine husfolk til fjender.

Jerusalems syndsbekendelse og bøn om frelse

Jeg spejder efter Herren,

jeg venter på min frelses Gud.

Min Gud vil høre mig!

Du skal ikke glæde dig over mig, fjende,

for jeg faldt, men rejser mig igen,

jeg bor i mørke, men Herren er mit lys.

Jeg har syndet mod Herren

og må bære hans vrede,

indtil han har ført min sag

og skaffet mig ret;

han vil lede mig ud i lyset,

så jeg ser hans retfærdighed.

Min fjende skal se det

og dækkes af skam,

hun, som sagde til mig:

»Hvor er Herren din Gud?«

Mine øjne skal fryde sig over hende,

når hun bliver trampet ned

som gadeskarn.

Den dag kommer, da dine gærder bygges op,

den dag, da dine grænser udvides,

den dag, da de kommer til dig

fra Assyriens og Egyptens byer,

ja, fra Egypten til Eufrat,

fra hav til hav og fra bjerg til bjerg.

Men jorden bliver til ødemark

på grund af dens beboere; det er frugten af deres gerninger.

Vogt dit folk med staven,

de får, du ejer,

dem, som bor alene i skoven,

midt i frugthaven;

de skal græsse i Bashan og Gilead

som i fortidens dage.

Lad os se undere,

som dengang du drog ud af Egypten.

Folkene skal se det og blive til skamme

trods al deres styrke;

de skal lægge hånden på munden,

deres ører bliver døve,

de skal slikke støv som slanger,

som jordens kryb.

Skælvende for Herren vor Gud

kommer de frem fra deres skjul;

de skal frygte og bæve for dig!

Hvilken gud er som du,

der tilgiver skyld

og bærer over med synd

hos den rest, du ejer?

Du, som ikke bliver ved at være vred,

men holder af at vise godhed;

han viser os atter barmhjertighed

og træder al vor skyld under fode.

Du kaster alle vore synder

i havets dyb!

Du viser troskab mod Jakob,

og trofasthed mod Abraham,

sådan som du tilsvor vore fædre

i gamle dage.

Krydshenvisning:

Sl 12,2

Hos 4,1

Krydshenvisning:

Jer 9,3-4

Krydshenvisning:

Jer 9,3-4

Krydshenvisning:

Hab 3,18

Krydshenvisning:

Sl 27,1

Es 9,1

Krydshenvisning:

Jer 14,7

Krydshenvisning:

Sl 79,10

Krydshenvisning:

Es 26,15

Zak 10,10

Krydshenvisning:

Mika 5,3

Jer 50,19

Krydshenvisning:

Es 11,16

Krydshenvisning:

Job 40,4

Es 52,15

Krydshenvisning:

1 Mos 3,14

Sl 72,9

Krydshenvisning:

Sl 103,8

Joel 2,13

Krydshenvisning:

1 Mos 12,2

Sl 89,2-5

Luk 1,73

Maria fra Magdala

En graphic novel om Jesus og hans tid
Maria fra Magdala
279,95

Forfatter: Kristian Leth
Illustrator: Peter Snejbjerg
Sidetal: 112 sider
Indbinding: Indbundet
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7232-271-1
Mål: 19 x 26 cm.