Bibelen online

Ezekiels Bog Kapitel 4

Billedhandlinger om Jerusalems belejring og erobring

Du, menneske, tag en teglsten, læg den foran dig, og tegn en by på den, Jerusalem. Sæt den under belejring, byg angrebsramper imod den, kast en vold op omkring den, opstil hære mod den, og bring murbrækkere i stilling omkring den. Tag så en jernplade, og stil den som en jernmur mellem dig og byen. Vend dit ansigt mod byen; den skal være under belejring, og du skal belejre den. Dette er et tegn for Israels hus.

Læg dig på din venstre side, og tag Israels skyld på dig. Det antal dage, du ligger på den side, skal du bære deres skyld. Lige så mange år, som de har syndet, lige så mange dage, 390 dage, pålægger jeg dig at bære Israels skyld. Når de dage er gået, skal du dernæst lægge dig på din højre side og bære Judas skyld i fyrre dage; en dag for hvert år pålægger jeg dig. Du skal vende dit ansigt mod det belejrede Jerusalem; din arm skal være blottet, og du skal profetere imod byen. Jeg lægger dig i reb, så du ikke kan vende dig fra den ene side til den anden, før belejringens dage er til ende.

Tag hvede, byg, bønner, linser, hirse og spelt, hæld det i samme fad, og bag brød af det. I de 390 dage, du ligger på siden, skal du leve af det. Maden, du spiser, skal være afvejet, tyve sekel om dagen; det er, hvad du må spise daglig. Du skal drikke vand efter mål, en sjettedel hin; det er, hvad du må drikke daglig. Du skal spise det som bygbrød, og du skal bage det med menneskeskarn som brændsel, mens de ser på det. Og Herren sagde: »Sådan skal israelitterne spise uren mad blandt de folkeslag, jeg fordriver dem til.« Men jeg sagde: »Ak, Gud Herre! Jeg har aldrig været uren. Fra min ungdom og til nu har jeg hverken spist selvdøde eller sønderrevne dyr, og jeg har aldrig smagt urent kød.« Da sagde han til mig: »Så giver jeg dig komøg i stedet for menneskeskarn; det skal du bage dit brød over.« Videre sagde han til mig: »Menneske, nu knækker jeg brødets støttestav i Jerusalem; med bekymring skal de spise det afvejede brød, og med ængstelse skal de drikke det afmålte vand. De skal komme til at mangle brød og vand, de skal alle sammen ligge forkomne og rådne op i deres skyld.«

Krydshenvisning:

Hos 9,3

Krydshenvisning:

2 Mos 22,30

ApG 10,14

Krydshenvisning:

Ez 5,16

3 Mos 26,26

Maria fra Magdala

En graphic novel om Jesus og hans tid
Maria fra Magdala
279,95

Forfatter: Kristian Leth
Illustrator: Peter Snejbjerg
Sidetal: 112 sider
Indbinding: Indbundet
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7232-271-1
Mål: 19 x 26 cm.