For få måneder siden var alverdens tv-linser efter tragedien på Utøya rettet mod Norge. Mindehøjtideligheden, der blev afholdt i domkirken i Oslo, til ære for alle de uskyldige ofre blev et nyt nationalt samlingspunkt. Onsdag den 19. oktober var stolerækkerne i den historiske kirke igen besat til bristepunktet, og stribevis af norske pressefolk havde indtaget deres positioner sammen med gejstlige, fremtrædende politikere, kunstnere, udenlandske gæster og hundredvis af nysgerrige borgere.
For kun fjerde gang siden 1904 skulle det norske folk have en ny, officiel bibeloversættelse.
Få hundrede meter fra kirken var der stadig fasttømret store træplader i de ruder, som terrormanden Breiviks bombe blæste ud den 22. juli. Indenfor i kirken blæste det tværkirkelige ungdomskor Oslo Soul Children forsamlingens følelser omkuld med sange om håb, livsmod og hænder, der rækker ud til trøst.
På norsk morgen-tv var der to tophistorier denne efterårsdag: Statsminister Stoltenberg skulle møde præsident Obama først. Og så fik hele landet en ny bibel dernæst.
Stor bedrift
11 år har det taget, 32 millioner norske kroner har det kostet. Og nu var og er den her så, oversættelsen fra de hebraiske og græske kildetekster af hele Det Gamle og Det Nye Testamente både til nynorsk og til det såkaldte bokmål, der ligner dansk mest. Mere end 1500 sider fylder bibeludgaven med kort, ordforklaringer og noter. Det danske designfirma 2Krogh, der også laver Clement Kjersgaards prestigefyldte magasin Ræson, har skabt de norske bibelbøgers enkle udtryk.
"Bibelteksten er den vigtigste tekst, der nogensinde er blevet skrevet", lyder det fra forfatteren Karl Ove Knausgård på de foldere om Norges nye bibel, som frivillige deler ud hele dagen på centrale steder i Oslo.
Repræsentanter for typiske norske bibellæsere får symbolsk hver en af de nye udgaver af denne vigtige tekst ved selve ceremonien i kirken. Det er den norske kirkeminister Rigmor Aasrud som repræsentant for det officielle Norge. Det er også børn og unge, det er den norske kirke og alle de øvrige kirkesamfund i Norge.
Orglet bruser først og sidst. Grundtvigs salme om Guds ord, som er vort arvegods, drøner på klingende norsk ud i rummet med de mange trænede kirkegængere. Og så læses der naturligvis fra verdens vigtigste bog. Fra Johannes-evangeliet om Ordet, der bliver kød og tager bolig blandt mennesker. Og fra de store fortællinger om altings begyndelse i 1. Mosebog med sprogforvirring, broderjalousi og Abrahams kone Sara, der fniser, da hun første gang hører, at hun i en alder tæt på de hundrede skulle få lyst til at få et barn.
Ungt eller fladt?
Den nye norske bibel er skabt til at blive læst højt. Sproget er klart og mundret og aktuelt, men ikke poppet. Alle kirkens store, dyre ord fra nåden til retfærdigheden er med. Slang er bandlyst.
Alligevel ringer norsk radio til Bibelselskabet midt på dagen. En kendt norsk professor synes, at sproget i den nye bibel er blevet alt for moderne, for fladt, for leflende for tidsånden. Hvem vil svare på kritikken direkte i studiet?
Folkene bag oversættelsen holder et hurtigt og muntert krisemøde over et stykke smørrebrød, hvor de tager udfordringen som et skulderklap. Målgruppen for den nye bibel er ikke dem, der allerede kan den gamle, norske oversættelse fra 1978 på fingrene. Bibelen anno 2011 er især rettet mod den unge generation, mod pigerne og drengene i koret, som synger i kirken, mod alle dem, der om 50 år måske vil kunne finde på at vrænge på næsen og sige om den tids nye bibler, at de er blevet alt for moderne.
"Nej, da vi var unge i år 2011, da var der bibelsprog til. Både på nynorsk og bokmål. Og vores bibel blev lanceret bedre end nogen anden", kan man næsten høre dem sige på forhånd.
Og så skete det hele endda på den tid og på netop det sted, hvor Norge i forvejen i 2011 med kirkerummets storhed som hjælp kom til at stå så meget tættere sammen om håbet, tilliden og kærligheden som modvægt til kynismen, massakren og uretfærdigheden.
Jo, år 2011, vil afgjort skille sig ud i de norske historiebøger – af mere end én grund.