Bibelen online

Salmernes Bog Kapitel 77

For korlederen. Efter Jedutun. Salme af Asaf.

Jeg råber højt til Gud om hjælp;

jeg råber højt til Gud, han skal høre mig.

På nødens dag søger jeg Herren,

utrætteligt rækker jeg min hånd frem om natten,

min sjæl lader sig ikke trøste.

Når jeg husker på Gud, må jeg sukke,

og tænker jeg efter, svigter mit mod.

Du holder mine øjenlåg åbne,

jeg er urolig og kan ikke tale.

Jeg mindes fortids dage,

jeg husker længst forgangne år.

Om natten grunder jeg på det,

jeg tænker efter og ransager mig selv.

Forstøder Herren for al evighed?

Vil han ikke længere vise nåde?

Er hans troskab forbi for evigt?

Lyder hans ord aldrig mere?

Har Gud glemt at være nådig?

Holder han i vrede sin barmhjertighed tilbage?

Jeg siger: Det er mig en smerte,

at den Højestes højre hånd ikke er den samme.

Jeg vil nævne Herrens gerninger,

for jeg husker dine undere i fortiden;

jeg grunder over hele dit værk,

jeg tænker over alle dine gerninger.

Gud, du handler i hellighed;

hvilken gud er stor som Gud?

Du er den Gud, der gør undere,

du viste folkene din styrke;

du udfriede dit folk med din arm,

Jakobs og Josefs børn.

Vandet så dig, Gud,

vandet så dig og bævede,

ja, det store dyb skælvede.

Skyerne sendte strømme af vand,

skymasserne lod deres stemme lyde,

ja, dine pile fløj til alle sider.

Din torden lød som vognhjul,

lynene oplyste verden,

jorden rystede og skælvede.

Din vej gik gennem havet,

dine stier gennem de vældige vande,

og dine spor var ikke at se.

Du førte dit folk som en fåreflok

ved Moses' og Arons hånd.

Krydshenvisning:

Sl 62,1

Krydshenvisning:

Sl 143,5

Krydshenvisning:

2 Mos 15,11

Krydshenvisning:

2 Mos 6,6

Krydshenvisning:
Krydshenvisning:

2 Mos 14,21-31

Krydshenvisning:

2 Mos 14,21-31

Sl 78,52

Maria fra Magdala

En graphic novel om Jesus og hans tid
Maria fra Magdala
279,95

Forfatter: Kristian Leth
Illustrator: Peter Snejbjerg
Sidetal: 112 sider
Indbinding: Indbundet
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7232-271-1
Mål: 19 x 26 cm.