Bibelselskabet har stået i spidsen for en dansk protest mod dødsdommen over den iranske præst Yousef Nadarkhani. Mange mennesker med meget forskellige religiøse baggrunde og opfattelser har støttet op om protesten. På blot en uge har støttegruppen
’Red Yousef’ på Facebook fået 598 ’synes godt om’ tilkendegivelser, et tal der hele tiden stiger.
Red Yousef på Facebook
Tilkendegivelserne på
Facebooksiden ’Red Yousef’ kommer fra både kendte kirkefolk og helt almindelige danskere, der udtrykker deres støtte både ved at ’synes godt om’ og i de kommentarer, de slår op på sidens væg. Birger Larsen fra Odense skriver:
”Der findes mange følelser, som er svære at håndtere. En af de værste er afmagt. Det er den følelse vi kæmper mod her. Det virker grotesk hos os, at nogle mennesker er villige til at gøre hvad som helst, for at vise og udøve deres magtfuldkommenhed. Også at slå ihjel. Gid alle i Danmark vil støtte op om denne kampagne… tak til Bibelselskabet for initiativet…”
Blandt de kendte kirkefolk er blandt andet biskop over Haderslev Stift Niels Henrik Arendt, biskop i Metodistkirken Christian Alsted og Massoud Fouroozandeh, iransk frimenighedspræst.
Massoud Fouroozandeh skriver på
’Red Yousef’ på Facebook:
”Dette skal vi ikke finde os i, hvis vi fortsat skal tro på religionsfrihed og ytringsfrihed. Lad os protestere sammen med Bibelselskabet mod en besluttet henrettelse af en kristen præst i Iran. Det er meget vigtigt, at vi støtter denne mand og hans familie.”
Christian Alsted skriver:
”Jeg opfordrer muslimer og kristne til at forene sig i protesten mod dette alvorlige angreb på religionsfriheden. Yousef Nadarkhani og hans familie er i mine bønner.”
Facebooksidens mange besøg understreger sagens vigtighed. Siden er i den første uge blevet vist 19.941 gange som nyhedshistorie på både medlemmer og andre personers Facebooksider.
Bred opbakning
Bibelselskabet forsøgte tirsdag den 11. oktober at aflevere en appel til den iranske ambassade. En appel, der opfordrede det iranske styre til at give Yousef Nadarkhani en retfærdig rettergang. Bibelselskabet optog en video, der viser generalsekretær Morten Thomsen Højsgaards reaktion på ambassadens afvisning af protesten. Videoen er siden sidste tirsdag blevet set 2.246 gange alene på Facebook. Den kan også ses på
Bibelselskabets YouTube kanal.
Det er ikke kun på internettet, at Bibelselskabets støtte til religionsfrihed har mødt opbakning. 18 forskellige kirkelige organisationer protesterer også mod dødsdommen. Blandt organisationerne, som kommer fra alle dele af det kirkelige landskab i Danmark, er Danske Kirkers Råd, Frikirkenet og Evangelisk Alliance.
Sagen har ikke kun fået opmærksomhed i Danmark. Den kristne organisation Christian Solidarity Worldwide har opfordret folk til at skrive emails til iranske ambassader rundt om i verden. Mere end 50.000 mennesker verden over har fulgt opfordringen.
De kirkelige organisationer bag protesten
Indre Mission, Luthersk Mission, Evangelisk Luthersk Netværk, Evangelisk Alliance Danmark, Danmission, Det Danske Missionsforbund, Baptistkirken i Danmark, Dansk Bibel-Institut, Tværkulturelt Center, Menighedsfakultetet, Dansk Oase, Kristeligt Forbund for Studerende, Frikirkenet, Frelsens Hær, Dansk Europamission, Internationale menigheder, Center for Ungdomsstudier og religionspædagogik og Danske Kirkers Råd.