Fakta
Kristne udgør omkring 4 procent af Pakistans befolkning på 180 mio.
De kristne holder lav profil i et land, hvor militante sunnimuslimer ofte angriber mål, der anses for kætterske. Dette omfatter både kristne, sufi- og shiamuslimer.
– Kilde: Reuters
Eksplosioner ramte den historiske kirke All Saints Church i Peshawar, idet hundreder af kirkegængere, hvoraf mange var kvinder og børn, strømmede ud af bygningen. Omkring 600 mennesker havde deltaget i gudstjenesten og var på vej ud for at modtage et gratis måltid mad på plænen foran kirken, da eksplosionerne ramte.
Flere eksplosioner
Azi Ghori, som var vidne til hændelsen fortæller: ”Så snart gudstjenesten var slut, og maden blev uddelt, hørte vi pludselig en eksplosion efterfulgt af en anden.” Også en kvindelig kirkegænger beretter: ”Jeg hørte to eksplosioner. Folk begyndte at løbe. Legemlige rester blev spredt ud over hele kirken.”
Den militante gruppe TTP Jundullah, som har bånd til Taliban, har taget ansvaret for angrebet. ”De er fjender af islam, derfor vælger vi dem som mål,” udtaler gruppens talsmand, Ahmed Marwat. ”Vi vil fortsætte vores angreb mod ikke-muslimer på pakistansk grund.”
Angreb forhindrer fredsforhandlinger
Den islamistiske vold har været tiltagende i Pakistan inden for de seneste måneder og har undergravet premierminister, Nawaz Sharifs forsøg på at dæmpe den islamistiske opstand ved at indlede fredsforhandlinger med pakistansk Taliban. Sharif udtalte efter angrebet: ”Den slags hændelser er ikke gavnlige for fredsforhandlinger. På grund af dette er regeringen desværre ikke i stand til at fortsætte med, hvad vi havde forestillet os, og hvad vi havde håbet på.”
Også landets indenrigsminister, Chaudry Nisar Ali Khan, som kunne oplyse, at der blandt de dræbte var 34 kvinder og syv børn har fordømt angrebet. ”Sådan et angreb mod kvinder og børn er umenneskeligt,” udtalte han søndag aften.
Et blandt mange angreb
Angrebet er blot et blandt mange, der har fundet sted inden for det sidste år, og som har været målrettet religiøse minoriteter. I marts måned gik det ud over en kristen bydel i Lahore, hvor to kirker og mere end 100 huse blev sat i brand. Men de islamistiske angreb rammer også sufi- og shiamuslimer i Pakistan, hvor sunnimuslimerne er i overtal.
Kilder: Reuters.com, NYTimes.com