En sen aften bliver vi derhjemme enige om at faste. Det er ikke noget, vi har prøvet før, og der ligger egentlig heller ikke de store teologiske overvejelser bag. Blot lidt inspiration fra præstens prædiken et par dage forinden.

Jeg er hurtig til at sætte reglerne op: Ingen kød, slik eller TV, og det bliver vedtaget. Jeg begynder allerede at glæde mig til fasten samme aften, for alle de ovennævnte ting, har længe været dårlige vaner. Jeg elsker kød, men af økonomiske og miljømæssige grunde, har jeg længe tænkt, at jeg gerne ville leve mere vegetarisk. Slik er endnu en af mine svagheder, og under normale omstændigheder kan jeg hele ugen se frem til den portion fredagsslik, der skal spises, når weekenden begynder, blot for at sidde tilbage med en let kvalme, når posen er tom.

Og så er der det med fjernsynet. Alt for ofte smider jeg mig på sofaen efter en lang dag for at lade mig pacificere af fjernsynets flimren, så jeg slipper for at tænke. Det er en slags hjernepause. En pause fra det daglige teologistudium, hvor der skal læses og forstås, og hvor det forventes, at jeg tænker store akademiske tanker. Fjernsynet kræver ikke noget af mig. Det fylder mig blot med indtryk, jeg ikke behøver at tage stilling til. Men fjernsynet er også en forhindring. Det forhindrer mig i at være til stede, gøre nogle af de ting, som er nødvendige, og mange af de ting, jeg egentlig har lyst til.

Kødets fristelser
Til min store fortrydelse har vi i farten aftalt at starte fasten allerede mandag efter fastelavnssøndag. Officielt starter den kristne faste først om onsdagen. Til frokost bliver der hos Bibelselskabet serveret højtbelagte flæskestegssmørrebrød, og jeg elsker flæskesteg. Duften af bacon fra leverpostejsmaden ved siden af gør det heller ikke bedre, og jeg begynder allerede at tvivle på projektet. Måske har jeg undervurderet, hvor lang tid der egentlig er til påske, når man ikke må spise kød. Jeg fik ikke engang sagt ordentligt farvel, og jeg tænker på de store karnevaller i Brasilien, hvor man slår sig løs og fester godt igennem inden fastetidens start. Det må jeg huske næste gang.

Men min ærgrelse minder mig også om, at noget er anderledes, og det får mig til at stoppe op og tænke. Troen er pludselig blevet meget konkret, og det er ellers ikke noget, jeg mærker til daglig, hverken i mit teologistudim, eller når jeg kommer i kirken. Troen er ikke længere kun en størrelse, der holder til i mit hoved. Den mærkes også i mit fordøjelsessystem. Den har fået krop. Dagen efter serveres der svinemørbrad …

”Fri os fra det onde”
Jeg vænner mig dog til at gå uden om kødet, selvom det ikke er lige nemt hver gang. Jeg bliver endda kreativ med madlavningen og laver god, vegetarisk mad derhjemme. "Fri mig fra sukkerchokket og de lange aftener foran fjernsynet, hvor intet bliver gjort. Giv mig i stedet ro til at nyde stilheden under opvasken, til at læse en bog, til at tro og til at snakke med min mand, når den lille er lagt i seng. Fasten hjælper mig til at aflægge dårlige vaner og til at bruge tid på det, der betyder noget."Jeg nyder også at slippe for den indre diskussion med min samvittighed, hver gang jeg får lyst til et stykke kage eller slik. For jeg må ikke. Ganske enkelt. Det giver mig næsten en følelse af frihed.

”Led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde”. Det er måske lidt radikalt at sige om kød, slik og TV, men alligevel dukker sætningen op i min bevidsthed, og jeg synes næsten, den giver mening. Fri mig fra sukkerchokket og de lange aftener foran fjernsynet, hvor intet bliver gjort. Giv mig i stedet ro til at nyde stilheden under opvasken, til at læse en bog, til at tro og til at snakke med min mand, når den lille er lagt i seng. Fasten hjælper mig til at aflægge dårlige vaner og til at bruge tid på det, der betyder noget.

Men når det er sagt, må jeg også indrømme, at jeg glæder mig til at sætte tænderne i en saftig lammekølle påskedag.