Min Mini Katekismus er en katekismus til minikonfirmander, der tager udgangspunkt i kroppen. Det er kristendomsundervisning fra top til tå og ikke a til å. Min Mini Katekismus består af en elevbog og en undervisningsvejledning. Begge dele har fået store roser, fra mange forskellige sider.
”Idéen om at beskrive kristendommen fra top til tå er sjov og saglig, og det lykkes forfatteren at realisere idéen i imponerende grad – også fordi Kamilla Wichmanns ramsaltede og humoristiske tegninger er kongeniale med bøgernes indholdsside,” skriver Kristian Østergaard, forfatter og sognepræst i Sorø, i Kristeligt Dagblad.
Den kristne ugeavis Udfordringen understreger den høje faglige kvalitet samtidig med, at de fremhæver bogens flotte illustrationer af Kamilla Wichmann: ”Min Mini Katekismus er fyldt med farverige billeder, så børnene har noget spændende at kigge på. Men bogen er også fagligt funderet, samtidig med at den stadig er lettilgængelig for både de små og store.”
Opfordring til at bruge kroppen
Maria Baastrup Jørgensen fortæller i et interview med Kristeligt-Dagblad, hvad der inspirerede hende til at skrive Min Mini Katekismus:
”Jeg syntes, der manglede et undervisningsmateriale, der imødekom børnene. Enten bliver det nemt noget med madpakker og farvelægning af bibelbilleder eller komplicerede begreber om nåde og Helligånd, som er for abstrakt for børnene. Børn op til en 11-12 år lærer og får i høj grad deres erfaringer gennem kroppen. De er utroligt nysgerrige og videbegærlige, og hvis man tager udgangspunkt i deres egne erfaringer, kan man faktisk fortælle dem rigtig meget. Også Bibelens begreber.”
Sogenpræst i Sorgenfri Søren Hermansen er så begejstret, at han har indsendt et læsebrev til Præsteforeningens blad: ”Det nye for mig er koblingen til kroppen - de såkaldte ”Prøv selv øvelser”. De er ganske overraskende, og selv som gammel præst fik jeg lyst til selv at afprøve dem på mig selv.”
I Sorgenfri er der ikke nogen minikonfirmander, men Søren Hermansen vurderer, at for det nye materiale også kan bruges til skolebesøg.
Vejledning lige i øjet
Undervisningsvejledningens formål er at give inspiration og konkrete forslag til formidling af kristendom. Det betyder, at alle der arbejder med at undervise i kristendom, kan finde gode ideer der.
” I lærervejledningen er der anvisninger på, hvorledes man inddrager kroppen i salmerne, og det er intet mindre end genialt. At føre krop og salmesang sammen giver en fantastisk virkning. (...) Jeg kan kun sige, at materialet gav mig meget lyst til at komme i gang med at fortælle om kristendom og krop," skriver Søren Hermansen.
Kristeligt Dagblads anmelder Kristian Østergaard er på samme linje: ”Sådan er dette nye materiale til minikonfirmandundervisning et skatkammer af fine tips, flotte tegninger og fortrinlig forkyndelse (…) for den, der skal undervise minikonfirmander, er der umådeligt meget af værdi at høste i Min Mini Katekismus, som hele tiden er båret af den humor, der er uadskillelig fra virkelig alvor.”
Avisen Berlingske valgte i anledningen af udgivelsen af Min Mini Katekismus at trykke en kommentar af generalsekretær i Det Danske Bibelselskab Morten Thomsen Højsgaard. Her beskrev han, hvordan udgivelsen af moderne katekismer er blevet en ny trend og opfordre landets kirkepolitikere til at støtte folkekirkens arbejde med dåbsoplæring og undervsining af børn i kristendom.
På hjemmesiden www.kirkenikoebenhavn.dk, en folkekirkelig ugeavis på nettet, skriver sognepræst Pernille Østrem: ”Overordnet set er bogen med sin pædagogiske metode en god måde at arbejde sig gennem temaer, som det er en stor udfordring at formidle til børn. Selvfølgelig skal man have et tema om ”arme”, når man skal lære minier om diakoni! Og selvfølgelig er temaet knæ, når man introducerer dem til bøn. På rigtig mange måder er bogen ”lige i øjet” til underviseren, der gerne vil have et fast holdepunkt forløbet igennem. Den ”slår hovedet på sømmet” og formår at ”omfavne” mange af den kristne børnelærdoms gaver, som vi gerne vil give videre til vores børn.” Pernille Østrem fik hjælp af to børn i minikonfirmandalderen til sin anmeldelse.
Forlaget har mærket den store interesse for bogen. Min Mini Katekismus nævnes mange steder på internettet, og der er gang i Bibelselskabets eboghandel. En lille stor bog er kommet til verden.
Den store interesse for Min Mini Katekismus, har betydet at undervisningsvejledningen næsten er udsolgt. Bibelselskabets Forlag er selvfølgelige glade for den store eftersørgelse og kan fortælle, at der er blevet bestilt flere ved trykkeriet.