”Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at det, der foregår til demensgudstjenester, er forkyndelse. Jeg er sikker på, at vi rammer en nerve i evangeliet – også selv om evangeliet må høres på en afgørende anden måde, end vi er vant til. Det afgørende for mig er, at vi mødes ligeværdigt i gudstjenesten, og at en gudstjeneste for demensramte er en gudstjeneste i egen ret,” fortæller præst Mette Christoffersen Gautier.

Hun har ofte oplevet pårørende, der græder ved gudstjenesterne. De græder, fordi de oplever et lille glimt af det menneske, de kendte før sygdommen, når de sammen beder fadervor, og engang velkendte ord kommer over læberne, eller når de lytter opmærksomt til præstens ord om krummerne fra den rige mands bord, mens de spiser kage, og gulvet langsomt dækkes af krummer. Eller når roen sænker sig over rummet, for nu skal vi høre den om den 12-årige Jesus i templet.

”De demensramte, vi møder nu, tilhører en generation, hvor man har hørt bibelhistorier i skolen såvel som i kirken. Det er forbundet med en højtidelighed at lytte til historierne. Også selv om disse mennesker måske har mistet sproget, talen og evnen til at orientere sig i verden, oplever jeg, hvordan oplæsningen skaber et fællesskab. Ligesom det jo også gør for os andre, når vi læser højt for vores børn eller lytter til søndagens evangelietekst fra prædikestolen.”

Mere end ord

Mette Christoffersen Gautier er til daglig præst i Skive provsti, hvor hun arbejder med de allerhårdest demensramte. Deres kognitive funktioner er stærkt svækkede, og det, vi opfatter som almindelig kommunikation, er meget vanskeligt.

Hun har arbejdet 20 år som tegnsprogstolk og siden som kommunikationskonsulent, før hun i 2017 blev cand. theol. og efterfølgende præst. Hun trækker ofte på sin lange erfaring med at formidle til mennesker med kommunikationshandicap. Erfaringer, som hun mener, også kan komme alle andre kirkegængere og bibellæsere og -lyttere til gode:

”I vores protestantiske tradition lægger vi tung vægt på Ordet og på betydningen af de ord, der lyder. Men der er få andre steder i livet, hvor ordene står så alene, som de ofte gør i kirken. Vi forstår med meget andet og mere end ord, og jeg synes, vi som præster må udfordre os selv på formidlingen og forkyndelsen. Kunne vi gøre noget andet og mere – og kan vi involvere lytterne mere i det, der bliver fortalt og forkyndt?”

Bibeloversættelser og genfortællinger

Ved demensgudstjenesterne og besøg på plejehjem ledsages bibellæsningen af noget sanseligt, noget, der kan smages, lugtes til, ses eller røres ved. Derudover lægger Mette Christoffersen Gautier megen tid, tanker og øvelse i, hvordan bibelteksten skal lyde:

”For mig er det ikke godt, bare fordi det er gammelt. Jeg gennemtrawler forskellige bibeloversættelser og genfortællinger og har lige så tit fat i autoriserede oversættelser som i Bibelen 2020, diverse børnebibler og forskellige genfortællinger, hvor Bibelen genfortalt af Ida Jessen er en personlig favorit med sit lette, men billedrige sprog og uforlignelige fortælleglæde. Teksten skal kunne noget, den skal lyde af noget, den skal sætte billeder i gang, men den skal også være som musik i sig selv, der kan samstemme os, der lytter – ligesom instrumentalmusik, der kan sige os noget, ganske uden ord.”