Med 36° C på termometeret her i New York og juli på kalenderen bugner alle aviser og blade med bogforslag til ferien, børnene får litteraturlister med hjem fra skole og boghandlerne laver sektioner med anbefalet ferielæsning.
Men hvis nu man har fået krimier nok, har været igennem alle Harry Potter-bøgerne og Stieg Larsson-triologien, kunne det være en idé at dykke ned i Bibelen. Ja, der er næsten ikke noget bedre tidspunkt at gøre det på end i ferien, hvor man har tiden til fordybelse, samtale og refleksion, men også har brug for at høre en god historie.
Det gode ved Bibelen er, at det er et helt lille bibliotek, hvor der er noget i alle stilarter. Der er digte, heltehistorier, klagesange og jubelråb samlet sammen over 1000 år. Bibelen er fuld af fascinerende menneskeskæbner og fortællinger om hele menneskelivet - både mennesker imellem og mellem Gud og mennesker – når livet er en leg, og når det er svært.
Nedenfor er en læseliste med forslag til sommerlæsning, hvis man er glad for dramaer, kærlighedsdigte, dannelsesromaner og intellektuelle diskussioner.
En af Bibelens store heltinder
Et godt sted at begynde, hvis man elsker smuk litteratur og historiske romaner med heltinder i hovedrollen, er Esters Bog.
Ester er en smuk jødisk kvinde, som lever i udlandet hos sin onkel Mordokaj, der gør tjeneste ved Kong Ahasverus’ hof.
Historien begynder med, at den mægtige Kong Ahasverus holder et overdådigt gæstebud for alle mandlige undersåtter. Samtidig holder hans hustru dronning Vashti en fest for alle kvinderne.
Efter en uges fest er Ahasverus blevet godt beruset og vil vise sin kones skønhed frem for de andre mænd, men Vashti, ja hun morer sig så godt ved sin egen fest, at hun nægter at forlade den.
Ahasverus bliver vred og skiller sig af med Vashti, godt hjulpet på vej af sine embedsmænd, der frygter at Vashtis hovmodighed overfor sin mand vil brede sig til alle andre kvinder. I jagten på en ny dronning, bliver den smukke Ester ført til Ahasverus, og han forelsker sig dybt i hende.
Mordokaj har befalet Ester ikke at fortælle kongen, at hun er jøde; et løfte hun holder lige indtil det er nødvendigt at bryde det til endnu et drikkegilde. Uden at afsløre for meget er Ester en sand heltinde, der redder sit folk, sin onkel og sit ægteskab. Læs fortællingen, og find selv ud af hvordan.
Kul på sommerforelskelsen
Hvis sommerforelskelsen brænder, kan Højsangens kærlighedsdigt, med begæret og længslen efter den anden, begejstre. Allerede i åbningssekvensen kan man sagtens fornemme erotikken, som bliver udtrykt gennem hele digtet.
Ville han blot give mig kys af sin mund!
Din elskov er dejligere end vin,
dejligere end dine salvers duft.
Dit navn er en udgydt salveolie,
derfor elsker unge piger dig.
Bibelens Lykke-Per
Holder man til gengæld af dannelsesromaner som Lykke-Per, hvor man følger hovedpersonen fra barndom over ungdom til voksenlivet, kunne Lukasevangeliet være en idé. Som alle gode dannelsesromaner er modningen af hovedpersonen præget af konflikt og uforsonlighed, der dog bliver overvundet af hovedpersonen til slut.
Evangeliet følger Jesus livet igennem fra fødslen i stalden, over rebelsk teenager til samfundsrevser, hvor bladt andet historierne om den barmhjertige samaritaner, den fortabte søn og den rige mand og Lazarus, hamrer pointerne hjem, helt til den sidste uge, hvor Jesus indstifter nadveren, bliver forhørt, forrådt og korsfæstet.
Sidste del af evangeliet handler om tiden efter Jesus' opstandelse, hvor han viser sig for disciplene og himmelfarten. I Lukasevangeliet bliver det understreget, at evangeliets gode budskab vedgår alle og fokuserer på den gensidige barmhjertighed, som gælder alle både de fattige, kvinder og fremmede.
Retorik på højt plan i Paulus' breve
Det Nye Testamente indeholder også en fascinerende samling af breve – prøv for eksempel at læse Paulus' brev til menighederne i Galatien og se, hvor svært det er at fokusere på det, der samler i stedet for det, der skiller.
I menighederne er der mennesker, der vil fordreje evangeliet ved at kræve, at de troende skal overholde forskellige spiseregler og omskærelse, noget som Paulus er helt imod. Paulus understreger enheden blandt de troende og samler sit opgør i de berømte linier:
”I er Guds børn når I tror på Kristus. Alle, der er døbt til at tilhøre Kristus, er nemlig blevet ligesom ham. Der er ikke forskel på jøder og ikkejøder, slaver og frie, mænd og kvinder; fordi I hører til hos Kristus, er I en enhed. I er blevet Abrahams efterkommere og dermed hans arvinger. Det er det, Gud har lovet.”
Det er retorik på højt plan og en nydelse at læse.
Find den rigtige udgave til DIN bibellæsning
Sommerlæsning er lystlæsning, så når sommerlæsningen omfatter Bibelen handler det om at finde den rigtige udgave.
Til læsning af Lukasevangeliet og Paulus' breve vil det være oplagt at få fat i Den Nye Aftale, enten elektronisk så man kan have den med på telefonen og iPad’en eller i god gammeldags bogform. Den Nye Aftale er oversat til nudansk og mange af de lidt besynderlige ord er forklaret.
Det Gamle Testamente er lidt sværere at gå til, men til gengæld er det en nydelse at få lov til at læse langsomt og eftertænksomt. Der er stof nok til mange diskussioner i de lyse sommernætter!
Julie Sløk er sømandspræst i Den danske Sømandskirke i New York.
kan både købes som bog, som e-bog og som app til iPhone og iPad. Find den version, der passer til dig:
: Vælg mellem otte vidt forskellige omslag.
: Lækker app med mange funktioner til iPhone og iPad.