Indtil for blot få år siden havde SAT 7 stadig kun penge til at producere båndede udsendelser, men i dag udsender den kristne satellitkanal mange timers direkte tv. Det gør, at SAT 7 kan spille en vigtig rolle i nyhedsformidlingen fra de dramatiske begivenheder. Og det betyder, at de arabiske kristne har adgang til troværdige nyheder, ikke mindst om situationen for de kristne selv.
Farid Samir Garas, der er chef for SAT 7 i Egypten, fortæller om nytårsaften:
”Vi fejrede nytårsaften med at sende direkte fra gudstjenesten i Kash El Dobra-kirken lige ved Tahrir-pladsen. Mængden var enorm – vel omkring 5.000 – som stod både i kirken, i værkstedet ved siden af kirken og endda på gaden udenfor. Kirkelederne fra de tre største kirkesamfund deltog, men også mange muslimske aktivister på pladsen. Vi sendte fra kl. 8 om aftenen til kl. 3 om morgenen.
Efter den første del af gudstjenesten gik et lys-optog fra kirken og hen til Tahrir-pladsen, hvor endnu flere præster, menigheder fra andre kirker og muslimer sluttede sig til. Det var en stor oplevelse – der var lovprisninger af Gud, bønner for vores land og for enheden mellem muslimer og kristne. Hele pladsen bad også for de sårede, de syge, for den økonomiske situation i landet – og for fred!”
Farid Garas fortæller videre, at medarbejderne fra SAT 7 var fantastisk glade for at kunne udsende denne begivenhed direkte – men også nervøse for, hvad der kunne ske. De var hele tiden klar til at afbryde udsendelsen, hvis ytringerne på pladsen pludselig skulle blive for politiske og dermed farlige for SAT 7s virke i Egypten på længere sigt."
Farid Garas slutter:
”Vi havde to ”crews” af sted for at dække nytårsaften i kirken og på Tahrir – med OB-vogn, egne kameraer, lejede kameraer, kran, trådløse video- og lydenheder samt adgang til internet og satellit-nyhedslinjer. Det viste sig, at vi kunne klare en så stor, direkte produktion. Medarbejderne var gode og var i stand til at bruge alt det tekniske udstyr på en måde, så udsendelsen ikke blot blev en reportage, men virkelig kunne viderebringe den højtidelige og håbsfyldte stemning til seerne.
Vi takker Gud for, at dette lykkedes, og vi takker alle de mange mennesker rundt om i verden, der støtter os med penge, så vi kan være midt i begivenhederne og støtte både de kristne og vores land.”
Giv en gave til SAT 7.