Bibelen online
Salmernes Bog Kapitel 12
For korlederen. Al-ha-sheminit. Salme af David.
Frels, Herre, for der er ingen fromme,
troskab er forsvundet blandt mennesker.
De taler løgn til hinanden
med glatte læber og tvedelt hjerte.
Herren skal udrydde alle glatte læber
og tunger, der taler store ord.
De siger: Tungen er vor styrke,
vore læber er med os, hvem er herre over os?
»Fordi de hjælpeløse undertrykkes,
og de fattige stønner,
rejser jeg mig nu,« siger Herren,
»og bringer redning til de forfulgte.«
Herrens ord er rene,
sølv, der er lutret i diglen i jorden,
renset syv gange.
Du beskytter os, Herre,
du bevarer os evigt mod denne slægt,
hvor ugudelige vandrer omkring,
og usselhed triumferer blandt mennesker.