Jeg vogtede så slagtefårene for fårehandlerne. Jeg tog mig to stave, den ene kaldte jeg Skønhed, den anden Bånd; og så vogtede jeg fårene. Jeg fjernede de tre hyrder i en og samme måned. Men jeg mistede tålmodigheden med dem, og de foragtede også mig. Så sagde jeg: »Jeg vil ikke vogte jer længere! De, der skal dø, kan dø; de, der skal forsvinde, kan forsvinde; resten kan æde hinanden.« Så tog jeg min stav, Skønhed, og brækkede den for at bryde den pagt, jeg havde sluttet med alle folkene. Den blev brudt samme dag, og fårehandlerne, der holdt øje med mig, forstod, at det var Herrens befaling. Jeg sagde til dem: »Hvis I synes, så giv mig min løn, og hvis ikke, kan I lade være!« De afvejede da min løn, tredive sekel sølv. Herren sagde til mig: »Kast den hen til støberen, den kostelige pris, de har vurderet mig til.« Og jeg tog de tredive sekel og kastede dem hen til støberen i Herrens hus. Så brækkede jeg den anden stav, Bånd, for at bryde broderskabet mellem Juda og Israel.

Herren sagde til mig: Udstyr dig nu som en uduelig hyrde. For nu lader jeg en hyrde fremstå i landet. De forsvundne skal han ikke tage sig af, de savnede skal han ikke opsøge, de lemlæstede skal han ikke helbrede, og de sunde dyr skal han ikke skaffe føde. Han spiser kødet af de fede dyr og spalter deres klove.